Den lille bogblog

Bogmærke-fetisch

2012-02-19T13:39:00.000+01:00

Jeg plejer ikke at gå op i bogmærker. Faktisk har jeg klaret mig med små papirlapper, postkort eller hvad jeg nu ellers kunne finde i mange år, men i løbet af de seneste måneder er jeg begyndt at samle på bogmærker. Samle er måske så meget sagt, for planen er, at jeg får et udvalg af bogmærker, der tematisk kan passe sammen med de bøger, jeg læser. Det er så lidt en udfordring på krimi- og horrorområdet, for sjovt nok er det primært pæne og stilfulde bogmærker, som kan købes de steder, hvor jeg har fundet bogmærker indtil videre. Her er der en vis overvægt af goth- og fantasy.

Jeg har fundet nogle af ovenstående bogmærker på en ferie til Paris i efteråret og resten på Etsy - meget farlig hjemmeside at besøge hvis du har lidt mønter på lommen. Her er jeg også på udkig efter bogmærker i de genrer, hvor jeg fortsat mangler, og jeg tror, jeg skal vil købe et par mere.

Det er selvfølgelig fuldstændig ligegyldigt for læseoplevelsen, om bogmærket nu passer til bogen, eller om man blot bruger en brugt busbillet, men når nu jeg bruger så meget tid på at læse, så synes jeg også, at det er oplagt at bruge nogle gode, solide og pæne bogmærker.

Claras krig

2012-02-16T23:17:00.000+01:00

Denne bog står også på min bogudfordringsliste for i år, for jeg blev ret interesseret i den efter at have læst en række meget positive anmeldelser af bogen sidste år.

'Claras krig' af skrevet af den polske jøde Clara Kramer og handler om hendes liv under 2. Verdenskrig. Clara er en helt almindelig teenager, da krigen bryder ud, men hurtigt forvandles hendes liv til en evig angst for at blive fanget af tyskerne. Mens frygten for at blive anholdt og sendt i koncentrationslejr vokser, leder familien desperat efter en udvej, og det ender med, at de søger i skjul i kælderen hos en etnisk tysker. Han og hans familie sørger for at købe mad til dem og gang på gang lyve, når andre borgere får mistanke om, at han skjuler jøder i sit hjem.

Som tiden går bliver de flere og flere i beskyttelsesrummet, hvor de til sidst sidder 18 mennesker, og vi følger, hvordan de kæmper for at bevare håbet og den sidste rest af værdighed, mens tyskerne nægter at slippe grebet om Polen.

Der er ingen tvivl om, at det både er en interessant og tankevækkende bog, som belyser den del, vi ikke hørte så meget om i historieundervisningen. Hvordan var det at være på flugt? Hvordan kunne du leve så småt? Hvordan var det at leve i skjul, hvor selv dine bedste venner pludselig kunne forråde dig? Det er fascinerende og skræmmende læsning, for det ligger selvfølgelig meget langt fra den almindelige danskers hverdag, men det giver også et godt indblik i de barske vilkår under krigen.

Bogen rummer en livsvilje, stædighed og medmenneskelighed, som er beundringsværdig - ikke blot fra jødernes side men også fra den tysker, hr. Beck, som sætter så meget på spil for at redde disse mennesker. Hvor alle andre - selv de venner og naboer, som familien har kendt i årevis - er parate til at stikke dem, så holder han gang på gang hånden over dem.

De fysiske beskrivelser af kælderen, tingene og menneskene er med til at gøre fortællingen levende og nærværende. Det er næsten som at være der selv - men også kun næsten, for jeg tror, jeg ville få klaustrofobi af sådan et sted.

Det er en spændende og skræmmende historie om en tid, som vi ikke bør glemme, selvom meget har ændret sig siden da. Det er også et fascinerende indblik i den menneskelige psyke, hvor man ikke kan andet end at beundre de mennesker, som formåede at leve i skjul og måtte gennemgå så meget for at overleve.

Bogen er en anelse langtrukken til sidst - jeg kunne næsten ikke rumme mere og syntes, at fortællingen kørte lidt i tomgang - men ellers har jeg ikke meget at udsætte på denne bog. Det er helt klart en af de bøger om 2. Verdenskrig, jeg har fundet mest relevant at læse.

Den gamle mand og havet

2012-02-13T20:59:00.000+01:00

En af de klassikere, som jeg ikke nåede sidste år, hvor jeg læste en klassiker hver måned, var denne lille sag af Ernest Hemingway. Det er en kort fortælling på ca. 116 sider med et ret enkelt handlingsforløb, og alligevel var den med til at sikre Hemingway Nobels Litteraturpris i 1954.

'Den gamle mand og havet' handler om en gammel fisker, der ikke har fanget noget i 84 døgn. Han tror dog stadig på, at det vil lykkes, og han har da før oplevet, at lykken har ventet på sig. Han sejler ud med troen på, at lige netop i dag vil lykken vende, og sandelig om ikke han får ret. Han får en ordentlig kleppert på krogen - nok den største fisk han nogensinde har set - og derefter starter kampen om at trætte fisken, så den til sidst kan dræbes og tages med hjem. Men kampen bliver hård, og ind imellem har fiskeren på fornemmelsen, at det er ham, der først må opgive ævred.

Det er som sagt en kort historie med en ret simpel handling. Faktisk er den så enkel, at jeg ikke vil komme ind på slutningen, for der skal være lidt spænding ved at læse den, men lad mig bare nævne, at jeg synes, at slutningen er naturlig, smuk og trist på samme tid.

Jeg er fascineret, når forfattere formår at bygge en interessant historie op med så få virkemidler. Historien er nærmest provokerende naiv og enkel, men alligevel en nydelse at læse. Stilen fik mig til at tænke på japansk eller kinesisk fortællestil uden at jeg helt kan præcisere det - jeg vil tro, at de enkle sætninger og meget ligetil betragtninger var det, der gjorde udslaget.

Bogen berører på én og samme tid troen på sejr og menneskets evne til at blive ved med at søge lykken, men også en udholdenhed, som næsten er skræmmende. Der er noget meget ærekært og alligevel forståeligt i fiskerens kamp mod fisken, for hvis det ikke skal være nu - hvornår skal det så være?

Det er på én gang en hyggelig, sørgmodig og tankevækkende bog, og selvom de tre tillægsord kan virke modstridende, så synes jeg alligevel, at det beskriver min oplevelse af bogen meget godt. En klar anbefaling herfra.

Magik

2012-02-08T23:06:00.001+01:00

Da gemalen og jeg blev kærester... hvilket så er 12 år siden nu... kastede vi os ud i den hyggelige hobby, højtlæsning. Det var altid fantasy, hvor vi skiftedes til at læse højt for hinanden, og således har jeg for eksempel nydt hele Harry Potter-serien sammen med gemalen, ligesom vi blandt andet også har læst Bartimæus-trilogien, de første bøger i Artemis Fowl-serien samt en række andre bøger. For et par år siden gik vi i gang med 'Magik', men vi fik lidt for travlt med andre ting, og bogen forputtede sig på bogreolen. For et stykke tid siden blev den fundet frem igen, og selvom det var flere år siden, vi sidst havde læst i den, så stod handlingen forbavsende skarp i vores erindring.

'Magik' af Angie Sage er første bog i serien om Septimus Heap. Det er en bog fuld af magi og sjove eller uhyggelige fantasyvæsner, og den er skrevet med et glimt i øjet. Her er troldmænd, nekromantikere, forbyttede børn, prinsesser, magiske genstande og selvfølgelig også en drage. Et resumé vil blive ret omfattende, så lad mig i stedet fortælle lidt om bogens kvaliteter som højtlæsningsbog.

Bogen befinder sig i den lette ende af fantasygenren. Den er skrevet til et yngre publikum, og er du voksen, når du læser bogen, vil du nok finde den en anelse letbenet og ufarlig. Til gengæld har den et levende og letflydende sprog, som gør den meget velegnet som højtlæsningsbog, og så må man bestemt ikke undervurdere den småironiske og tilbagelænende humor, der er i bogen. Det er den slags, der gør det sjovt at læse bøger højt, og vi grinede en hel del gange, mens vi læste den.

Der er en hyggelig stemning i bogen, hvor forfatteren blandt andet benytter teknikken med at lade dyr/ting have tanker og følelser. Det kan hurtigt blive en billig gimmick, men jeg syntes, det virkede fint de fleste gange.

Bogen har slet ikke samme tyngde og nuancer som f.eks. Harry Potter og Bartimæus-trilogien, men har du brug for en god højtlæsningsbog, og er det i orden, at den er lettilgængelig og skrevet med et glimt i øjet, så bør du overveje denne bog. Nu håber jeg ikke, at der går lige så lang tid, før vi får læst den næste bog i serien, for jeg har virkelig fået lyst til mere højtlæsning!

Vredens druer

2012-02-05T20:31:00.000+01:00

Jeg er godt i gang med at få læst de 20 bøger, som jeg har sat mig for at nå i år, og denne klassiker af John Steinbeck var en af de klassikere, som jeg overvejede meget at læse under sidste års klassiker-benspænd. Der endte jeg dog med en anden bog af ham - 'Mus og mænd', som også var ganske interessant.

'Vredens druer' handler om depressionen i USA i 1930'erne. I bogen følger du familien Joad, der ligesom mange andre i Oklahoma bliver tvunget til at forlade deres gård og marker, fordi de ikke kan holde kreditorerne fra døren. De har set plakater, hvor der annonceres efter frugtplukkere i Californien, og de drager af sted med håb i hjertet og viljen til at knokle for føden. Men det er ikke nok. Californien oversvømmes med desperate og sultne familier, som leder efter arbejde med lys og lygte, og kampen bliver intensiv og hård. Men ind imellem overskygges frustrationen af små tegn på medmenneskelighed og håb, og familien Joad kæmper stædigt videre, selvom oddsene ser dårlige ud.

Dette er en bog, som sætter tankerne i gang - ikke blot på grund af det overflodssamfund, som Danmark trods finanskrise stadig er, men også fordi der er en stædighed og inderlighed i denne bog, som jeg sjældent er stødt på. Det er et tydeligt portræt af en hårdtarbejdende familie, der ikke er vant til at få noget forærende, men som gerne knokler for at få noget at spise. Det eneste, de ønsker sig, er et hjem, mad på bordet og lidt menneskelig værdighed. Alle tingene er dog svære at opnå i et USA, der er hårdt ramt af depressionen, og hvor tusindvis må gå fra hus og hjem og flakke rundt på landevejene for at finde arbejde. Der er så mange om buddet, at arbejdsgiverne presser lønningerne langt under det acceptable, hvilket blot skaber endnu mere frustration og panik.

Der er en beundringsværdig vilje til at overleve i familien Joad, som trods alskens ulykker og udfordringer kæmper, kæmper og atter kæmper for at finde arbejde og skaffe mad. Langsomt falder familien dog fra hinanden, men de tilbageværende giver stadig ikke op.

Bogen skifter mellem to kapiteltyper - hovedkapitlerne, hvor vi følger familien Joad, og de korte samfundskapitler, hvor forfatteren kommenterer på samfundsstrukturerne og de mekanismer, der gør, at de få personer, som nu ejer al jorden, frygter de mange tusinde desperate arbejdere og søger beskyttelse ved at hyre bevæbnede vagter. Alle de penge, som jordejerne sparer på lønningerne til arbejderne, bruges i stedet på geværer og kugler, og på den måde kører konflikten blot mere og mere op i en spids, jo lavere lønningerne bliver. Det er elegant og alligevel brutalt fortalt, og som læser sidder du og ryster på hovedet - det er så simpelt og så alligevel ikke. Alle er fanget i en hårdknude af pres, forventninger og økonomiske strukturer, så ingen tør vise forståelse og medmenneskelighed.

Det er en trist og tankevækkende bog, hvor du som læser sluger de små glimt af positive oplevelser i dig på samme måde som hovedpersonerne kaster sig over den sparsomme mad. Jeg har en stor svaghed for samfundskritiske bøger, hvor '1984' selvfølgelig er blandt mine yndlingsbøger, og her udmærker 'Vredens druer' sig. Det er en bog, som stiller skarpt på et kapitalistisk og industrialiseret samfund, som fortrænger alle hensyn og forpligtelser og kun fokuserer på profit og magt. Det er en bog, der appellerer til medmenneskelighed, forståelse og næstekærlighed - værdier som forhåbentlig aldrig glemmes.

'Vredens druer' har mine varmeste anbefalinger.

Vampyrens mærke

2012-02-01T21:13:00.000+01:00

Da jeg lånte lydbøger for en lille uge siden, fandt jeg det ret oplagt at kaste mig over denne bog, da den ville ligge i fin forlængelse af 'Hex Hall 2 - Dæmonglas' og 'En vampyrs bekendelser'. Denne bog omhandler nemlig unge mennesker, der skal uddannes som vampyrer, og selvom det lød... temmelig sært... så kunne jeg ikke nære mig.

'Vampyrens mærke' af P. C. Cast og Kristin Cast er første bog i serien Nattens Hus - en serie, der pt. er otte bøger lang. I bogen følger vi den 16-årige Zoey, som lever et helt almindeligt teenageliv, indtil hun en dag bliver mærket i panden af en Udsending. Alle omkring hende trækker sig tilbage, for mærket betyder, at hun nu er dømt til et liv som vampyr og bliver nødt til at drage til Nattens Hus, hvor hendes uddannelse som vampyr vil foregå. Selvom hun er ulykkelig over sin skæbne, finder hun snart venner - og en fjende - det nye sted, og hun indser, at hun åbenbart er tiltænkt en særlig rolle. Hendes mærke i panden er anderledes, og langsomt begynder hendes nye kræfter at vise sig.

Da jeg læste 'Hex Hall 2', savnede jeg stemningen af skoleliv i bogen, eftersom handlingen hurtigt førte hovedpersonerne væk fra skolen. Den stemning er der til gengæld masser af i 'Vampyrens mærke', og på mange måder ligner den en almindelig ungdomsbog med de sædvanlige kærlighedsproblemer, søde bedstevenner og intriger. Der er dog gjort en del ud af at skabe en verden, hvor du ikke bare bliver bidt og så er vampyr, men hvor du udvælges og derefter gennemgår en flerårig uddannelse, inden du er klar til at være fuldblodsvampyr (pun intended - undskyld). Vampyrerne tilbeder samtidig gudinden Nyx, hvilket bringer okkultisme og ritualer ind i bogen, og det gør den mere interessant i mine øjne.

Den er klassisk mht. kærlighedsproblemer og problemer i forhold til skolens intrigante pige, men historien er fortalt på en fin og hyggelig måde, hvor hovedpersonen fremstår sympatisk, fornuftig og reel, og selvom jeg er ret konservativ mht. hvordan rigtige vampyrer skal være, så kan jeg godt tilgive denne version. Den er trods alt meget hyggelig og forsøger ikke at være mere, end den er - en ungdomsroman om unge, usikre vampyr-ynglinge.

En vampyrs bekendelser

2012-01-28T19:29:00.000+01:00

Jeg er nået til den anden af de bøger, som står på min must-read-liste for 2012 - 'En Vampyrs Bekendelser' af Anne Rice. Jeg startede faktisk på den for mange år siden, kort tid efter at jeg havde set filmatiseringen, men der fængede starten mig ikke rigtig, og så fik jeg aldrig læst den færdig. Nu fik den atter en chance, for det er helt sikkert en af klassikerne i vampyrlitteraturen, og jeg holdt meget af filmen i sin tid.

Hele omdrejningspunktet for bogen er interviewet med vampyren Louis, som fortæller sin livshistorie til en ung journalist. Louis' fortælling starter med hans forvandling til levende død og fortsætter ellers frem gennem årtierne, hvor han og hans fæller rejser omkring og forsøger at gøre det uendelige liv meningsfyldt. En rejse som ikke kun er fysisk men også mental, for hvorfor skal man dog stræbe efter udødelighed, når man afskyr det væsen, man er blevet til? En blodtørstig og afstumpet vampyr, som stille og roligt glemmer sin menneskelighed og bliver til et selvisk rovdyr.

Det var en fornøjelse at læse en bog, som lægger sig langt tættere op af den klassiske vampyrmyte end hvad man ofte oplever i den nyere vampyrlitteratur. I 'En Vampyrs Bekendelser' er vampyrer blodtørstige, lidenskabelige, hævngerrige og ikke mindst tragiske væsner, som mennesker med rette bør frygte. Jeg elskede den passionerede og eftertænksomme tankegang hos Louis, som sandt at sige er temmelig depressiv og trist. Det er tydeligt, at det evige liv ikke er værd at stræbe efter i hans øjne. Tværtimod er det en straf, en mangel på at blive ældre og til sidst dø. Det kammer muligvis lidt over, for hele den tragiske og triste del fylder rigtig meget i hans fortælling, og der er et par steder, hvor handlingen godt kunne speedes lidt op, men omvendt passer det meget godt til hans person, at han dvæler så meget ved dette.

Starten fængede mig som sagt ikke så meget, da jeg første gang havde tænkt mig at læse bogen, men denne gang generede den mig ikke. Til gengæld var jeg ikke helt tilfreds med fortællerytmen i den del, hvor Louis stifter bekendtskab med Armand. Jeg ved ikke helt, hvad jeg savner helt præcis, men der var et eller andet, som gjorde, at den del ikke fængede så godt.

Kærlighed fylder meget i bogen, men ikke på den almindelige heteroseksuelle måde, hvor en mand og en kvinde forelsker sig. Her er kærligheden til livet - eller måske rettere det menneskelige liv - i fokus, ligesom tiltrækningen vampyrerne imellem også er stærk. Her er der både plads til stærke bånd mellem mænd samt mellem voksne og børn. Kærligheden er platonisk - ikke noget med kys eller det, der er værre - men jeg syntes alligevel, at det var et befriende og modigt træk af forfatteren. Det er trods alt sjældent et sjældent syn og især tilbage i 1990'erne, hvor bogen udkom på dansk (den udkom så på engelsk tyve år før det, hvilket gør det endnu mere interessant).

Som det nok fornemmes i resten af anmeldelsen, så var jeg ret tilfreds med læseoplevelsen. Den emmer af stærke følelser - lidenskab, had, fortvivlelse, hævngerrighed og begær - og lægger ikke skjul på alle de negative sider af vampyrernes liv og væsen. Der er intet glansbillede - det er en tragisk fortælling, og det er sådan, jeg foretrækker vampyrer. Blodtørstige, intelligente, lidenskabelige og selviske dræbere, som formår at skabe en episk og spændende fortælling.

Helt klart en must-read-bog hvis du er til vampyrer med bid i ;-)

Hex Hall 2: Dæmonglas

2012-01-25T22:29:00.000+01:00

For nylig havde jeg lyst til lidt let læsning, da jeg var på biblioteket, så denne fortsættelse til Hex Hall kom med, da jeg hentede de bestilte bøger.

'Hex Hall 2: Dæmonglas' er fortsættelsen til historien om Sophies første semester på Hex Hall - en opdragelsesskole for unge med magiske evner. I første bog bragte hendes magiske evner hende flere gange på glatis, men i efterfølgeren bliver problemerne kun større. Hun bliver udpeget som potentiel efterfølger til en vigtig post og forlader derfor skolen for at få den rette oplæring. Snart angribes både hun og hendes nærmeste af medlemmer af Øjet - personer, som bekæmper magiske væsner. Og for at føje spot til skade bliver hun mere og mere forelsket i Archer, som hun under ingen omstændigheder må se.

Nu er det lidt svært at skrive så mange detaljer om en efterfølger uden at afsløre for meget om handlingen i den første bog. Jeg vil dog sige, at jeg var lidt overrasket over, at handlingen så hurtigt blev flyttet væk fra skolen. Når skolens navn netop indgår i bogtitlen, så forventer jeg, at den er rammen for fortællingen, men det er den ikke her. Hovedpersonen er dog stadig Sophie, der har den samme småironiske og småsnakkende tankegang. Hun virker lidt mere moden og knapt så sjov i denne bog, og i det hele taget er der skruet mere op for alvoren, hvilket jeg har det lidt blandet med. Bogen lander lidt mellem to stole - på den ene side vil den gerne være den lidt lette og sjove udgave af den paranormale-romantiske bølge, og på den anden side vil den gerne slå på en række alvorlige (og klassiske) problemstillinger. Jeg synes, den bliver lidt ligegyldig, når den prøver at være alvorlig og dramatisk, for det er der andre bøger, der gør langt bedre. Sophie er en ok hovedperson og er med til at trække op i den samlede bedømmelse, men jeg må nu indrømme, at serien ikke siger mig synderlig meget. Den er hurtigt læst og hurtigt glemt. En hurtig, småklistret og sukret snack i bogformat.

Ulvens bror

2012-01-21T15:55:00.000+01:00

Når jeg surfer på netlydbog.dk, leder jeg ind imellem bevidst efter en bog, som er hyggelig højtlæsning og knapt så meget et tungt, litterært værk. Lydbogsmediet er for mig i højere grad noget, jeg nyder, når jeg er på farten (enten med bus, tog eller til fods), og så må det gerne være en fortælling, som får mig til at smile.

Her passer 'Ulvens bror' af Michelle Paver godt ind. I bogen følger vi drengen Torak, hvis far dræbes af en stor bjørn. Torak vandrer derefter alene omkring i skoven, for han har ikke haft kontakt til sin klan i mange år. Snart støder han dog på en ulveunge, som han hurtigt knytter bånd til, og i løbet af kort tid vokser et sprog frem mellem dem, hvor de begge forstår, hvad hinanden siger. Torak fornemmer godt, at det må være en særlig evne, han har - en evne, han ikke bør tale højt om - og han forsøger da også at skjule den, da han støder på tre unge mennesker fra Ravneklanen, som tager ham til fange. Han må kæmpe for sit liv, da han dømmes til døden, men ved hjælp af list og kløgtighed vinder han kampen. Han indser dog hurtigt, at han langt fra er reddet, for flere mener, at hans opdukken er et tegn, hvor han har en særlig rolle i forbindelse med opfyldelse af en profeti.

Det er længe siden, jeg har læst/hørt en bog, hvor handlingen foregår i stenalderen, men det var rart med en helt anden setting, end jeg er vant til. Forfatteren er god til at tegne et billede af en rå natur, hvor mennesket endnu ikke har haft megen indflydelse, og hvor det at overleve er en kamp i sig selv.

Det er et utrolig sympatisk og hyggeligt makkerpar - drengen og ulveungen - og har du på et tidspunkt haft en hund, så kan du genkende noget af opførslen og sproget i beskrivelsen af ulven. Jeg trak flere gange på smilebåndet, når de to kommunikerede, og min klare sympati lå hos dem - godt hjulpet på vej af, at Ravneklanens opførsel ind imellem var dybt underlig, når du som læser ikke kendte til deres baggrund inden mødet mellem dem og Torak.

Konflikten mellem flere af personerne i bogen er lige lovlig forceret - det giver således ikke helt mening, at Toraks pludselige fjende er så forhippet på at skade ham og fremhæve sig selv. Omvendt er selve kulturkonflikten mellem Torak og Ravneklanens medlemmer ganske interessant og belyser fint, hvor isoleret han har levet, og hvor anderledes mennesker kan opfatte ting.

Der er ingen tvivl om, at det er en hyggelig bog, selvom der også er barske øjeblikke. Med slutningen antydes det, at der nok er et stilskifte i den næste bog, men jeg tror nu, jeg vil læse eller høre efterfølgeren under alle omstændigheder, for jeg kan godt lide den verden, som forfatteren tager udgangspunkt i. Bogen kan anbefales, hvis du trænger til en stille, rolig og hyggelig højtlæsningsbog.

Blod

2012-01-18T19:40:00.081+01:00

I år har jeg valgt en ny udfordring på bogfronten - nemlig en liste på 20 bøger, som jeg skal nå at læse i år. Det er en god blanding af klassikere, bøger jeg har haft stående i lang tid, bøger jeg har ønsket at læse i lang tid samt enkelte pludselige indskydelser. Den første bog fra listen har jeg allerede læst, og 'Blod' af Guillermo del Toro og Chuck Hogan hører helt sikkert til kategorien af bøger, som jeg længe har ønsket at læse.

Bogen er første del i en vampyrtrilogi, men ikke som de smukke teenagevampyrer der har hærget bestsellerlisterne de seneste år. I 'Blod' lander en Boing 777 i lufthavnen i New York, og pludselig slukkes al strømmen i flyet, og kontroltårnet kan ikke længere komme i kontakt med flypersonalet. Man frygter, at der er sket et biologisk terrorangreb, og en specialenhed sendes af sted for at undersøge flyet og evakuere eventuelle overlevende. Da det endelig lykkedes at trænge ind i flyet, viser det sig, at alle undtagen fire mennesker er døde, men der er ingen tegn på kamp eller sygdom. En af eksperterne, professor Goodweather, får dog snart mistanke om, at der er noget, der er alvorlig galt, for ligene viser ingen tegn på dødsstivhed eller forfald, og da ligene pludselig forsvinder fra kølerummet, intensiveres jagten på sandheden - og ikke mindst de levende døde, som nu spreder rædsel flere steder i byen.

Dette er en interessant fortolkning af vampyrmyten. I denne version er der visse sammenfald med den klassiske vampyr, men glem alt om elegance, kontrol og intelligens - disse vampyrer opfører sig langt mere som zombier end som vampyrer. Dette sker selvfølgelig for at få flere blodige og modbydelige scener, hvor ofrene - i teorien - har en chance for at flygte og får at give illusionen af en plage, der spreder sig i bedste dommedagsstil.

Det er som sagt første del af en trilogi, og det mærkes desværre tydeligt. Historien er lang tid om at komme ordentligt i gang - der er lidt for meget tågeslør og mystik over starten - og du er dårligt kommet rigtig i gang med historien, før bogen er slut. Jeg havde foretrukket, hvis de havde samlet det til to bøger i stedet og evt. strammet første del mere op, for der er ingen grund til at trække første del så meget i langdrag.

Når det så er sagt, så er det (morbidt) underholdende at følge, hvordan de døde opfører sig og spreder smitten. Det sker på en mere.... hm... menneskelig måde, forstået på den måde at det langt hen ad vejen er ret logisk, at de døde opfører sig, som de gør i bogen. Og der reflekteres mere over, hvorfor de gør det, og hvorfor ofrene reagerer på forskellig vis - det gjorde bogen til andet end et voldsorgie. Det er flere stille scener, som giver stof til eftertanke, og det passer mig også fint, at smitten ikke eksploderer fuldstændig uhæmmet fra dag 1, men stille og roligt udvikler sig.

Det havde klædt historien, hvis der havde været færre klicheer. Der er lidt for meget "én mand mod resten af verden", "hvorfor vil I ikke tro på mig?" og "ond forretningsmand vil have magt og udødelighed". Det er set mange gange før, og det gør ikke rigtig historien mere interessant at gentage dem her.

Samlet set var bogen udmærket underholdning. Jeg blev ikke blæst omkuld, som jeg havde håbet, men omvendt var det nu også en hæderlig historie, som jeg nok ender med at læse til ende, når jeg får fat i de to sidste bøger.

Paranoia

2012-01-15T11:41:00.002+01:00

Nu har jeg ellers flere gange hævdet, at jeg ikke synes, at krimier egner sig særlig godt til lydbogsmediet, men jeg kunne alligevel ikke nære mig, da jeg stødte på 'Paranoia' af Gretelise Holm, da jeg surfede på netlydbog.dk

Bogen er den første bog i krimiserien med journalisten Karin Sommer som hovedperson. Karin Sommer har rundet de 50 år og tumler lidt med en fortid, hvor hun i en periode havde psykiske problemer. Dette bliver pludselig uhyggelig aktuelt, da hun først finder sin kat dræbt foran døren til sin lejlighed og siden flere gange oplever, at en fremmed bryder ind hos hende om natten og terroriserer hende. Langsomt begynder omverdenens sympati for hende at vende til mistro, og hun bliver indlagt til behandling. Men Karin Sommer er overbevist om, at det er en konspiration, og sammen med en ung kvindelig advokat forsøger hun at komme til bunds i sagen. Hvem er det, der forsøger at stoppe hende - og fra hvad?

Bogen skildrer intriger og problemer i en mindre provinsby, og det gør den ganske fint. Settingen er troværdig og nede på jorden, og persongalleriet virker også ret realistiske. Karin Sommer er en anderledes men god hovedperson, og jeg synes, det er forfriskende med en kvindelig hovedperson, der har rundet de halvtreds år. Hun har ben i næsen og bliver på intet tidspunkt ynkelig, hysterisk eller anden måde irriterende, selvom hun mildest talt står i problemer til halsen.

Som læser begynder du også at overveje, om Karin egentlig er begyndt at se syner, fordi alle beviser peger på, at hun selv finder på indbruddene, og bogen har en udmærket spændingskurve. Det bliver aldrig rigtig farligt - der er langt til dramatikken i Stieg Larsson og Dan Brown - men nu er bogens udgangspunkt også langt mere jordnært, så det er sådan set i orden. Jeg havde dog håbet, at der gik endnu længere tid, før jeg regnede ud, hvordan tingene hang sammen. Men afslutningen er smuk, elegant og meget oplagt. Ros til forfatteren for at turde.

Jeg har set bogen/serien omtalt som femikrimi, og skal jeg være helt ærlig, så synes jeg, at denne bog er langt bedre end de bøger, som normalt hører under denne kategori. Godt nok har hun en affære med en langt yngre mand og bliver på den måde bekræftet i sin kvindelighed, men ellers er hendes køn ikke særlig dominerende i bogen, og det kan jeg godt lide. Jeg er vitterlig ikke til kønsklicheer.

Det er en udmærket krimi, og er du til hovedpersoner, der ikke nødvendigvis er hårdtarbejdende, skilsmisseramte mandlige politiagenter på ca. 40 år, så overvej at læse denne bog. Jeg skal i hvert fald have fat i den næste bog i serien.

Labyrint

2012-01-11T23:17:00.000+01:00

Denne bog har jeg overvejet at læse, lige siden den udkom for nogle år siden, og selvom jeg egentlig havde tænkt mig at låne et fysisk eksemplar på biblioteket, så blev fristelsen alligevel for stor, da jeg faldt over den på netlydbog.dk.

'Labyrint' er skrevet af Kate Mosse og har to sideløbende historier - en om den unge kvinde Alice Tanner, som i 2005 finder et par ret interessante ting under en arkæologisk udgravning ved Carcassonne. Samtidig følger læseren også den 16-årige Alais, som levede 800 år tidligere - samtidig med korstoget mod de franske kættere. Alais får en bog af faren, en bog som er knyttet til Labyrint-trilogien, der gemmer på sandheden om den hellige gral. Det er derfor vigtigt, at Alais beskytter den, om det så skal koste hende livet. I løbet af bogen finder Alice efterhånden ud af, at hendes fund er meget værdifuldt - så værdifuldt at det er værd at slå ihjel for.

Denne bog startede godt - og så gik det ellers stille og roligt ned ad bakke. I starten var jeg lidt ærgerlig over, at historien er splittet op i to dele - en i nutiden og en i fortiden - for der gik et stykke tid, inden det begyndte at give mening. Selvfølgelig vidste jeg som læser, at der var en dybere mening med, at man skulle følge de to hovedpersoner, men det spillede ikke helt sammen i starten. Historien om Alais var ret fængende, og den nød jeg at følge med i et godt stykke ind i bogen, mens historien om Alice skulle lidt op i omdrejninger, før den blev interessant. Da jeg var nået halvvejs, var det til gengæld, som om historien knækkede over på midten, og herefter var det en ærgerlig rutsjetur at skulle igennem den anden halvdel, som føltes mere og mere langtrukken, og hvor jeg blot blev mere og mere ligeglad med personerne og deres gøren og laden.

Bogen har flere fællestræk med den bølge af 'gralbøger' (med Da 'Vinci Mysteriet' som frontløber), der kom for en række år siden, men jeg synes dog ikke, at de nutidige religiøse fanatikere virker lige så hysteriske som i Dan Browns bøger. Til gengæld formår han at holde et højt spændingsniveau, mens denne bog helt tabte min interesse til sidst. Jeg vil tro, at du skal være ret begejstret for 'gralbøger' for at holde af denne bog.

Man spørger da ikke om penge på facebook?

2012-01-08T14:37:00.000+01:00

Jeg fik et anmeldereksemplar tilsendt af denne bog og havde planer om at anmelde den i december, men i juleferien fik jeg set langt flere film end planlagt, og dermed var der langt mindre tid til bøgerne, så denne bog læste jeg i stedet som den første i det nye år. Måske også meget passende da dette er en personlig historie om udvikling og refleksion over livet i det hele taget.

'Man spørger da ikke om penge på facebook?" er skrevet af Anne Deppe, og det handler om hendes drøm om at blive personlig coach og om kampen for at nå så langt. Bogen er et direkte ripoff fra hendes blog i den periode, hvor hun beslutter sig for at søge ind på en coach-uddannelse, og blogopdateringerne følger så hendes kamp for at komme ind samt den første tid under uddannelsen.

Da jeg i sin tid læste bagsideteksten, havde jeg indtryk af, at bogen rummede et længere forløb, der beskrev, hvordan forfatteren nåede målet (i første omgang selve uddannelsen) og hvordan hun gjorde det, men den del fyldte ikke nær så meget, som jeg havde håbet. Faktisk følte jeg, at titlen var en anelse misvisende, da episoden med at skaffe pengene til uddannelsen ikke fyldte særlig meget - og at det 'kun' var omkring 6000 kr, der blev samlet ind via Facebook, mens banken lånte de resterende 45.000-50.000 kr. (godt nok på baggrund af de indsamlede penge, men alligevel). I øvrigt vil jeg gerne indrømme, at netop titlen var en af grundene til, at jeg sagde ja til at læse bogen, for det er en temmelig udansk ting - at spørge fremmede mennesker om penge. Forfatteren fik da også en del negative reaktioner, da hun i sin tid skrev på sin blog, Facebook samt til en lang række venner og bekendte og spurgte, om de havde lyst til at bidrage til betalingen af hendes uddannelse. Jeg synes egentlig, at det er meget frisk gået, men skal jeg være ærlig, så tror jeg, at jeg ville have det lidt underligt, hvis en af mine venner skrev til mig og spurgte om det samme. Under alle omstændigheder tackler forfatteren det ganske godt i løbet af blogopdateringerne og har et meget afslappet og afvæbnende indstilling til, at folk reagerer så forskelligt.

Bogen er som sagt en direkte kopi af de blogindlæg, der fulgte i tiden op til og under coach-uddannelse, og jeg må indrømme, at den form var jeg ikke så vild med. Blogindlæg virker ofte ret fragmenterede, når man fører dem fra skærm og over på papir, og det bliver ikke bedre af, at skriftstørrelsen er ret stor (13-14 punkt), så det virker som en børnebog. Samtidig er layoutet fra blogindlæggene beholdt, så knapperne 'Like', 'Comment', 'Share' og 'Delete' er nævnt under hvert eneste indlæg, ligesom kommentarerne fra læserne er beholdt inkl. navn og dato. På den ene side er det råt og ærligt - på den anden side virker det sjusket. Her ville jeg have brugt mere tid på layout, så det så noget mere indbydende ud, for det virkede lidt for hjemmelavet til mig.

Hvad bogen ikke har i form eller retskrivning, har den til gengæld i ærlighed og personlighed. Du føler virkelig, at det er et 'rigtigt menneske', der har skrevet teksten. Jeg får indtryk af, at her er person, der virkelig tror på sin idé, og som virkelig vil det her, og det er faktisk fascinerende at læse om en sådan dedikation. Det er ærligt, naivt og men også charmerende, og selvom jeg flere gange blev irriteret over den ret ustrukturerede tekst, så var den stadig så interessant, at jeg grublede videre over den bagefter.

Det er ikke et litterært værk. Faktisk ville jeg ikke udgive teksten som bog på den måde, da jeg ikke bryder mig om at kopiere blogindholdet direkte over i en bog - der skal langt mere redigering til efter min mening. Til gengæld tegner den et billede af en ret interessant person, for da jeg lagde bogen fra mig, så tænkte jeg, at jeg tror faktisk, at forfatteren vil egne sig ganske godt som coach. Hun har et drive og et gåpåmod, som smitter og glæder, og hun lader til at have en oprigtig interesse i at hjælpe andre og at se ting fra en anden vinkel. Alene den allersidste tekst i bogen - som slet ikke handler om hendes uddannelse - viser et menneske, som har evnen til at tackle spændte situationer på god og anderledes måde. Den historie har fået mig til at smile flere gange de sidste dage, og det har jeg stor respekt for.

Årets bogudfordring

2012-01-04T20:46:00.000+01:00

I år har jeg valgt at gå med på Irene's bogudfordring, hvor du vælger 20 bøger, som du gerne vil nå at læse i 2012. Jeg har efterhånden samlet mig en god stak bøger, som jeg længe har ønsket at læse, og så har jeg selvfølgelig en alenlang liste over bøger, som ser spændende ud. Det var derfor ikke svært at finde frem til 20 bøger, som jeg vil læse i år.

Guillermo Del Toro og Chuck Hogan: Blod

Bogen blev lanceret som en barsk og brutal nyfortolkning af vampyrhistorierne, og det er lige mig! Ikke noget med nuttede, blodfattige (!) vampyrer - we want the real deal! Desværre har jeg hørt, at toeren i denne serie ikke skulle være så fantastisk, men den første, 'Blod', fik ret god omtale, da den kom frem.

Jacqueline Carey: Kushiel's Dart

Det her er en af de bøger, hvor det er lidt pinligt for mig at indrømme, at jeg ikke har læst den endnu. Det er nemlig halvanden år siden, jeg fik den anbefalet og nok et år siden, jeg købte bogen. Nu skal det være!

George R R Martin: Game of Thrones

Nu har jeg haft de to første bøger i Martins serie stående i knapt fire år (for i de kredse, jeg kommer, har denne fantasyserie været en klassiker i mange år), og jeg har kun hørt godt om serien. Desværre frister 1000 tætskrevne sider på engelsk ikke så meget, så jeg har flere gange tænkt på at læse den i en ferie. Nu ender det nok med, at jeg ser første sæson af tv-serien, inden jeg kaster mig over første bog - men den skal jeg så også læse i år!

Thomas E. Sniegoski: Englen

Bogen fik desværre lidt lunken modtagelse hos flere andre bloggere, men jeg har besluttet mig for at give den en chance, for jeg kan godt lide oplægget.

Natascha Kampusch: 3096 dage

Der er nok de færreste, der har glemt historien om Kampuschs liv i kælderen hos sin bortfører. Det er en historie, der skræmmer og fascinerer på samme tid, og jeg ser frem til at læse hendes egne betragtninger om det liv, hun levede i kælderen.

Clara Kramer: Claras krig

Det er en Claras personlige historie om kampen for at overleve holocaust i et beskyttelsesrum under 2. Verdenskrig, og da jeg læste om bogen, besluttede jeg straks, at den skulle jeg læse. At den samtidig har fået en række ganske gode anmeldelser gør heller ikke noget.

Anne Rice: En vampyrs bekendelser

Jeg læste starten af bogen dengang, hvor filmatiseringen lige var udkommet, men der gik jeg i stå, og så kom jeg aldrig videre. Nu får bogen en chance til.

J. R. R. Tolkien: Hobbiten

Det er den eneste bog på listen, jeg har læst før, men det er efterhånden så mange år siden, at jeg mener, det er en god idé at få den genopfrisket, inden filmatiseringen kommer til december 2012.

John Steinbeck: Vredens druer

Denne nobelprismodtager har stået for flere af litteraturens klassikere, og sidste år læste jeg da også 'Mus og mænd'. I år vil jeg prøve en bog mere fra forfatteren.

Giovanni Boccaccio: Dekameron

Dette var en af de bøger, jeg overvejede at læse sidste år, da jeg havde klassiker-tema, og jeg er ret spændt på, hvordan læseoplevelsen bliver, for den er lidt uden for den type bøger, jeg normalt finder på at læse.

Ernest Hemingway: Den gamle mand og havet

Her er det en af de helt store klassikere, jeg skal læse. Jeg tror faktisk ikke, jeg har læst noget af Hemingway før, så jeg ved ikke så meget om, hvad jeg kan forvente.

Brent Weeks: The Way of the Shadow

En række andre bogbloggere anbefalede på det kraftigste denne bog sidste år, så den har stået på min liste et stykke tid, og nu skal det være. Hvis jeg kan lide bogen, kan jeg glæde mig over, at der allerede er udgivet flere bøger i serien.

Jim Butcher: Storm Front

Jeg læste et sted, at serien er en blanding af krimi og sort magi, og det fangede straks min opmærksomhed! Det skulle være ganske underholdende læsning, og det skal der bestemt også være plads til.

Paul Auster: Leviathan

Denne forfatter har jeg fået anbefalet flere gange, og nu går det ikke længere - nu bliver jeg nødt til at give ham en chance!

Stephen King: Under kuplen

Jeg var virkelig stor King-fan, da jeg var yngre, hvor jeg læste størstedelen af hans bøger. De sidste år 10 år er det dog ret begrænset, hvad jeg har læst fra hans hånd - blandt andet fordi han havde en periode, hvor hans bøger blev lige lovlig socialrealistiske, og det faldt ikke i min smag. Men nu vil jeg opdateres, og derfor skal jeg læse mindst én nyere King-bog i 2012, og denne her ser interessant ud.

Ken Follett: Uendelige verden

Det er også en bog, der har stået på min bogreol i flere år. Forgængeren, 'Jordens søjler', gled let ned, da jeg læste den for nogle år siden, og nu er det på tide, at jeg får læst denne bog.

Lone Frank: Mit smukke genom

Jeg var dybt fascineret, da jeg første gang læste om denne bog, der tager læseren med på en rejse i den genetiske videnskab. Jeg håber på, at det er en bog, der sætter tankerne i gang og gerne stiller spørgsmålstegn ved det praktiske og etiske ved den genetiske videnskab.

Peter Øvig Knudsen: Hippie 1

En af de mest omtalte fagbøger i 2011, og da jeg også synes, at bogudfordringen kan rumme fagbøger, så kommer denne med. Emnet er ungdomsoprøret, og det er ret lang tid siden, jeg sidst har læst faglitteratur om denne periode, så må det være på tide at få genopfrisket min viden om emnet.

Anders-Peter Mathiasen, Jeppe Facius: Fra Edderkoppen til Makrellen

Nu jeg var i gang med at kigge på faglitteratur, så faldt jeg over denne fagbog, som handler om den danske underverden gennem 60 år. Det er en lidt anderledes vinkel end de hundredvis af 2. Verdenskrigs-bøger, som jeg ellers stødte på, så denne bog måtte på min liste.

Naomi Klein: No Logo

Denne bog har jeg haft stående i... så mange år, at det er pinligt at tænke over... så det er ikke et øjeblik for tidligt at læse den! Og selvom den måske er lidt bedaget, så er jeg sikker på, at Kleins betragtninger om reklamens magt stadig er interessante.

Stormfulde højder

2012-01-01T14:18:00.001+01:00

Den sidste klassiker, jeg nåede at læse i 2011, var 'Stormfulde højder' af Emily Brontë, og det var dermed også den bog, der udgjorde den sidste af de 12 klassikere, som jeg havde sat mig for at læse sidste år.

Det er en bog, som jeg har hørt om utallige gange, men som jeg har vægret mig ved at læse, da jeg havde indtryk af, at det var en dramatisk og sødladen kærlighedshistorie, og det er ikke lige mig. Da jeg havde læst bogen, måtte jeg dog indse, at jeg havde taget fejl i et par af mine fordomme.

Historien fortælles primært gennem tjenestepigen Nelly Dean, som følger familierne Earnshaw og Linton gennem flere generationer. Stormfulde Højder er navnet på Earnshaws gård, mens Lintons bosted hedder Thruscross Grange, og de to steder er rammen for hele fortællingen. Hele polemikken starter, da mr. Earnshaw en dag kommer hjem fra marked sammen med hittebarnet Heathcliff, som han vælger at tage til sig som sit eget barn. Datteren Catherine fatter dog efterhånden sympati og hengivenhed over for den nye bror, mens sønnen Hindley har svært ved at acceptere, at faderen nu holder mere af Heathcliff end Hindley. Heathcliff behandles dårligt af plejefamilien og fyldes vrede og hævntørst, hvilket giver ham et yderst kompliceret sind. Forholdet mellem Catherine og Heathcliff slår gnister, og til sidst rejser han bort for en tid. Catherine vælger da at gifte sig med Linton-sønnen fra nabogården, men deres ægteskab er ikke lykkeligt, for hun elsker stadig Heathcliff. Da hun dør i barselssengen, bliver Heathcliff rasende og sætter alt ind på at forpeste og ødelægge sin elskedes ægtemand, og så begynder dramaet for alvor.

Jeg troede, at kærlighed var omdrejningspunktet for romanen, og det er det på sin vis også, men en kærlighedshistorie vil jeg nødigt kalde det. Tværtimod er bogen fyldt med had, egoisme, hævngerrighed, snævertsynethed, smålighed og mange andre af menneskets dårlige sider, og det var faktisk deprimerende læsning, for der var ikke rigtig nogen af personerne, jeg brød mig om. Hvis de ikke var direkte afskyvækkende, havde jeg medlidenhed med deres naivitet og tåbelighed. Det var direkte ubehageligt at læse, hvordan de mennesker opførte sig over for hinanden - enten for bevidst at såre det andet menneske eller af tankeløshed eller egoisme.

Bogen er dog yderst velskrevet og byder på masser af dramatik og storladne følelser. Det er en tragedie, hvor du som læser ikke ved, hvordan historien skal ende - og om den overhovedet kan ende godt. Jeg holder normalt af tragedier, men her er forudsætningen, at jeg har sympati med et par af de implicerede, og det må jeg desværre indrømme, at jeg ikke havde i dette tilfælde. Interessen for afslutningen blev derfor en mere distanceret nysgerrighed end oprigtig ønske om, at det ville gå personerne godt. Når det så er sagt, så er slutningen faktisk mere positiv, end jeg forventede, men det vil jeg ikke komme nærmere ind på her.

Historien er interessant, og jeg har bestemt ikke fortrudt, at jeg læste den, selvom jeg ikke brød mig om personerne og deres gerninger. Den giver et indblik i konflikten mellem at gifte sig af kærlighed eller af pligt samt de begrænsninger, der var i samfundet på det tidspunkt. Samtidig er sproget præget af en dristighed og vildskab, som var uhørt på den tid, og som selv i dag kan chokere, da det fremstår ret voldsomt og direkte.

Mørke steder

2011-12-27T16:52:00.000+01:00

Jeg lånte for nylig denne bog på biblioteket efter at have læst en anbefaling af bogen - kan desværre ikke huske hvor - og tænkte, at nu var det på tide at snuse lidt til den populære krimigenre igen.

Bogen handler om Libby Day, der som syvårig oplevede drabet på moderen og de to ældre søstre på tæt hold. Man mente, at drabet var del i en ofring til Satan forestået af Libbys 15-årige bror, Ben, og det var da også hendes vidnesbyrd, der sendte ham bag tremmer.

Nu er der gået knapt 25 år, og siden mordene har Libby levet af de donationer, som venlige mennesker har givet hende i årene efter den tragiske hændelse. Pengene er dog ved at slippe op, og Libby er ved at blive desperat efter at få penge mellem hænderne igen, da Mordklubben pludselig kontakter hende Mordklubben er en hemmelig forening af amatørdetektiver og særlinge, som efterforsker voldsomme forbrydelser. Her er der mange, der mener, at Ben er uskyldig dømt, og selvom Libby først ikke vil høre tale om den mulighed, indleder hun alligevel et samarbejde med dem. Langsomt men sikkert pilles gazen af gamle, betændte sår og snart finder Libby og læseren ud af, at der hændelserne var langt mere nuancerede, end hvad betjentene først fandt ud af.

Kapitlerne skiftes til at beskrive nutiden - ud fra Libbys syn - og datiden - ud fra både moderens og Bens syn - og blander dermed nutid og fortid på en elegant og logisk måde, hvor vi både følger Libbys detektivarbejde samt moderens og Bens tanker og handlinger på selve drabsdagen. Det giver flere gange læseren mulighed for at være lidt foran Libby i at regne ud, hvad der er sket, og der er flere overraskelser i vente.Stemningen bygges stille og roligt op, hvor det gyser lidt, når man som læser kan følge med i, hvordan spændingen stiger, og alle personerne fortsætter mod det uundgåelige - drabet på moderen og de to piger.

Libby er ikke en særlig sympatisk hovedperson, men det gør ikke så meget - i bund og grund er hendes væremåde forståelig, og det kammer aldrig over, så du som læser når at blive træt af hende. Til gengæld er en af kvinderollerne så sær og outreret, at hun virkede utroværdig, og det er ærgerligt, da hun får en del plads i historien.

Bogen er spændende og emmer af landlig amerikansk lowlife-miljø, hvor pengene er få, og hvor du kun lige akkurat kan holde næsen over vandet. Desværre er afslutningen ret uelegant - den virker meget konstrueret og usandsynlig, hvilket skæmmer den samlede læseoplevelse. Jeg følte mig i hvert fald lidt snydt, da jeg ikke syntes, at slutningen passede godt sammen med den stemning, der var opbygget. Men ellers en fin bog, og jeg tror, jeg vil holde lidt øje med den forfatter. Der er potentiale til flere gode læseoplevelser.

Julen bragte - en ny hyggekrog til læsningen!

2011-12-25T15:13:00.001+01:00

Havde du en dejlig juleaften? Og fik du nogle gode boggaver?

Jeg fik en enkelt bog i kategorien skønlitteratur, men det er også en bog, jeg har ønsket mig i flere år - nemlig 'Kaptajn Alatriste'. Tidligere på måneden fik jeg to tegneseriehæfter med Nemi. De fleste af mine gaver hørte til kategorien gastronomi, da det er en anden hobby, der også fylder en del i mit liv, og her blev det blandt andet til fem kogebøger plus en bog om vin, så der er masser af læsestof den næste tid! Se stablen på madbloggen.

Men jeg fik også en gave, som får betydning for læsningen fremover - nemlig en gyngestol! Den har jeg ønsket mig, siden jeg var... hrm... 14-15 år, og nej, det er ikke særlig teenageagtigt, men jeg har altid ment, at sådan en Bedstemor von And-gyngestol er et af de hyggeligste steder at sidde med en bog!

Rigtig glædelig jul og må de næste dage være fyldt med gode læseoplevelser :-)

Hvor de gamle visner

2011-12-23T20:01:00.000+01:00

Jeg var positivt overrasket, da jeg første gang læste en bog af Michael Kamp, og jeg lovede derfor mig selv, at jeg skulle se nærmere på det forfatterskab på et tidspunkt. Desværre havde biblioteket ikke den bog, som jeg havde udset mig, da jeg var forbi for nylig, men så fandt jeg 'Hvor de gamle visner' i stedet.

Det er en meget kort bog, som fortæller historien om Holmegårdens Ældrecenter afdeling, Demensen, hvor de demente ældre bor. Plejeren Anita er den hårdtarbejdende og helt almindelige hovedperson, som må døje med underbemanding, svigtende kolleger og en flok beboere, som har deres helt egne særheder. Der er en trist stemning af nedskæringer, omsorgssvigt og manglende håb, og flere og flere af de ældres tilstand forværres. Anita bliver opmærksom på, at der er noget galt, at det er som om, at stedet er hjemsøgt, men spørgsmålet er, om hun kan gøre noget ved det, eller om det er for sent.

Settingen er som sagt ret trist og tegner et troværdigt men deprimerende billede af et ældrecenter, hvor der hverken er meget nærvær eller håb. Selve historiens opbygning er meget traditionel, og har du bare læst en håndfuld horrorhistorier gennem tiden, kan du godt regne ud, hvordan historien ender. Men selvom bogen er ret forudsigelig, er den ok. Lidt for kort og for traditionel til min smag og et stykke op til 'Moln - jorden husker', som jeg var ret vild med, men forfatteren viser stadig, at han har meget at byde på, og at det er i denne retning, du skal kigge, hvis du er interesseret i nye, interessante danske horrorhistorier.

Så er traileren til Hobbitten endelig ude!

2011-12-21T20:49:00.000+01:00

Så er traileren til The Hobbit endelig ude, og selvom jeg 'kun' skal vente et år endnu, inden filmen har premiere, så glæder jeg mig allerede utrolig meget! Jeg var meget begejstret for LOTR-filmene og er faktisk så blasfemisk, at jeg holdt mere af filmene end af bøgerne, så nu er jeg spændt på, hvordan den nye film vil være. Det er dog efterhånden så længe siden, jeg læste bogen, at jeg overvejer at finde den frem igen for lige at genopfriske historien.

Glæder du dig også til filmen, eller gruer du for, hvordan filmatiseringen bliver?

I misosuppen

2011-12-18T17:52:00.000+01:00

Jeg har en vis svaghed for bøger, der foregår i Asien og i særdeleshed Japan, der er et utroligt fascinerende land. Jeg kunne derfor heller ikke nære mig, da jeg stødte på 'I misosuppen' af Ryu Murakami på min biblioteksudflugt for et stykke tid siden.

I bogen følger vi den 20-årige Kenji, der er guide i Tokyos natteliv. Få dage før nytår bliver han hyret af den amerikanske turist, Frank, der gerne vil have en rundtur i det japanske natteliv. Det umage par besøger en lang række lyssky barer og peepshows, mens Kenji bliver mere og mere overbevist om, at Franks underlige opførsel ikke blot skyldes kulturelle forskelle men simpelthen dækker over, at han er psykopat og muligvis har dræbt en gymnasiepige, hvis lig er fundet kort tid inden. Kenji har dog ingen anelse om, hvor galt det faktisk kan gå, når man opholder sig i nærheden af Frank...

Jeg blev hurtigt grebet af bogen, som ledte mig igennem Tokyos natteliv med en mere og mere paranoid følelse, da jeg levende kunne forestille mig Kenjis dilemma - skulle han stole på sin intuition, eller skulle han slå det hen? Kenji er en sympatisk men også ret konfliktsky hovedperson, hvilket både gør ham menneskelig men også medskyldig i de frygtelige ting, der sker undervejs. Der er en fantastisk spændingskurve, hvor forfatteren med simple midler formår at opbygge en fortættet og ubehagelig følelse af, at noget er helt, helt galt, og hvor du som læser føler dig ligesom Kenji, der ikke ved, om han overfortolker signalerne, eller om han bør flygte, mens tid er. Jeg sad flere gange og digtede videre på historien for at lure, hvad der lå bag Franks mystiske opførsel, og da først handlingen tog fart, var det en fascinerende og lidt skræmmende oplevelse.

Bogen har få men ret voldelige og brutale scener, så det skal du være forberedt på, hvis du vil læse den. Meget af bogen kan dog også læses som et interessant møde mellem to meget forskellige kulturer - den amerikanske og den japanske - og hvor du som vesterlænding får et lille indblik i den japanske kultur på godt og ondt.

Min eneste anke er, at bogen taber lidt pusten de sidste 50 sider, men ellers er det en bog, jeg bestemt vil anbefale. Den er velskrevet, interessant, fascinerende og skræmmende på samme tid.

Den hvide krage

2011-12-13T23:06:00.000+01:00

Den sidste bogudfordring for i år - når vi ser bort fra den klassiker, jeg skal nå at læse i denne måned - var at læse en bog, der er udgivet i år. Nu er det sjældent, at jeg læser bøger det samme år, de er udgivet, så det var faktisk meget sjovt lige at læse op på, hvad der er kommet af spændende bøger. Det resulterede også i, at den bog, jeg helst ville læse, endte på juleønskelisten, og i stedet tog jeg så 'Den hvide krage' af Marcus Sedgwick.

I bogen følger du skiftevis to piger - Rebecca og Ferelith - som mødes i den lille engelske flække Winterfold. Samtidig krydres bogen af gamle optegnelser fra 1700-tallet, som en lokal præst nedfældede, da en fransk doktor bosatte sig i byen og begyndte at eksperimentere med menneskets frelse fra Helvede.

Rebecca er lige flyttet til byen sammen med sin far, og det er alt andet end sjovt. Forholdet til faren er ikke godt, og hun føler sig alene, så da hun møder Ferelith, tiltrækkes hun af den anden pige, selvom Ferelith mildest talt opfører sig sært. Hendes gådefulde adfærd forvirrer Rebecca, men hun drages også af den mystiske pige, og snart finder de sammen om at udforske byens dystre hemmeligheder.

Bogen markedsføres som 'en moderne gotisk thriller', og den beskrivelse passer ganske fint til historien. Det er tydeligt, at der er noget galt i byen - især med Ferelith, hvis opførsel er underlig, ubehagelig og forvirrende. Den dystre, gotiske stemning bygges langsomt op i bogen og når et interessant klimaks - som dog føles uafsluttet og giver for mange spørgsmål til sidst. Der er en del løse ender i fortællingen, og det giver et lidt rodet indtryk. Slutningen mangler den elegance, som blandt andet 'Rebecca' har, og jeg savnede en stærkere kobling mellem de tre fortællere i bogen.

Bogen er udmærket uden at være prangende. Jeg savnede mere gys og nærvær i fortællingen og blev aldrig helt grebet af historien. Måske skyldtes det, at jeg ikke rigtig kunne relatere mig til Ferelith, som virkede så virkelighedsfjern og sær, at hun var alt for utroværdig, mens Rebecca var alt for anonym.

De unaturlige

2011-12-10T16:47:00.000+01:00

Dette er anden del i serien Humaran, som jeg startede på i oktobers, da jeg læste 'Den ydmyge amulet' af Sascha Christensen.

i 'De unaturlige' er Humaran-amuletten forsvundet igen, og Josephine og Liam drager af sted for at lede efter den. Med sig har de Morgan, en mystisk kvinde, der hører til de unaturlige. Josephine tvivler ind imellem på, at det overhovedet er en fordel at have Morgan med på rejsen, for de ved ikke, om de kan stole på hende, og hun opfører sig ret sært. Men da børnene flere gange ender i farlige situationer, er Morgan ofte i nærheden til at hjælpe dem.

Historien i denne bog afskiller sig en del fra den første, og det er positivt, at det ikke bare er et opkog af en historie, du allerede har læst. Børnene er draget af sted på en mission, de ikke selv har valgt og ej heller forstår, og det skaber selvfølgelig en del spørgsmål hos dem selv og læseren. Hvorfor skal de rejse? Hvor skal de rejse hen? Hvad skal de gøre for at løse opgaven? Jeg synes dog, at der bliver lidt for mange spørgsmål, ligesom børnene tager for få initiativer, men snarere bliver trukket rundt i manegen som et par cirkusheste. Det er såmænd ikke deres skyld, for de har ingen anelse om, hvad de skal gøre, og det ville have været rart, hvis forfatteren havde givet dem flere valgmuligheder og mere handlekraft, i stedet for at overlade deres skæbne til de andre personer i bogen.

Bogen har dystre elementer, som klæder den ganske godt, og den del må forfatteren gerne skrue endnu mere op for. Det er spændende, når det er farligt, overraskende og mystisk! Men den forvirrende del, som jeg nævnte før, trækker desværre noget af spændingen ud af bogen, og jeg var ikke nær så begejstret for 'De unaturlige', som jeg var for den første bog i serien. Det kan godt være, jeg læser den sidste bog i serien - sådan af princip, fordi det nu er en serie - men det haster ikke.

Cirklen

2011-12-07T20:48:00.000+01:00

Jeg har en vis forkærlighed for fantasy og sci-fi, og det viser sig især, når jeg vælger lydbøger til den daglige transport. Krimier egner sig bare ikke særlig godt, når man risikerer at blive afbrudt et vigtigt sted i handlingen af støjende trafik eller af diverse beskeder over togets højttalere.

Af samme grund kastede jeg mig over 'Cirklen' af Mats Strandberg og Sara B. Elfgren, som har skrevet en ungdomsroman om seks gymnasiepiger, der ikke alene viser sig at have overnaturlige evner - men også er i fare for en stærk og ond kraft, der truer og lokker dem til at opsøge deres egen død. Pigerne finder hurtigt ud af, at de er afhængige af hinanden, for de kan kun overvinde truslen ved at samarbejde, men det er langt fra let, når de ikke har noget til fælles og har svært ved at stole på hinanden.

Selvom meget af bogen fokuserer på pigernes magiske kræfter, så har jeg alligevel lidt svært ved at kategorisere bogen som fantasy. Måske fordi gymnasie- og teenageuniverset samtidig er så tydeligt. Det er ikke negativt - faktisk er det en ganske forfriskende setting - men det falder lidt til jorden, da bogen hurtig bliver ret langtrukken, og handlingen ikke rigtig rykker sig nogen steder. Læseren skifter hele tiden mellem at følge de forskellige piger og høre historien fra hendes vinkel, og det passer fint ind, men er også lidt forvirrende i starten - i hvert fald i lydbogudgaven.

Forfatterne er ikke bange for at tilføje spænding til bogen i form af et par lig - og her bruges ikke kun bipersoner' kan jeg røbe - men jeg savnede mere spænding i anden halvdel af bogen, som blev alt for vævende og kedelig. Det ærgrer mig, at anden del af bogen helt tabte mig, for første del var udmærket, men lige nu kan jeg ikke forestille mig, at jeg vil kaste mig over en evt. to'er til denne bog.

Satans yngel

2011-12-02T22:27:00.000+01:00

Jeg bliver tit fristet af ret forskellige bøger, når jeg er på biblioteket, og da jeg godt kan lide at udfordre mig selv, ender jeg ind imellem med at låne bøger, som ligger et godt stykke fra mine normale præferencer.

'Satans yngel' af Sanne Munk Jensen er sådan en bog, for ærlig talt interesserer småbørn og graviditet mig ikke. Jeg har dog den holdning, at det nok er meget sundt at vide lidt om det under alle omstændigheder, og så er en skønlitterær bog i stil med denne jo en tilforladelig måde at snuse til emnet. Og så havde jeg i øvrigt fået indtryk af, at det skulle være en sjov bog - på det punkt blev jeg dog skuffet.

Bogen handler om Alma og hendes graviditet. Tiden op til fødslen er præget af tvivl og angsten for ikke at gøre det godt nok. Om at være nervøs for, om det nu er det rigtige, om det nu var den rigtige beslutning. Hendes forhold til kæresten og behovet for at have familie at betro sig til er også bærende elementer, ligesom de skæve samtaler med veninden, som nok skal belære hende om, hvordan hun bliver en god mor.

På mange punkter virker bogen troværdig, for den tvivl og usikkerhed, som den beskriver, går ofte igen, når jeg taler med førstegangsmødre. Den er dog lidt for chick lit-agtig flere steder - sådan lidt for kæk og lidt for 'nå, det faldt søreme på plads alligevel sådan til allersidst', og det synes jeg er ærgerligt. Det giver bogen et lettere ligegyldigt skær og overskygger de gode passager.

Det er en stille og rolig bog uden det store oprør eller den store dybde, og den gjorde desværre ikke et særligt stort indtryk på mig.

Vand til elefanterne

2011-11-29T21:00:00.000+01:00

Da 'Vand til elefanterne' af Sara Gruen blev filmatiseret tidligere i år, fangede historien mig med det samme, da hele settingen med cirkuslivet i 1930'erne fik mig til at mindes den geniale tv-serie, Carnivale. Da jeg samtidig læste flere positive anmeldelser af bogen, blev titlen straks noteret på listen over bøger, jeg gerne ville læse.

Derefter gik der en række måneder, indtil jeg for nylig faldt over bogen på netlydbog.dk, og så var der ingen undskyldning - den måtte jeg høre!

Bogen er fortalt af den 93-årige Jacob Jankowski, der tænker tilbage på sin ungdom, hvor han ved et tilfælde endte med at arbejde som dyrlæge i et cirkus. Han er ellers tæt på at afslutte sin uddannelse, da han mister sine forældre og pludselig står uden penge, så han rejser ud i verden, hvor han slår følgeskab med et omrejsende cirkus. Det er en ukendt verden for ham, og som ny får han da også en række knubs, men han bliver snart venner med den smukke cirkusartist Marlena, den ustabile dyrepasser August og en lang række af de jævne arbejdere, som laver alt det praktiske arbejde i forbindelse med forestillingerne. Jacob forelsker sig i Marlena, og jo mere den forbudte kærlighed gnaver i ham, jo mere risikabel bliver situationen.

Historien er virkelig godt skruet sammen og fortalt med en varme og livsglæde, som - selvom du som læser sagtens kan fornemme, at ting vil gå rigtig galt - også er gribende og livsbekræftende på samme tid. Som læser følger du både Jacob i fortid og nutid, for historien skifter mellem hans ungdomsfortælling og de kvaler, han nu har på plejehjemmet, hvor han må slås med rigide regler og for lidt at lave. Det er en meget menneskelig og sympatisk hovedperson, som er let at holde af.

Bogen emmer af stemning og favner også mange af de tragiske skæbner, som cirkuslivet bød på dengang, og det gør historien troværdig og interessant. Selvom filmen blev solgt meget på kærlighedshistorien, så rummer bogen meget mere og andet end det. Jeg skal ikke kunne sige, hvor loyal filmen er over for bogen, da jeg desværre ikke har set filmatiseringen endnu, men den vil jeg helst sikkert kaste mig over på et tidspunkt. Det er muligt, at der er mange pigehjerter, der banker for Robert Pattinson, men jeg glæder mig mest til at se en af denne tids bedste skuespillere, Christoph Waltz, folde sig ud i skurkerollen.

Læs bogen. Eller hør den som lydbog som jeg gjorde.

Creme fraiche

2011-11-26T20:07:00.000+01:00

Denne måneds bogudfordring fra Bogklubben var at læse en bog fra samme år, som man er født, og derfor skulle jeg finde en bog fra 1978. Jeg måtte desværre indse, at det var ret begrænset, hvad jeg havde lyst til at læse blandt de titler, jeg fandt frem, og jeg var da stærkt fristet til at gå efter det sikre hit - en digtsamling af Michael Strunge. Jeg tænkte dog, at det kunne være spændende at kaste sig over noget, jeg ikke kendte i forvejen, og derfor valgte jeg Suzanne Brøggers 'Creme fraiche'.

I den delvist selvbiografiske bog følger vi jeg-fortælleren, der beskriver sine unge år, som både indeholder kærlighed, sex, rejser, familieøjeblikke og mange små og underfundige passager. Det er en bog, hvor kønnet - eller rettere det kvindelige køn - er i centrum, og hvor jeg-personen eksperimenterer og provokerer.

Jeg må indrømme, at var dette ikke en udfordrings-bog, så havde jeg droppet den undervejs. Der er lidt for mange beskrivelser af intime detaljer hvad angårpersonernes kroppe og deres sexliv, og det er ærlig talt ikke mig. Jeg overvejede, om den åbenhed var særlig for kvindelitteraturen for den periode, men jeg læste et sted, at bogen vakte megen opsigt, da den kom frem, så det har åbenbart ikke været et kendetegn. Det kunne ellers fint ligge i tråd med den frigjorte 70'er-stil, hvor man ikke skulle skamme sig over sin krop, og hvor frihed og lighed blev lovprist. Men som sagt - jeg er sådan set ligeglad med, hvem og hvor mange hovedpersonen dyrker sex med - jeg gider bare ikke læse så mange detaljer om det. Det virker mere som om, der er et ønske om at provokere (og det lykkedes) end om at beskrive den nye seksuelle bevidsthed hos kvindekønnet.

Men når nu jeg havde pålagt mig selv at læse bogen til ende - for når det er en bogudfordringsbog, så opgiver jeg ikke - så endte jeg alligevel med at finde passager, som interesserede mig. Der var for eksempel historierne om jeg-personens far, som var tankevækkende og spændende, og det var også mest den første halvdel, som var lidt for seksualiseret - anden halvdel var langt mere tiltalende.

Jeg har en klar fordom om, at denne bog nok primært vil tiltale kvinder i alderen +45 år, men hvis du er yngre end det og nød at læse bogen, så skriv gerne en kommentar om, hvad der tiltalte dig ved bogen.

De elendige

2011-11-23T20:38:00.000+01:00

Denne måneds klassiker har jeg længe ønsket at læse, og 'De elendige' af Victor Hugo er da også svær at komme uden om.

Romanen handler om Jean Valjean, der må lide 19 år som galejslave, inden det lykkes ham at slippe væk. Han starter et nyt og bedre liv, hvor han snart er blevet en respekteret og vellidt borger, hvor han blandt andet støder på den fattige Fantine, som han fatter medlidenhed med. Han forsøger at hjælpe hende med at få sin lille datter tilbage, som hun har bortadopteret, men da Fantine pludselig dør, vælger Valjean selv at tage sig af den lille pige. Desværre er sorgerne langt fra forbi, for politiet kommer på sporet af Valjean og afslører hans falske identitet, så de må flygte over hals og hoved.

Lad mig starte med at fastslå, at det samlet set var en fin læseoplevelse. Jeg holdt meget af passagerne med Valjean og hans adoptivdatter, da passagerne var stemningsfulde og smukt beskrevet. Faktisk var sproget i det hele taget af høj kvalitet, selvom forfatteren havde en irriterende vane med at dvæle meget lang tid over små detaljer og komme med særdeles lange beskrivelser af ting, som ikke havde synderlig meget med handlingen at gøre. Ind imellem blev det nærmest teatralsk så lang tid, en scene kunne strække sig, og her var jeg ved at miste tålmodigheden et par gange. Det var primært den lange passage med oprøret, som ikke interesserede mig synderlig meget - her kunne jeg snildt have skåret en del sider fra.

Bogen er ikke bare en beskrivelse af Valjeans og datterens liv, men indeholder en god samfundsbeskrivelse af datidens Frankrig, ligesom ære, retfærdighed og romantiske forviklinger belyses i romanen. Hvis du kan tilgive forfatteren, at han er lidt lang i spyttet, så kan du forvente en spændende og tankevækkende bog, hvor din retfærdighedssans bliver pirret adskillelige gange.

Dragonfly

2011-11-20T13:11:00.000+01:00

Jeg henter en del inspiration hos andre bogbloggere, når jeg skal finde ny litteratur, og 'Dragonfly' er en af de bøger, som jeg har læst flere positive anmeldelser af gennem det sidste års tid - blandt andet Bookaholic, der gav bogen topkarakter. 'Dragonfly' skiller sig også lidt ud i forhold til mange andre fantasybøger ved at være en enkeltstående bog (i hvert fald indtil videre - man ved jo aldrig, om forfatteren kommer på andre tanker).

I 'Dragonfly' følger vi prinsesse Taoshira, der er blevet udpeget til at gifte sig med prins Ramil, så de to lande kan knytte et stærkt fælles bånd mod fjenden, der truer med krig. Hverken Taoshira eller Ramil er dog på nogen måde interesseret i giftermålet, og de går med det samme fejl af hinanden, da de mødes første gang. Kultursammenstødet skaber revner i forbindelsen mellem de to lande, og det bliver ikke bedre, da de to unge forsvinder under en ridetur og kaster landene ud i en diplomatisk krise. De to unge mennesker tvinges til gengæld til at samarbejde, da de skal undslippe fjenden, som har kidnappet dem, og mellem utallige misforståelser og kiksede samtaler finder de så småt sympati for hinanden.

'Dragonfly' er langt hen af vejen en feel good fantasy-bog, hvor humor, sammenhold og kærlighed er i højsædet. Visse steder bliver den dog så barsk, at den er på kanten til at ryge ud af den kategori, men overordnet set får bogen dig til at smile og glædes, når det går godt for hovedpersonerne. Jeg kunne især godt lide, at der var så meget fokus på kulturerne og de forskellige, der fik det til at slå gnister mellem Taoshira og Ramil.

Jeg har en vis... prinsesse-allergi... men jeg endte alligevel med at holde af Taoshira, som var så skrøbelig og stærk på samme tid, at det fascinerede mig. Jeg kunne godt lide den udvikling, hun gennemgik, og jeg kunne levende sætte mig ind i hendes frustrationer.

Trænger du til en fantasybog, hvor der er fokus på kultursammenstød, venskab, snedighed, humor, kærlighed og spænding, så kan jeg anbefale denne bog.

Bree Tanners korte liv efter døden

2011-11-16T20:26:00.002+01:00

Som så mange andre har jeg også læst Twilight-serien, hvor jeg nød første bog i fulde drag (hvis vi fokuserer på beskrivelsen af teenagerens usikkerhed og første møde med kærligheden - 'vampyr'-delen vil jeg undlade at kommentere denne gang). De efterfølgende bøger faldt dog drastisk i kvalitet og sluttede med fireren, som var ret... underlig.

Da jeg faldt over 'Bree Tanners korte liv efter døden' på netlydbog.dk, blev jeg dog tilpas nysgerrig til at låne bogen. Bogen foregår parallelt med den tredje bog i Twiligt-serien - 'Formørkelse' - og handler om teenageren Bree. Hun er en af de nyfødte vampyrer, som udgør den hær, der planlægger et angreb på Bella og Cullen-klanen. Selve bogen handler utrolig lidt om personerne fra Twilight-serien, og i stedet er der fokus på livet som nyfødt vampyr - forvirringen, blodtørsten og forsøget på at finde meningen med at være 'i live'.

Bree ved ikke særlig meget om at være vampyr, eller hvorfor de forbereder et angreb, og langt hen ad vejen kan hendes forvirrede tankegang tilskrives, at hun er ung og ikke får særlig mange informationer. Jeg syntes dog, at hun lidt for ofte lød ret blank, og det irriterede mig, for så naive og uvidende er almindelige dødelige teenagere altså ikke.

På sin vis var det interessant at læse denne vinkel på angrebet, men jeg havde nu foretrukket, at det var kortet ned til en (semi-) lang novelle, for der var ikke kød nok på historien til, at den burde udgives som bog. Jeg tror, man skal være die hard-fan af serien for at nyde denne bog, for der er ikke meget at komme efter, hvis ikke man kender Twilight-universet i forvejen.

... og det kom så på ønskesedlen...

2011-11-12T23:24:00.000+01:00

Da jeg sidste weekend skrev et indlæg om bogønsker til jul, blev jeg blandt andet opfordret til at skrive lidt om, hvad jeg selv ønsker mig.

Jeg er blandt andet glad for at læse tegneserier og har flere yndlings-serier - heriblandt Get Fuzzy og Pearls Before Swine - og begge serier optræder på ønskesedlen. Der er også blevet plads til et par albums med Nemi, som jeg mangler, og så har jeg også skrevet Xkcd på.

I år har jeg lavet en decideret 'bøger på engelsk'-kategori, for der er en del spændende fantasybøger, der ikke oversættes til dansk, ligesom bøger på engelsk oftest er meget billigere end de danske udgaver. Her har jeg blandt andet noteret R. A. Salvatores legendariske serie om sortelveren Drizzt, som jeg har fået anbefalet af flere fantasy-interesserede venner. Af nyere bøger har jeg noteret Maggie Stiefvaters 'Shiver', Maria V. Snyders 'Poison Study', Jim Butchers 'Storm Front' samt Brent Weeks' 'The Way of Shadows'.

Der er selvfølgelig også danske bøger på min ønskeseddel, og det er en god blanding af skønlitteratur og kogebøger. 'Kaptajn Alatriste' af Arturo Pérez-Reverte har efterhånden stået så længe på min ønskeseddel, at jeg snart køber den selv, og så har en af mine yndlingsforfattere - Lisa See - udgivet bogen 'Pigerne fra Shanghai', som jeg meget gerne vil læse. Mht. kogebøger er en del af dem ret nørdede og svære at få fat på, så dem må jeg nok hellere købe selv, men jeg har da i hvert fald skrevet Claus Meyers 'Almanak' på, ligesom en bog om fransk simremad også har sneget sig med på ønskesedlen.

Hvilke bøger ønsker du dig?

Tokyo min elskede

2011-11-09T20:51:00.000+01:00

Når jeg går på biblioteket, sørger jeg som regel for at reservere de ønskede bøger på forhånd og så ellers haste hjem, inden det går galt. Hvis jeg først bevæger mig ned mellem boghylderne, får jeg hurtigt samlet en høj stabel af bøger, jeg har lyst til at læse.

Sådan gik det for nylig, da jeg var på biblioteket og liiige skulle lede efter en bog, jeg ikke havde reserveret i forvejen. Her sneg denne bog - og en håndfuld mere - sig med, inden jeg måtte skynde mig ud af biblioteket igen.

I 'Tokyo min elskede' af Amélie Nothomb beretter den belgiske jeg-fortæller om sin tid i Japan, da hun var i starten af 20'erne. Mødet med Japan er et spændende gensyn, for hun boede der de første fem år af sit liv. Hun beslutter sig for at forbedre sit japanske og samtidig tjene lidt ekstra ved at arbejde som hjælpelærer i fransk, og snart har hun en ung japansk mand som kunde. Deres møde udvikler sig snart til venskab, men han forelsker sig hurtigt i hende, og efter en tid danner de par. Et umage par ja - men et par. Det er dog tydeligt, at han har langt mere interesse i forholdet, end hun har, og stille og roligt fører det til det uundgåelige, der alligevel ender med at overraske.

Bogen er først og fremmest interessant, fordi den indeholder en række detaljer om japanske skikke og levevis. Der er stor forskel mellem den japanske og europæiske kultur, og her er bogen med at belyse flere af forskellene og de akavede situationer, det kan medføre. Selve personkarakteristikken og forholdet mellem de to elskende er til gengæld meget distanceret og beskrevet så nøgternt, at jeg aldrig følte for hovedpersonen eller havde fornemmelsen af, at hun var til stede i forholdet. Det er muligvis med vilje - at læseren skal føle den distance, hun forsøger at holde over for sin japanske kæreste - men det giver desværre også en 'var det det?' følelse i slutningen af bogen.

Du skal læse den, hvis du gerne vil høre mere om forskellene mellem japansk og europæisk kultur, men lad være med at forvente dig det store af selve handlingsforløbet og kærlighedsforholdet.

Hvad du ønsker...

2011-11-06T17:55:00.001+01:00

... skal du få. Se, hvis det passede, så ser det ud til, at jeg får fyldt godt op på boghylderne juleaften. De seneste dage har jeg opdateret min ønskeseddel, da der ikke er længe til, at gemalen og familien efterspørger den.

Selvom jeg atter er fast gæst på biblioteket, så er der også en række bøger, som jeg gerne vil eje, og i år er jeg blevet nødt til at lave en ny 'kategori' på ønskesedlen - engelske bøger. Der er nemlig en række bøger, jeg gerne vil læse, som ikke bliver oversat til dansk, ligesom udbuddet på engelsk er meget, meget større - og væsentlig billigere. Desuden gør det jo ikke noget at få holdt det engelske ved lige.

Er der også mange bøger på din ønskeseddel? Og kan du finde på at give dig selv bøger i julegave?

Slægtens offer

2011-11-03T18:36:00.036+01:00

Jeg hører ofte lydbøger, men da det næsten altid er i forbindelse med offentlig transport, skal det være bøger, som er i den lettere ende af skalaen, og som er let at høre i mindre brudstykker. Her er fantasy-genren rigtig god, og jeg har derfor hørt en del af de nyere danske fantasybøger gennem de sidste par år. Her er jeg blandt andet stødt på Josefine Ottesens forfatterskab, som jeg har det lidt blandet med. På den ene side har hun et skønt og dragende sprog, som gør historierne levende og fængende, men på den anden side har jeg oplevet, at hun har skrevet en trilogi med den mest irriterende og selvmedlidende hovedperson, som jeg til dags dato er stødt på (det er 'Historien om Mira', jeg tænker på).

Nu har Josefine Ottesen kastet sig over den tidlige middelalder, og det har resulteret i 'Slægtens offer', som er den første bog i en serie. I bogen følger vi den 13-årige Ragnhild, som står på tærsklen til at blive voksen, hvilket dog ikke huer den unge pige. Da hun bliver trolovet med en ung mand, som hun finder utrolig irriterende og øretæveindbydende, forsøger hun først at forhindre det. Men skik skal følges, og der er intet, hun kan gøre udover at sætte sin lid til Gud eller Frøj, som tilhører de gamle guder.

Historien er ret klassisk - ung pige vil ikke følge normerne, og det er synd for hende, at hun skal tvinges til noget. En meget moderne måde at betragte aftalte ægteskaber, som nærmere var reglen end undtagelsen dengang. Heldigvis begår forfatteren ikke den fejl, at hovedpersonen for alvor begår oprør - hun indser hurtigt, at der ikke er så meget, hun kan gøre, og så følger vi ellers, hvordan historien ubønhørligt nærmer sig klimaks. Til gengæld sker der ikke så frygtelig meget i historien, når det kommer til stykket - vi hører mere om, at moderen svigter Ragnhild gang på gang, og at Ragnhilds kommende ægtemand er et værre fjols, men jeg savnede noget mere udvikling.

Slutningen overraskede mig, hvilket langt hen af vejen er positivt, men omvendt fik jeg også følelsen "øhm okay - og hvad så nu?". Den næste bog i serien foregår et par hundrede år senere, så det bliver en ny hovedperson, man skal følge. Denne bog føles derfor uafsluttet, og jeg har det lidt underligt med at sige farvel til en hovedperson på den måde.

Jeg var desværre ikke lige så imponeret af denne bog som trilogien med Mira (der var meget velskrevet til trods for, at jeg hadede hovedpersonen), men jeg regner med at høre flere af Josefine Ottesens bøger fremover. Jeg håber dog, at det bliver med en anden oplæser, for nu er det fjerde gang, jeg er stødt på denne oplæser, og hun er slet ikke min type. Historierne bliver ekstra triste, trælse og deprimerende, når hun læser dem op.

Fyrsten

2011-10-31T17:02:00.001+01:00

Da jeg læste på universitetet, indgik et par kapitler fra Niccolò Machiavellis 'Fyrsten' som en del af pensum, og det var både fascinerende og skræmmende læsning. Jeg har længe ønsket at læse det samlede værk, så da jeg skulle vælge månedens klassiker for oktober, blev det denne bog.

'Fyrsten' er en håndbog i at udøve magt - at være det dominerende statsoverhoved, der forstår at kontrollere befolkningen og politiske modstandere. Den er skrevet i en tør og kynisk tone og beskriver de dilemmaer en magthaver ofte oplever, når han/hun forsøger at opretholde ro og orden i sit land. Det er hele tiden en afvejning af, hvad der bedst kan betale sig for at beholde magten, og hvor herskeren kan ty til voldsudøvelser, hvis det er nødvendigt.

Machiavelli taler fornuftens sprog, hvor han forsøger at beskrive magtspillet ud fra en logisk vinkel, hvor der ikke er plads til moral og empati. Det er sandsynligvis en af årsagerne til, at bogen gennem alle tider er blevet opfattet som kontroversiel. Bogen har været genstand for mange diskussioner gennem årene, hvor blandt andet udtrykket "målet helliger midlet" stammer fra. 'Fyrsten' bliver dog ved med at være aktuel, for Machiavellis fokus på politik uden moral kan fortsat perspektivere de politiske systemer verden over.

Jeg skulle lige vænne mig til den nøgterne og kyniske skrivestil, men hvis du først accepterer den, indeholder 'Fyrsten' en lang række interessante betragtninger om magtudøvelse, som ikke blot er interessant for politikere men også for os - folket. Det er en håndbog, som du bør læse, hvis du blot interesserer dig en smule for politik eller blot vil vide noget om magtforhold og de virkemidler, som ledere kan bruge for at beholde magten.

Folkets tjener

2011-10-28T23:15:00.000+02:00

I denne måned går den ene bogudfordring på at læse en bog om en historisk begivenhed. Det var ret oplagt at tage en om 2. Verdenskrig - men samtidig også for oplagt - så i stedet overvejede jeg at tage en fra 1700-tallet og gerne om den franske revolution. Desværre var den, jeg først havde udset mig, udlånt på biblioteket, men ved et tilfælde faldt jeg over denne lille gule bog.

'Folkets tjener' foregår i Kina 0 1967 under kulturrevolutionen, hvor Formand Mao hyldes som den store leder, og fællesskabet igen og igen fremhæves i stedet for - eller ligefrem på bekostning af - individet.

Hovedpersonen er mønstersoldaten Wu Danang, som bliver forfremmet til oppasser for divisionskommandanten og dennes kone, Liu Luan. Snart finder Wu ud af, at Liu Luan er ensom og savner ømhed, og selvom han først forsøger at holde hende på afstand, som en ærlig og trofast oppasser bør gøre, indser han, at hun både kan være en trussel mod hans karriere, hvis ikke han følger hendes ordrer - og at hun er utrolig sensuel og smuk. Deres affære er upassende og farlig - og ender ganske overraskende.

Bogen handler ikke så meget om kulturrevolutionen, som jeg håbede - i hvert fald ikke i direkte. Til gengæld indeholder historien masser af sjove og overraskende vinkler, hvor der spindes flere satiriske sløjfer på hele dyrkelsen af Mao. Det er ikke så underligt, at bogen er blevet forbudt i Kina, for den er ikke just partiloyal eller speciel positiv over for Mao-dyrkelsen.

Selve kærlighedshistorien interesserer mig ikke så meget (jeg er generelt ikke så meget til kærlighedshistorier), og det er ret overvældende, at den del fylder så meget i bogen. Den er dog så voldsomt ladet af desperat bekræftelse og lidenskab, at det bliver sjovt i stedet for kvalmende. Den er lidt for erotisk til min smag, men den går dog ikke så meget i detaljer.

Det var en interessant læseoplevelse, og vil du gerne læse en bog, hvor du lærer lidt mere om kulturrevolutionen på en ny måde, så er dette et glimrende bud.

Den Første

2011-10-24T16:31:00.148+02:00

De senere år har vampyrerne for alvor bidt (høhø) sig fast i bogmarkedet, og den ene paranormale bog efter den anden er dukket op hos boghandlerne - spækket med kærlighedshistorier om vampyrer, mennesker, varulve, feer, skyggefolk og hvad der nu ellers findes af væsner, der kan puttes ind i semi-realistiske verdener, hvor den uendelige kærlighed lever.

Men en ny bølge er allerede i gang, og her taler vi om den postapokalyptiske/dystopiske genre, som atter har rejst sig og nu dukker op som bestsellere hos boghandlerne eller som populære tv-serier eller film. Jeg har tidligere læst 'Dødsspillet', som hører til blandt de bedste bøger, jeg har læst i år, og nu har jeg endelig læst 'Den Første' af Justin Cronin. Det krævede dog, at jeg satte en del tid af til det, for bogen er på over 1000 sider, så det er ikke en bog, du lige læser på en aften.

I 'Den Første' starter den amerikanske regering i al hemmelighed et eksperiment, hvor en række dødsdømte fanger bliver injiceret med en virus. Eksperimentet går galt, da menneskerne forvandles til stærke og frygtindgydende væsner med en voldsom smag for menneskeblod, og verden forfalder derefter hurtigt. Den lille pige, Amy, er en vigtig brik i spillet, for det er som om, at skæbnen har tiltænkt hende en helt særlig rolle - ikke bare under verdens undergang men også i tiden efter. En tid, hvor de sidste overlevende kæmper for at klare sig over for væsnerne og for hinanden.

Da jeg første gang hørte om denne bog, fik jeg at vide, at den handlede om vampyrer. Det er dog ikke rigtigt - de væsner, der er med i bogen, ligger temmelig langt fra vampyr-myten, og i bogen er menneskerne heller ikke helt enige om, hvad/hvem væsnerne er. De bliver kaldt alt lige fra glødepinde til zombier og viraler, men først og fremmest er det frygtelige væsner, som har meget lidt med mennesker at gøre, selvom de alle er født sådan - og derefter forvandlet efter et bid af væsen.

Bogen foregår primært i tiden efter verdens undergang, hvor store dele af USA ligger øde, og de få overlevende har samlet sig i små kolonier uden kontakt med hinanden. Menneskerne lever et simpelt liv, hvor de konstant forsøger at holde væsnerne på sikker afstand. Det er både interessant og tankevækkende, når 'fremtidens mennesker' finder ting fra før verdens undergang, som de forsøger at få til at virke. Ind imellem virker det troværdigt, ind imellem ikke (jeg havde for eksempel lidt svært ved at acceptere, hvor let de kunne få transportmidler til at virke igen).

Hele ideen om en verden, hvor det meste teknologi er skrællet bort, og hvor menneskerne er overladt til sig selv i kampen mod en uovervindelig fjende, giver naturligvis mulighed for at skildre en række personkonflikter og dilemmaer, som afspejler, om menneskeheden stadig rummer barmhjertighed, næstekærlighed og uselviskhed. Her har forfatteren brugt en række klassiske konflikter, som i mange tilfælde er relevante - men også kan virke en anelse uopfindsomme. Jeg vil undlade et eksempel her, da det kan afsløre for meget af handlingen, men jeg havde flere gange fornemmelsen af at 'have set den film før'.

Bogen er god underholdning, selvom den er temmelig lang. Jeg sad et par gange og overvejede, om ikke den burde have mødt en redaktør, der kunne have skåret den lidt mere til, for der er flere gange, hvor der er lidt for megen stilstand og gentagelse, men det var ikke for alvor et problem. Til gengæld kunne den godt have mødt en korrekturlæser inden udgivelsen, for selvom det er umuligt at undgå en slåfejl eller to i en bog på over 1000 sider, så var der så mange i bogen, at det irriterede mig. Det er ganske enkelt noget sjusk.

Jeg smilede meget undervejs, for det var helt nostalgisk at læse bogen. Den minder mig på mange punkter om 'Slutspillet' af Stephen King, og da jeg slugte alt fra hans forfatterskab, da jeg var teenager, var det hyggeligt at læse noget, der mindede om. Jeg savner dog hans evne til at skabe nuancerede, spændende og levende personer, for her haltede 'Den Første'. Man kom aldrig helt ind under huden på dem, og selvom de fleste virkede sympatiske, så brændte de ikke igennem.

Alt i alt var det en god læseoplevelse på trods af kritikpunkterne. Det er dejligt at se, at de dystre fremtidsbøger atter dukker op hos boghandlerne, og jeg håber, at de næste par år vil byde på en række perler. 'Den Første' er den første bog i en trilogi, og næste bog ventes at udkomme til næste år. Jeg er spændt på, hvad der vil ske i den og skal naturligvis også læse den.

Fægtemesteren

2011-10-21T15:14:00.001+02:00

På min lille tur til Paris havde jeg medbragt et par paperbacks, og denne her nåede jeg at sluge på flyveturen + ventetiden ved bagagebåndet - jojo, det er om at udnytte tiden fornuftigt!

'Fægtemesteren' er skrevet af Arturo Pérez-Reverte og foregår i Madrid i 1868. Vi følger den noble og agtede fægtemester, Jaime Astarloa, der underviser de rige mænd og deres knægte i fægtekunsten. hun bliver rystet i sin grundvold, da han en dag opsøges af en ung, smuk kvinde, som ønsker at lære et bestemt fægteangreb, som han har opfundet. I første omgang afslår han, men hun giver ikke op, og til sidst giver han efter. Undervisningen af kvinden - og ikke mindst kvinden i sig selv - fascinerer ham, selvom han ikke kan lade være med at undre sig over, at hun har opsøgt ham med et så specifikt ønske. Da en af hans andre elever kort tid efter findes dræbt af netop det føromtalte fægteangreb, får fægtemesteren en mistanke om, at han er blevet brugt i en konflikt, som kun de færreste kender til.

Det er en udmærket krimi med et meget lille persongalleri, hvor fægtemesteren bærer meget af historien. Alligevel er den spækket med handling og beskriver samtidig fint, hvordan klassiske dyder snart vil forsvinde, og hvor ære og moral stille og roligt glider bort i glemslens tåger. Fægtemesteren står her som den faste klippe og den, som stædigt holder fast i de gamle traditioner og dyder, mens han ser, hvordan verden omkring ham forandrer sig. En verden, der byder på intriger og højforræderi, som han nødtvungent involveres i.

Jeg må indrømme, at hvor krimidelen ikke interesserede mig synderligt, så var det historiske aspekt og hele miljøbeskrivelsen det, der fangede min opmærksomhed og gjorde flyveturen til en lille tidsrejse. En fin lille bog, som du kan sluge på få timer.

Mrs de Winter

2011-10-17T20:38:00.016+02:00

For et par måneder siden fik jeg en pose bøger af en af mine venner, der er endnu større bogorm end jeg. Hendes bibliotek var begyndt at blive lidt overfyldt, så hun havde luget lidt ud i samlingen, og dette var en af de bøger, som hun sagde farvel til.

Jeg læste 'Rebecca', som 'Mrs de Winter' er en fortsættelse af, sidste år og var meget begejstret for klassikeren. Bøgerne er ikke skrevet af samme forfatter, men Susan Hill valgte alligevel at kaste sig ud i den dristige opgave at skrive en fortsættelse til et kendt og elsket værk.

'Mrs de Winter' foregår ca. ti år efter slutningen af 'Rebecca', og meget af handlingen er knyttet til den første bog. Det vil derfor afsløre for meget, hvis jeg giver et kort resumé her.

Jeg var lidt skeptisk, da jeg begyndte at læse bogen, for det er sjældent en god idé at skrive en fortsættelse til en så stor succes og slet ikke, når det ikke er hovedværkets forfatter, der gør det. Susan Hill slipper dog rimeligt fra forsøget på visse områder. Jeg synes blandt andet, at sproget minder en del om det oprindelige værk. Hun bruger dog alt for mange gentagelser, og hovedpersonen er endnu mere handlingslammet end i den første bog - hvilket alligevel er lidt af en præstation, for hovedpersonen i bøgerne er ikke just den initiativrige og selvstændige type. Samtidig er alt for meget af handlingen bundet op på hændelser i den første bog. Det er ikke så underligt, for på den måde kan forfatteren nyde godt af den første bogs succes og ikke komme til at træde fans alt for meget over tæerne. Alligevel er det for letkøbt og initiativløst - det virker rent ud sagt som at koge suppe på et ben.

Bogen vil ikke gå over i historien som dens forgænger, og det er ikke en bog, du behøver at læse. Til gengæld vil jeg igen anbefale dig at læse 'Rebecca', som er en af de bedste gotiske romaner, jeg har læst. Perfekt til en efterårs- eller vinteraften!

Et par bogkup

2011-10-15T14:52:00.000+02:00

Da jeg var jagt efter en boggave i dag, faldt jeg samtidig over et par gode tilbud, og da det er temmelig længe siden, jeg sidst har købt bøger, så syntes jeg, at det var på tide at bringe lidt med hjem til hylden.

Don Quijote' er en af de klassikere, som jeg håber at få læst i år, men jeg har længe haft problemer med at finde den rigtige udgave - for eksempel fik jeg bestilt en forkortet udgave på biblioteket og opdagede det først, da jeg skulle hente den. Men nu tror jeg, at jeg har fået fat i en mere rigtig udgave - og så kostede den kun 50 kr. i Bog & Idé. Her fandt jeg også denne sampak med de to bøger af Margaret Weis og Tracy Hickman til den sølle pris af 29 kr. i alt! Det kunne jeg heller ikke stå for.

Sådan finder du en god fantasy- eller sci-fi-bog

2011-10-12T20:09:00.002+02:00

En af mine venner sendte dette billede til mig for nylig. Det er en sjov, anderledes og ganske god inspiration til, hvad du bør læse af fantasy- og sci-fi-bøger ud fra dine egne præferencer (om du er nybegynder i den boggenre, er du mest til magikere eller barbarer, er du rollespiller, leder du efter en klassiker osv.).

Der er mange af fantasybøgerne, jeg allerede har læst (og som jeg i de fleste tilfælde kan anbefale), mens jeg er lidt mere grøn på sci-fi-området. Jeg har dog allerede fundet flere titler i begge genrer, som lyder ret spændende og som er noteret på min 'skal læses-liste'.

Er der bøger i guiden, som frister dig?

Kampråb fra en tigermor

2011-10-09T22:54:00.000+02:00

I foråret læste jeg om det røre, som Amy Chuas bog 'Kampråb fra en tigermor' vakte i USA, og herhjemme var kritikken også hård mod den kinesiske mor.

Amy har skrevet en bog, som både er et opråb til vestlige forældre og samtidig en beretning om, hvordan en kinesisk mor opdrager sine børn til at blive vindere. For kinesiske forældre er du kun god nok, hvis du er nr. 1 til alt - en andenplads er fuldstændig ligegyldig. Det handler ikke om at være med - det handler om at vinde!

Den tankegang kolliderer med den vestlige børneopdragelse, hvor børn opmuntres konstant og roses for selv de mindste fremskridt. Her er der fokus på, at barnet skal lære af lyst, og at der skal være plads til leg og sociale aktiviteter i det hele taget.

Det er derfor ikke så overraskende, at Amy mødes med massiv kritik, når hun gør sig til fortaler for en opdragelse, som bygger på tårnhøje krav, benhård disciplin og endeløse repetitioner. Ting, som vestlige børn tager som en selvfølge (lege med kammerater efter skoletid, deltage i sociale aktiviteter på skolen og selv vælge fritidsaktiviteter), er fuldstændig udelukket for Amys børn, da det vil stjæle dyrebar tid, som de ellers kan bruge på at øve henholdsvis klaver og violin.

Det er chokerende læsning - ingen tvivl om det - men bogen var mere nuanceret, end jeg frygtede. Amy besidder en vis portion humor og selvironi, og undervejs reflekterer hun også over begivenhederne. Godt nok er det mest til 'egen fordel' - det er forbløffende få ting, hun reelt fortryder - men hun gennemgår også en forandring undervejs. Havde hun ikke det, var jeg også blevet skuffet.

Hun har flere gode pointer, som drukner desværre på grund af den bombastiske vinder-retorik. Det er relevant at stille krav til børn - at være den voksne og tage beslutninger på deres vegne i stedet for at bombardere dem med valg. Det skal bare på ingen måde være så ekstremt som i Amys tilfælde, hvor børnene er projekter, der skal vise, hvor dygtig Amy er som mor. Det er beundringsværdigt hvor meget tid, hun bruger på at øve sammen med sine børn. I mine øjne er det så ikke kvalitetstid, når en del af den bruges på at udsætte dem for sønderlemmende kritik, men ikke desto mindre bruger hun masser af tid og energi på sine børn.

Det er en spændende, tankevækkende og provokerende bog. Er du forælder, vil du nok reagere kraftigere, end jeg gjorde, men den er værd at læse - uanset om du har børn eller ej.

Én ting er dog sikkert - jeg priser mig lykkelig for, at jeg ikke har haft en mor som hende!

Den ydmyge amulet

2011-10-05T20:52:00.045+02:00

Denne bog købte jeg i foråret efter at have fået den anbefalet af Boglabyrinten. Jeg kunne dog ikke rigtig komme i gang med den før for nogle dage siden, da jeg trængte til noget fantasy og opdagede bogen, som lå i en bogstak ved sengebordet.

'Den ydmyge amulet' er skrevet af Sascha Christensen og er hendes debutroman. Hovedpersonen er den unge magiker Josephine Teller, som er flyttet til en mindre by sammen med sin faster og onkel, der vil åbne et hotel. Josephine er ret træt af situationen og har bestemt ikke lyst til at deltage i hotel-forberedelserne, men da det viser sig, at huset bærer på mørke hemmeligheder og et problem, hun som magiker på bør løse, påtager hun sig straks ansvaret. Snart er hun rodet ind i problemer, hvor hun ikke kan gennemskue, hvem der er ven, og hvem der er fjende, så hun må stole på sin intuition.

Bogen er i genren 'moderne fantasy' - forstået på den måde, at handlingen så vidt jeg kan se foregår i nutiden, men har tydelige fantasytræk såsom magi, alfer og hekse. Starten er lidt forvirrende - det er først langt inde i bogen, at du får en forklaring på, hvorfor bogen starter, som den gør, og af samme grund var jeg lidt skeptisk, da jeg gik i gang med bogen. Efter få kapitler begyndte historien dog at tage form, og snart slugte jeg den ene side efter den anden.

Overordnet er fortællingen medrivende og interessant. Spændingen stiger, og forfatteren stiller flere og flere spørgsmål undervejs, som er med til at pirre læseren. Det er lige ved at kamme over til sidst, hvor det efterhånden er svært at vente på svarene, men jeg synes, at balancen er ok. Til gengæld er der forklaret lidt for meget enkelte steder - det bliver lidt for tænkt og konstrueret, som om forfatteren har lagt et kompliceret puslespil - og den slags skal netop ikke være tydeligt.

Det er som sagt en debutroman, og de enkelte småskavanker, der er ved bogen, er sandsynligvis væk i den næste bog i serien. Jeg har under alle omstændigheder tænkt mig at læse mere i serien, for 'Den ydmyge amulet' var ganske lovende, og det er ikke så underligt, at den vandt Orlaprisen for bedste fantasybog i 2010.

Vælger du bøger ud fra årstiden?

2011-10-02T21:57:00.000+02:00

Jeg antydede i et tidligere indlæg, at nu hvor dagene bliver kortere, og mørket kommer snigende, så er det for mit vedkommende tid til at finde de dystre og uhyggelige bøger frem. Der er bare visse bøger, der ikke egner sig til sol og sommer, og jeg har for eksempel en række vampyr- og horrorbøger, som ikke har fristet hen over sommeren. Lyse aftener samt gys og gru matcher bare ikke. Til gengæld er sommeren oftest det tidspunkt, hvor jeg kan finde på at læse bøger i den mere letbenede ende af skalaen.

Har du det på samme måde? At årstid og boggenre gerne må passe sammen? Eller betyder lys og vejr ikke det store for dine læseoplevelser?

Vingeskudt

2011-09-29T10:45:00.000+02:00

For nylig blev jeg kontaktet og spurgt, om jeg ville anmelde 'Vingeskudt', og efter at have læst om bogen sagde jeg ja til et anmeldereksemplar.

Bogen er skrevet af Martin Richardt og er hans debutroman. Handlingen er splittet op i tre forløb, som læses parallelt - et under Anden Verdenskrig, hvor kaptajnløjtnanten Rüdiger er den bærende person og står for ledelsen af den tyske radarstation på vadehavsøen Mandø. De to andre forløb foregår i 1970'erne, hvor læseren følger henholdsvis arkitekten Sten og socialarbejderen Meike. Begge udsættes for begivenheder, som får dem til at reflektere over livet og de valg, de foretager sig.

'Vingeskudt' er en bog om kærlighed, loyalitet, løgne og fortielser. Selvom bagsideteksten røbede, at der var tale om flere handlingsforløb, blev jeg alligevel frustreret i starten, når kapitlerne hoppede fra person til person, for der var et forløb, der var mere interessant end de andre. Denne balance skiftede dog undervejs, og da jeg først havde vænnet mig til stilen, gik det også lettere med blot at nyde bogen, for et eller andet sted endte strukturen med at give mening.

Bogens hovedpersoner er generelt sympatiske og interessante, men jeg nåede aldrig rigtig at føle for Sten, som kom til at virke ret anonym i forhold til de to andre hovedpersoner. Jeg kan heller ikke helt slippe tanken om, at jeg havde holdt endnu mere af bogen, hvis den var skåret anderledes, så der var endnu større fokus på Rüdigers og Meikes historier.

Sproget er nuanceret og en anelse svulmende, men den stil kan jeg generelt godt lide, så det passer mig fint. Handlingen er som udgangspunkt også fint tænkt, men der mangler en smule i udførelsen for, at jeg for alvor bliver grebet af dramaet. Det er en udmærket bog, og jeg kan godt finde på at læse flere bøger af samme forfatter, hvis han fortsætter med at udgive bøger.

Jo hurtigere jeg går, jo mindre er jeg

2011-09-26T17:38:00.000+02:00

Som bloggen viser, så har jeg en ret bred bogsmag (dog med en vis forkærlighed for fantasy og horror). Jeg kan også godt lide at udfordre mig selv og læse bøger i genrer, som jeg ikke kender så godt, og derfor blev jeg også fristet, da jeg læste en positiv anmeldelse af denne bog på Litteratursiden.

'Jo hurtigere jeg går, jo mindre er jeg' er skrevet af Kjersti Annesdatter Skomsvold og handler om Matea - en lille gammel kone, som altid har levet afsondret uden rigtig at kende andre. Kontakten til andre mennesker er så minimal, at da hun indser, at hendes liv stille og roligt rinder ud, bliver hun pludselig bange for at blive glemt. Tænk hvis ingen opdager, at hun er død - eller endnu værre - ikke opdager, at hun har levet? Derefter starter jagten på den menneskelige kontakt - eller jagten på livet kan man også kalde det.

Bogen er en lille sag på ca. 150 sider, som formår at være tankevækkende og finurlig på en helt særlig måde. Jeg smilede flere gange undervejs, fordi hovedpersonen har en ret pudsig tankegang og væremåde, og jeg kan ikke andet end at holde af hende, selvom hun opfører sig ret besynderligt. Det er også en smuk fortælling om at blive gammel og om frygten for ikke at have leve livet - en frygt, jeg godt kan forstå, selvom jeg stadig er ung, for tænk nu, hvis jeg ikke når alle de ting, jeg gerne vil her i livet? Selvom bogen handler om at slutte et liv, så synes jeg, at den på mange måder er livsbekræftende, og det er dejligt at se, at selv en lille bog som denne kan rumme så megen visdom. Interessante bøger behøver ikke nødvendigvis at være over 400 sider, og det var en god læseoplevelse, som ikke krævede mange timers læsning.

Skaknovelle

2011-09-21T19:44:00.000+02:00

Tidligere på måneden var jeg på biblioteket, og her fandt jeg 'Skaknovelle' af Stefan Zweig på hylden over klassikere. Den lille og beskedne bog endte med at friste mig så meget, at jeg valgte den som september måneds klassiker.

Bogen er - som titlen antyder - en novelle, som handler om mødet med den indesluttede og arrogante verdensmester i skak og en tidligere skakentusiast, hvis evner bunder i en tragisk baggrund. Skakspillet viser sig ikke blot at være et levebrød eller en passion men kan også blive en besættelse, og historien udvikler sig til at være et drama uden lige.

Jeg var meget imponeret over fortællingen, som indeholdt mere spænding og drama, end hvad mange romaner kan præstere. Stemningen blev så intens og fortættet undervejs, så det føltes som at være der selv, og jeg blev virkelig grebet af historien. Jeg var næsten skuffet over, at historien ikke var længere, men omvendt formåede forfatteren også at have en så stram og nøje planlagt fortælling, at den føltes fuldendt, da jeg nåede sidste side.

Bogen kræver ikke et forkundskab til skak, og du behøver ikke at være skaknørd for at finde denne bog interessant - selvom der selvfølgelig vil være udtryk undervejs, som du vil nyde mere, hvis du kender til skak-jargonen. Det er en gribende fortælling om besættelse, passion og udholdenhed, og jeg vil klart anbefale bogen.

Volvo Lastvagnar

2011-09-18T23:01:00.001+02:00

Månedens ene bogudfordring går denne gang ud på at læse en bog, der er skrevet på et andet sprog end dansk. Her kunne jeg selvfølgelig have valgt den oplagte løsning at læse en bog på engelsk, men jeg havde lyst til at gå andre veje og kiggede i stedet mod nord. Jeg har tidligere læst en bog af Erlend Loe, og dengang lovede jeg mig selv, at det bestemt ikke var sidste gang, jeg kastede mig over hans forfatterskab.

Erlend Loe er dog ret populær på mit bibliotek, men jeg fik da fat i 'Volvo Lastvagnar', som er en selvstændig fortsættelse til en anden af hans bøger: 'Doppler'. I 'Volvo Lastvagnar' møder man både den excentriske Maj Britt, og senere hen støder hovedpersonen fra 'Doppler' - den lidt kiksede Andreas Doppler - til og indgår snart i et kompliceret og lettere forvirrende trekantsdrama mellem Maj Britt og naboen von Borring.

Det er svært at gå i detaljer med handlingen, for den er både indforstået og sort, og det er da også denne stil, der er med til at gøre bogen ganske sjov. Jeg har desværre ikke læst forgængeren, men har hørt fra flere, at 'Volvo Lastvagnar' ikke er lige så god som den første bog, og den har da også perioder, hvor handlingen går lidt i tomgang, og forfatteren væver lige lovlig meget. Der er passager, hvor han fokuserer lidt for meget på sig selv og hele den metasnak, som han ynder at krydre bogen med, men overordnet set er det en finurlig, surrealistisk og sjov bog, som jeg godt vil anbefale dig at læse, hvis du har mod på at kaste dig over sort norsk humor. Bogen er selvfølgelig også oversat til dansk.

Det du elsker

2011-09-14T19:45:00.038+02:00

Denne gang er jeg lidt på forkant og har læst en bog, som først udkommer den 16. september. Bogen fik jeg tilsendt af forlaget Aben maler, som udlovede en række bøger via Twitter.

'Det du elsker' er den første bog af Louise Doughty, som er oversat til dansk, og den handler om Laura, som mister sit ene barn, datteren Betty, i en bilulykke. I bogen følger man Laura både i tiden op til og lige efter ulykken, hvor sorg, fortvivlelse, hævngerrighed og handlekraft flettes ind i hinanden i et troværdigt kludetæppe af menneskelige følelser. Hun tænker både på det forliste forhold til sin tidligere ægtemand og på uretfærdigheden i, at datteren pludselig er revet bort, og snart rejser Laura sig af sorgens vugge, for nu er det på tide at handle!

Bogen er lidt svær at kategorisere. På sin vis kan den godt kaldes et hverdagsdrama, og der er også en smule thriller over den, men det er først og fremmest en virkelig velskrevet roman. Sproget glider let og ubesværet, og historien fortælles så naturligt, som var det en samtale med en god ven. Det er kun på de sidste 50 sider, at der er et par 'knaster' - et par skæve vinkler i historien, hvor den ene i mine øjne er unødvendig og akavet, mens en anden bidrager til en interessant drejning i historien. Jeg kan ikke konkretisere det mere her, uden at jeg afslører for meget, men det giver historien mere kant og gør historien knapt så pæn. Det kan jeg godt lide, for selvom første del af bogen som sagt er godt skrevet, så har den også brug for lidt skævhed, så det ikke bliver én lang fortælling om en mors tab.

Jeg er ikke sikker på, at det var en bog, jeg havde kastet mig over, hvis ikke jeg havde fået den tilsendt, men det var dejligt at blive positivt overrasket. En god bog i genren hverdagsdrama og som passer sig fint som hverdagslæsning. Bogen er på lidt over 300 sider og er hurtigt læst.

Moln - jorden husker

2011-09-11T22:34:00.000+02:00

Vi går mod mørkere tider, og derfor er det på tide at finde horror- og vampyrbøgerne frem igen.

For et par måneder siden læste jeg et par positive anmeldelser af Michael Kamps 'Moln - jorden husker', og selvom jeg ikke er så meget til novellesamlinger, så lød denne her nu ganske lovende. For nylig kunne jeg da heller ikke nære mig længere og lånte den på biblioteket.

Da jeg læste bogen, glemte jeg faktisk, at det var noveller, for historierne foregår alle i byen Moln og flettes flere steder sammen, så de nærmere virker som brudstykker af en større fortælling. Jeg havde følelsen af at stå i et mørkt rum og være udstyret med en lommelygte, hvor batterierne er lige ved at løbe tør. Jeg kan tænde lommelygten og få et kort glimt af et hjørne af rummet, men jeg har ingen mulighed for at danne mig overblik over, hvordan hele rummet ser ud.

Historierne kan læses hver for sig, men er bedst når du læser dem lige efter hinanden. Jeg læste bogen på én dag, og jeg havde lidt svært ved at slippe den, da jeg først var gået i gang. Bogen er på lidt over 200 sider og skrevet i et naturligt og flydende sprog, som sætter en troværdig ramme for novellernes hovedpersoner (alle teenagere) og deres handlinger. Det er tydeligt, at forfatteren er vant til at omgås børn og unge, og den respekt kan også ses i hovedpersonerne, der virker som ganske almindelige danske teenagere.

Horrorhistorier skal jo gerne fremkalde gåsehud og/eller små gys undervejs, og her bestod bogen med glans. Da jeg kun manglede et par kapitler, og klokken nærmede sig midnat (det perfekte tidspunkt at læse horrorhistorier), greb jeg mig selv i at spekulere på, om jeg nu også skulle ligge med ansigtet ud mod sengekanten, når jeg lagde mig til at sove - tænk nu hvis jeg vågnede midt om natten, og der så stod en død pige og stirrede på mig? ... her indså jeg, at bogen da for alvor var kommet ind under huden på mig, for den slags tanker plejer jeg sjældent at have, når jeg læser horrorhistorier eller ser horrorfilm. Men stor ros herfra for at bygge en krybende gyserstemning langsomt op, så læseren stille og roligt bliver mere og mere ubehagelig til mode. Kan absolut anbefales hvis du er til horror.

Ps. Jeg endte med at sove med ansigtet ud mod sengekanten - efter at have taget et par dybe indåndinger og trukket dynen helt op til næsen!

De otte

2011-09-08T17:00:00.001+02:00

Denne bog læste jeg en positiv anmeldelse af sidste år, og den lød så interessant, at jeg ønskede mig den i julegave - og fik den. Siden har bogen stået og ventet på bogreolen, men da jeg fik øje på den i sidste uge, greb jeg den og gik i gang med at læse.

'De otte' af Katherine Neville er en solid bog på lidt over 600 sider. Der er to handlingsforløb - et i slutningen af 1700-tallet og et i 1970'erne. I begge handlingsforløb er omdrejningspunktet det mystiske og eftertragtede Montglane skakspil, som siges at have særlige kræfter og kan give ejeren ubegrænset magt. Hovedparten af bogen foregår i 1970'erne, hvor hovedpersonen er computereksperten Catherine Velis. Hun bliver inddraget i jagten på skakspillet, som fører hende til Algeriet, og snart går den hæsblæsende jagt, som involverer mystiske beskeder, spåkoner, hemmeligt politi, skakgåder, lidenskab og magtbegær.

Da jeg læste bogen, fik jeg ind imellem en fornemmelse af, at forfatteren havde læst en del af Dan Brown, inden hun gik i gang med bogen. 'De otte' er imidlertid skrevet længe før den bølge af religiøse konspirationsteori-bøger, der fulgte i kølvandet på 'Da Vinci Mysteriet', og selvom der er flere cliffhanger-tricks i bogen, så er det intet i forhold til i Da Vinci - og tak for det!

Opstarten var ret tung, og i lang tid fandt jeg handlingen i 1700-tallet langt mere interessant end den 'nutidige' fortælling. Der var for megen udenomssnak, hvor handlingen trådte vande, og jeg kedede mig en del gennem de første 400 sider. Derefter kom der for alvor gang i historien, og der manglede bestemt ikke actionscener i den sidste halvdel af bogen. Alligevel vil jeg mene, at man sagtens kunne skære mindst 100 sider af bogen, uden at det gjorde noget negativt for læseoplevelsen.

Handlingen koncentrerer sig først og fremmest om jagten på Montglane skakspillet. Der foregår et pseudo-skakspil parallelt med handlingen, som jeg havde lidt svært ved at acceptere - måske fordi det lugtede for meget af fanatiske loger i stil med den føromtalte bølge af religiøse konspirationsteorier. Det virker simpelthen utroværdigt, at mennesker vil gå så langt for at få fat i et skakspil. Et smukt og imponerende et af slagsen - men alligevel.

Der er selvfølgelig også tilsat lidt romance, men ikke så meget, som jeg først frygtede. Jeg kan til gengæld lide skattejagtsdelen, og selvom den godt kan virke lidt old school flere steder (og desværre ikke helt så charmerende som Indiana Jones-filmene), så holder denne del nogenlunde.

Der er skrevet en fortsættelse af bogen, som hedder 'Den sorte dronning' og foregår 30 år efter, at den første bog sluttede. Pt. føler jeg mig ikke fristet af at læse den, da jeg syntes, at 'De otte' var noget lang i spyttet. Du skal læse 'De otte', hvis du er fascineret af skak og måske også spiller det jævnligt, og hvis du har god tid.

Barden Beedles Eventyr

2011-09-04T21:03:00.000+02:00

Det har nok ikke forbigået nogens opmærksomhed, at filmatiseringen af den sidste Harry Potter-bog havde premiere denne sommer, og det var ret underligt pludselig at skulle afslutte den lange rejse med J. K. Rowling og den fantastiske verden, hun har opbygget. Derfor blev jeg glad, da jeg kort tid efter premieren på den sidste film faldt over 'Barden Beedles Eventyr' til sølle 25 kr.

Bogen indgår som en vigtig del af 'Harry Potter og Dødsregalierne', da en af eventyrerne bruges direkte i Harry Potter-historien. 'Barden Beedles Eventyr' rummer dog også andre eventyr, og de har hver især en række fodnoter og er kommenteret af selveste Albus Dumbledore. En sjov lille gimmick men ikke så hensigtsmæssig, når bogen bruges til højtlæsning.

Eventyr er som skabt til højtlæsning, og denne bog er ingen undtagelse. Den er faktisk ikke speciel interessant, hvis jeg skal være helt ærlig, for jeg kom på ingen måde i 'Harry Potter-stemning'. Den fungerede dog ok som højtlæsningsbog og egner sig mest til mindre børn. Bogen er sjov at have stående sammen med Harry Potter-bøgerne, men den er ikke et must buy.

Oprør

2011-08-31T22:16:00.000+02:00

Dette er en bog, som jeg har glædet mig meget til at læse. Faktisk har jeg haft den liggende på boghylden i flere måneder og ventet bevidst med at læse den, for det var hyggeligt at gå og glæde sig til den.

'Oprør' af Suzanne Collins er tredje og sidste del i trilogien, som kendes under navnet 'The Hunger Games' efter den engelske titel på den første bog. Jeg har tidligere læst de to første bøger på dansk ('Dødsspillet' og 'Løbeild') og kan kun anbefale disse to bøger.

Nu er dette som sagt sidste del af en trilogi, så jeg vil ikke komme ind på selve handlingen, da det vil ødelægge læseoplevelsen af de to første bøger. Jeg vil til gengæld gerne fortælle overordnet om min oplevelse af bogen og serien som helhed.

'Oprør' er en fin afslutning på en fantastisk trilogi. Den var ikke helt så fængslende som de to første, men jeg vil ikke sige, at jeg var skuffet. På den ene side kunne jeg godt have tænkt mig lidt flere positive scener i løbet af bogen, og på den anden side var det dejligt, at det ikke kammede over i Hollywood-lykke. Denne bog er mindst lige så barsk som de foregående - ja faktisk værre. Som læser bliver du trukket gennem sorg, fortvivlelse, frustration og lede, hvor de små glimt af lykke er flygtige og få.

Jeg savnede mere drive og selvstændighed hos hovedpersonen, og bogen virkede ind imellem lidt rodet i opbygningen. Samtidig havde jeg lidt samme følelse som da jeg læste den sidste Harry Potter-bog - det var de samme personer, der var med, men settingen var en helt anden, og personerne blev presset i et endnu større omfang end tidligere.

Det er en rigtig god serie, og jeg vil kraftigt anbefale dig at læse den - ikke kun fordi du godt kan forberede dig på en del skriverier om serien, når filmatiseringen af den første bog får premiere til marts næste år, men også fordi denne serie er blandt de første bøger i den dystre sci-fi genre, som vi godt kan forvente vil få mere opmærksomhed de kommende år.

Den store Gatsby

2011-08-28T22:19:00.000+02:00

Denne måneds klassiker endte med at blive 'Den store Gatsby', som jeg har set på mange lister over 'klassikere du bør læse' - uden aldrig helt at vide, hvad den handlede om.

Bogen er skrevet af F. Scott Fitzgerald og foregår i USA i 1920'erne, hvor fortælleren Nick sørger for at føre os gennem en tragisk historie om et kærlighedsdrama, som han er tilskuer til. Handlingen foregår en god del af tiden i et rigmandsmiljø, med nytilflytteren hr. Gatsby som værten for store og pompøse fester, der trækker mange folk til. Selv er han omgærdet af en del mystik, men da Nick møder ham, viser det sig, at Gatsby er en høflig og venlig gentleman, der dog ikke synes at interessere sig synderlig for de fester, han er vært for. Lidt efter lidt viser det sig, at Gatsbys interesse først og fremmest handler om Daisy, som dog er gift med Tom Buchanan. Daisy og Gatsby var kærester blot få år tidligere, men af forskellige grunde endte det med, at Daisy blev gift med Tom. Gatsby har dog ikke tænkt sig at opgive sin store kærlighed, og han prøver stædigt at overbevise Daisy og Tom om, at deres ægteskab hviler på en løgn, og at Daisy og Gatsby i stedet bør gifte sig.

Det er en kort bog - lige knapt 200 sider - så der er ikke så megen udenomssnak. Alligevel er handlingen så simpel, at det er lige før, at bogen bliver lidt langtrukken til sidst. Måske forstår jeg bare ikke Daisys tøven, og hvorfor hun virker så handlingslammet. Det er en trist bog, hvor handlingen både virker forudsigelig og uundgåelig på samme tid. Jeg fik ondt af den ulykkelige Gatsby, som med sin naive tilgang til kærlighed udstråler en tro på 'sin egen lykkes smed'-tankegangen, at han næsten kun kan få skrammer i løbet af historien.

Bogen er stemningsfuld og giver et fint indblik i denne jazztid, som 1920'erne var. De sorgløse og dekadente fester beskriver miljøet hos datidens aristokrati, og det er som at kigge ind i et skrøbeligt glashus, som man ved snart vil falde sammen. Det var også denne del, jeg fandt mest interessant, for kærlighedshistorien i sig selv faldt jeg aldrig helt for.

Forfatningen

2011-08-25T22:26:00.000+02:00

Jeg har en svaghed for bøger med dystre temaer, og det kan man roligt sige, at denne bog hører under.

'Forfatningen' er skrevet af Gemma Malley og foregår i en nær fremtid, hvor det ikke er tilladt at have børn. Menneskeheden har ikke længere brug for at sætte nyt liv til verden, for med hjælp fra medicinsk forskning er det lykkedes at stoppe kroppens forfald, så folk nu er evigt unge. Der er ikke brug for børn, og derfor er det blevet ulovligt at føde børn. En sjælden gang sker det dog, at et par bryder reglerne, og sådan kom Anna til verden. Anna er et Overskud - et menneske, der ikke er brug for - og samfundet ser ned på personer som Anna. Når myndighederne opdager et barn, bliver det straks taget fra forældrene og anbragt på en anstalt, hvor børnene lærer, at de intet er værd. De er kun en belastning for samfundet og må derfor lære, hvordan de kan være tjenere for de rigtige mennesker fremover.

Det er en tankevækkende - og ikke helt urealistisk - verden, som bogen beskriver, og det er bestemt ikke et samfund, man har lyst til at opleve. En verden hvor straf og fornægtelse er dagligdag, og hvor udvikling nærmest er blasfemi. Hvorfor lave om på noget, som staten mener er bedst? Beskrivelserne af frustrationerne, det lave selvværd og de håbløse tilstande var gode men deprimerende. Jeg havde intet problem med at visualisere det samfund, og det var ikke et kønt syn.

Sproget er lige lovlig simpelt i starten - selvom det er en ungdomsbog, må sætningskonstruktionerne godt være lidt længere og besnærende. Handlingen skal ikke skæres ud i pap. Der kommer dog en bedre fortællerytme et stykke inde i bogen, og derefter glider fortællingen fint.

Jeg savnede at blive rørt for alvor. Der manglede lige en gnist - noget som ville få min mave til at knuge sig sammen eller få mig til at gyse. Til trods for det var det en udmærket læseoplevelse, for grundideen med et samfund, som nægter folk at føde børn, er et interessant tankeeksperiment.

Et par nørdede boglinks

2011-08-23T17:57:00.001+02:00

Trænger du til at læse andet end bøger (yeah right!), så får du her et par tips til læsning for/om boglæsere.

Det første er et speciale om Twilight, jeg så ved et tilfælde på Kommunikationsforum. Specialet belyser, hvordan kvinder forføres af den romantiske fortælling i Twilight-sagaen. Hvis du ikke er så meget til analyse, kan du 'snyde' og hoppe frem til omkring side 83, hvor du kan læse konklusionen.

Et andet spændende link har jeg fra Bogtyven. Vil du have hjælp til at finde den der bog, som handler om en mand... du kan ikke lige huske navnet på ham, men handlingen foregår i Spanien, og... her kan du få hjælp til at finde frem til bogen, hvis titel du ikke husker/kender.

De nøgne træer

2011-08-21T18:05:00.000+02:00

Månedens ene bogudfordring er denne gang mandlige danske forfattere, og det er jo unægtelig et ret bredt spillerum. Der var ingen oplagt kandidat, så det var tilfældet, der rådede, da jeg endte med at vælge 'De nøgne træer' af Tage Skou-Hansen. Det er en bog, jeg flere gange har hørt om, uden at jeg rigtig vidste, hvad den handlede om, så her kunne jeg slå to fluer med ét smæk og blive lidt klogere på en dansk klassiker.

Bogen fortælles af hovedpersonen Holger Mikkelsen, og handlingen finder sted fra slutningen af 1943 og frem til efteråret 1944. Danmark er besat af Tyskland, og Holger færdes i det århusianske universitetsmiljø og i modstandsbevægelsen, men bogen handler lige så meget om hans affære med Gerda, der er gift med modstandsgruppens leder. Affæren griber om sig, og spændingen breder sig, så man til sidst blot venter på, at noget vil gå galt.

Det er en kort og lineær fortælling, hvor selve modstanden mod tyskerne fylder knapt så meget. I stedet er omdrejningspunktet den førnævnte kærlighedsaffære og selve kammeratskabet i modstandsgruppen, hvor forbindelsen mellem Holger og Gerda langsomt æder uskylden op og skaber frustration og ulykke.

Jeg havde håbet på mere fokus på selve modstandskampen og knapt så meget på kærlighedsaffæren, som sandt at sige ikke interesserede mig særlig meget. Det er et problem for en bog, hvor det er den bærende del af handlingen, og af samme grund var dette heller ikke en synderlig interessant læseoplevelse. Jeg savnede at blive overvældet og overbevist af kærligheden mellem de to elskende for at kunne forstå behovet for deres affære, og det meste af tiden var jeg fyldt af en stille undren.

Hvis jeg bliver

2011-08-17T18:45:00.057+02:00

Da jeg lånte lydbøger for nylig, faldt jeg over 'Hvis jeg bliver' - en bog, som flere bogbloggere har anbefalet. Det var derfor oplagt at downloade den, og den hørte jeg så i ferien, når lejligheden bød sig.

Bogen er skrevet af Gayle Forman og handler om den 17-årige Mia, som er nået til en skillevej i sit liv. Hvad vil hun, når hun er færdig med skolen? Skal hun vælge at studere musik, selvom det betyder, at hun skal rejse langt væk - mange kilometer væk fra familie, kæreste og venner? Eller skal hun vælge at blive i byen men dermed gå glip af en fantastisk mulighed for at dyrke musikken? Men det er i bund og grund ikke det valg, der er det vigtigste i bogen, for en morgen kører hun og familien galt. Resten af familien bliver dræbt, mens Mias liv er i fare. Hun ligger i koma efter ulykken, men kan følge sig selv og omgivelserne, som var hun et spøgelse. Hun indser snart, at det meget vel kan være hende selv, der skal vælge mellem liv eller død - om hun vil vågne op til et liv uden sin nærmeste familie, eller om hun vil favne døden.

Oplægget til bogen er godt - en tankevækkende diskussion om, hvad du ville vælge, hvis du havde valget mellem at leve og dø, men hvor du skulle undvære flere af dine nærmeste. Det er en bog, hvor du ikke kan forvente andet end at blive rørt undervejs, men her syntes jeg, at der gik lige lovlig lang tid, før historien for alvor greb mig. Måske skyldes det, at jeg hørte den som lydbog, for oplæseren var sandt at sige ikke særlig inspirerende. Hun lød trist og glædesløs - som om det var en sur opgave at læse bogen højt - og det er desværre ikke noget, som var et tilfælde, for den lydbog, jeg hører nu, har også hende som oplæser, og der er samme trætte tone.

Når det så er sagt, synes jeg også, at handlingen er en anelse langtrukken et par steder, og jeg havde også lidt svært ved at forstå i starten, at der overhovedet var et valg, for valget syntes oplagt (ikke kun ud fra min egen holdning men også ud fra vinklingen i bogen). Langsomt begyndte jeg dog at forstå, at hovedpersonen faktisk overvejede begge muligheder meget seriøst, og så blev handlingen mere spændende.

Tabet af ens elskede er noget nær den værste smerte, jeg kan forestille mig, og derfor er de scener, som gør mest ondt, da Mias kæreste besøger hende på hospitalet. Der er en skrøbelighed og frygt der, som er så menneskelig og forståelig, og det er i sidste ende besøgsscenerne, som rørte mig mest.

En udmærket bog, som du bør nyde i bogform, hvis du er interesseret. Lydbogsudgaven var i hvert fald ikke så indspirerende, og det skyldtes i overvejende grad oplæseren.

Kafka på stranden

2011-08-14T16:09:00.000+02:00

Haruki Murakami er blandt de mest omtalte forfattere gennem de seneste år her i Danmark. Den japanske forfatter har i den grad formået at ramme en skrivestil, som tiltaler mange danskere, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er blevet anbefalet hans bøger.

I juni læste jeg to af hans bøger i forbindelse med den ene bogudfordring. Jeg kunne ikke få fat i hans bestsellers, da der var lang ventetid på dem på biblioteket, så jeg lånte i stedet 'Sønden for grænsen og vesten for solen' samt 'Efter skælvet'. Desværre var ingen af bøgerne den store læseoplevelse, som jeg havde håbet/forventet, men jeg ville ikke opgive ham helt, så her i min ferie nåede jeg at læse 'Kafka på stranden'.

Bogen er blandt forfatterens største værker, og den handler om to vidt forskellige personer - den 15-årige dreng Kafka Tamura, der stikker af fra barndomshjemmet, og den gamle mand Nakata, som er analfabet og kan tale med katte. Bogen er et kludetæppe af skift mellem de to hovedpersoner og deres handlinger, og det er krydret med klip fra fortiden, som er med til at danne rammen om fortællingen og give baggrundsviden om flere af bogens personer.

Det er en skæbnefortælling og en slags roadmovie i bogform, som til tider er så snørklet og abstrakt, at det ikke giver mening at skrive et resumé her. Denne parallelverden er fascinerende, besnærende, underlig og ulogisk - og alligevel gav den på en eller anden måde mening.

Jeg var fascineret, da jeg læste bogen. Der var mange finurlige detaljer i bogen, og et eller andet sted var jeg glad for, at den bog ikke var skrevet, da jeg gik i gymnasiet, for det er en bog, som du kan bruge en rum tid på at fortolke og vurdere. Jeg kunne især godt lide, at forfatteren legede med en anden form for logik, end jeg er vant til - og at jeg accepterede det uden videre i stedet for at tænke "ej, det går ikke det der - sådan er virkeligheden ikke!". Det surrealistiske tager ikke overhånd, men understøtter grundhistorien og giver fortællingen kant. Historien er poetisk, følsom, trist og livsbekræftende på samme tid, og den er bestemt værd at bruge tid på.

Sameland

2011-08-10T12:22:00.000+02:00

I juni var jeg forbi en boghandel for at lede efter en fødselsdagsgave. Jeg fandt hurtigt et par gode men ret alvorlige bøger og mente derfor, det ville være godt at supplere købet med en bog i den humoristiske genre. Da jeg spurgte en af ekspedienterne, anbefalede han straks 'Sameland', som jeg endte med at købe.

Gavemodtageren har endnu ikke læst bogen, men til gengæld fik jeg så mulighed for at låne den af en af mine venner for nylig, og det var en meget passende lille feriebog at kaste sig over.

'Sameland' er debutbogen fra Magne Hovden, og den handler om de to gæve nordmænd, Leif og Roy, der går og pusler med et meget kreativt og ambitiøst projekt - en forlystelsespark rettet mod naive turister, der godt vil opleve, hvordan det er at være same for en dag. Det burde ikke være så svært at flikke sådan et sted sammen, og da de har et lille startkapital, må der laves et par kompromisser med indhold og kvalitet. Men hvad - det går jo nok, for turister er jo ikke så kloge... De to hovedpersoner er dog ikke selv for smarte og får hurtigt rodet sig ud i en masse problemer, og snart er det tæt på at ramle om ørerne på dem.

Udgangspunktet for bogen er forfriskende og sjovt - at lade handlingen foregå i Nordnorge og så tilsætte to skæve typer i bedste Gøg og Gokke-stil. Der spares ikke på klicheerne, for det er letbenet humor, hvor stereotyper har det lettest ved at begå sig. Jeg synes dog, at det bliver lidt for let og ligegyldigt. Det er forudsigeligt og naivt, og flere af personerne minder så meget om hinanden, at de kan være svære at skelne fra hinanden.

Samtidig virker humoren flere gange forceret og klinger hult, og jo mere jeg læste, jo mere undrede jeg mig over, at en ekspedient kunne anbefale den bog. Jeg morede mig mere, da jeg læste 'PS: jeg elsker dig', og sidstnævnte er trods alt i en genre, jeg ikke bryder mig om. Jeg savnede de skøre indfald, der var i 'Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt', og den varme og underfundighed, der er i Jørn Riels bøger. Hovedpersonerne var mest af alt et par naive og lidt sørgelige eksistenser, som jeg fik lidt ondt af, men som jeg ikke følte med eller interesserede mig synderligt for.

Bogen er hurtigt læst og hurtigt glemt. Ok som letlæselig feriebog med en lidt anderledes vinkel, men ikke den store litterære oplevelse.

PS: Jeg elsker dig!

2011-08-07T17:52:00.000+02:00

Jeg har en meget bred bogsmag, men der er selvfølgelig genrer, som jeg sjældent kaster mig over. En af disse er chick-lit, som jeg mildest talt har et anstrengt forhold til. Da bølgen startede for ca. 10 år siden, var det et sjovt påfund, og jeg læste da også 'Bridget Jones' dagbog' ligesom alle andre. Bogen havde da sine underholdende øjeblikke, men mest af alt havde jeg mest lyst til at tage hovedpersonen i skuldrene og ruske i hende, indtil hun holdt op med at lyve over for sig selv og beskæftigede sig lidt mere med virkeligheden. Det blev kun værre, da jeg læste et par af 'Shopaholic'-bøgerne, for magen til selvbedrag og mangel på realitetssans havde jeg endnu ikke oplevet.

Genren var forfriskende, da den kom frem, for bøgerne turde gøre grin med den moderne kvinde og det perfekte glansbillede, som mange tror, de skal leve op til, når de bladrer i damebladene og ser den ene photoshoppede model efter den anden. Jeg tændte bare helt af den (ofte materialistiske) naivitet, der var i bøgerne - den evige stræben efter det helt rigtige tøj, det helt rigtige job, den helt rigtige mand - og ikke mindst at det alt sammen lykkedes for hovedpersonen i sidste ende - ofte uden at hun skulle gøre noget for det end at være sjov og charmerende på det rigtige tidspunkt over for en person, der pudsigt nok var direktør for et stort og anerkendt firma.

Alligevel vælger jeg at læse 1-2 chick-lit bøger om året for at udfordre mig selv, og som jeg skrev til Nikoline, da snakken faldt på chick-lit bøger for et stykke tid siden - det er lidt ligesom at spise billigt og underlødigt slik: sjovt og godt lige i det øjeblik, du indtager det og lettere vammelt bagefter.

Det er som regel, når jeg har sommerferie (som nu), at jeg får læst disse bøger, for sol og sommer passer ikke så godt sammen med flere af mine yndlingsgenrer, og derfor fandt jeg 'PS: Jeg elsker dig' på biblioteket for nylig.

Bogen var Cecilia Aherns debut, der blev en bestseller verdenen over, og den er lidt anderledes end de første chick-lit bøger. I denne bog følger vi Holly, som har mistet sin mand Gerry kort tid inden bogens start. Han var omkring de tredive år, men blev ramt af kræft, og den kun 29-årige Holly har svært ved at komme videre efter tabet af sin elskede. Efter et par måneder, hvor hun har levet isoleret i eget hus og ikke har orket at se hverken venner eller familie, dukker der en dag en tyk kuvert op til hende hjemme hos hendes forældre. Kuverten viser sig at være fra Gerry og indeholder 10 lukkede kuverter - én til hver måned i resten af året. Hver kuvert indeholder en opgave til Holly, som hun skal udføre, og hun kaster sig straks over missionen for på den måde at holde mindet om Gerry i live i længere tid. Men som månederne går, indser hun, at der snart ikke vil være flere kuverter tilbage, og at hun bliver nødt til at komme videre i sit liv.

Det er en bog, som kalder på både smil og tårer. Den spidder og beskriver angsten for at miste utrolig godt, og jeg fik så ondt af hovedpersonen i starten. Det er dog primært i begyndelsen, at de sørgelige passager er, for resten af bogen fokuserer i høj grad på Hollys missioner, som hun enten skal løse alene eller sammen med sin brogede vennekreds, som selvfølgelig indeholder flere festaber, der nok skal sparke gang i festen og lave flere pinlige optrin, som læseren kan grine af. Det bliver flere gange en kende forceret, ligesom hun også løser flere problemer (såsom at skaffe et nyt job) lige lovligt let og naivt.

Alt i alt er det en sød bog med lidt mere pondus end de traditionelle chick-lit bøger. Den rummer kærlighed og en tro på, at alt nok skal blive bedre, som muligvis er hamrende naiv - men ikke desto mindre er et tiltrængt budskab.

Hex Hall: Dæmonens hævn

2011-08-04T08:19:00.001+02:00

I sommerferien plejer jeg gerne at have lyst til et par bøger i den lette og underholdende ende af skalaen. Jeg ville egentlig skrive feel good-bøger, men de par stykker, det er blevet til indtil videre, passer ikke rigtig i den kategori.

Jeg lånte for nylig 'Hex Hall: Dæmonens hævn' af en af mine venner. Jeg er flere gange stødt på bogen på flere danske bogblogs, hvor meningerne om bogen har været ret delte. Det er en lille sag på 281 sider med rimelig stor skrift, så den er hurtigt læst, og den egnede sig dermed fint som læsning på tæppet i solskinnet.

Bogen handler om Sophie Mercer - en 16-årig pige, der er heks, og som fra bogens start udfører magi, der går gruelig galt. Som straf sendes hun til Hecate Hall, en opdragelsesskole for unge med magiske evner, og her åbner sig en hel ny verden for hende. Hun har selv levet i flere år uden at have nogen at tale med om sine evner, da hendes egen mor er et helt normalt menneske, og hun intet har set til faren siden forældrenes skilsmisse mange år tidligere. På skolen er der både hekse, formskiftere, alfer - og vampyrer. Sidstnævnte er lidt tabu, da alle jo ved, at vampyrer kun lever for at slå mennesker ihjel, men Sophie gør sig hurtigt gode venner med skolens taber-vampyr.

Der bliver også set skævt til Sophie - af grunde hun ikke forstår i starten - men der går dog ikke lang tid, før mystiske hændelser skaber uro og frygt på skolen og får smådrillerierne til at virke banale. Flere hekse bliver overfaldet og er tæt på at dø, og da mistanken falder på Sophies vampyrven, går hun i gang med at undersøge sporene, for hun nægter at tro på, at det er hendes ven, der står bag overfaldene.

Jeg har hørt flere omtale bogen - eller rettere bøgerne, for dette er første bog i en serie - som en slags spoof på hele dark romance-bølgen, men jeg syntes nu ikke, at den var skarp og præcis nok til for alvor at være en humoristisk bog. Den har dog sjove passager, og både Sophie og hendes klassekammerater kommer med flere skarpe og underholdende kommentarer undervejs. Det er en ret light bog, og på sin vis var den meget sød, men der var ikke så meget nyt eller revolutionerende over den. Jeg havde håbet på lidt mere tyngde og bid (haha!) i både sprog og handling, men fik i stedet en forholdsvis forudsigelig og letlæselig oplevelse.

Jeg vil ikke afvise, at jeg godt kan finde på at læse flere bøger i serien, selvom denne ikke var den store succes, for det er som sagt bøger, der er lettilgængelige og hurtigt læst og egner sig fint til en dag, hvor man vil slappe helt af. Popcorn i bogformat.

Middlemarch

2011-07-31T15:41:00.001+02:00

Denne måneds klassiker blev 'Middlemarch' af George Eliot. Jeg vidste ikke særlig meget om bogen, inden jeg havde set den på flere lister over anbefalede klassikere, men jeg bestilte den under alle omstændigheder fra biblioteket. Første overraskelse kom, da jeg skulle reservere den - i den danske oversættelse er bogen nemlig på knapt 1000 sider, så det var jo lidt af en mundfuld.

'Middlemarch' foregår i byen af samme navn - en ganske almindelig engelsk provinsby. Handlingen strækker sig over nogle få år i første halvdel af 1800-tallet og omfatter en lang række af byens beboere. I starten virker personskildringerne en anelse fragmenterede, men langsomt flettes personernes skæbner sammen og giver et indblik i hverdagslivet - både som rig og som fattig. Det er en provinsby på godt og ondt, og hvor sladderen kan ødelægge menneskers liv for altid, hvis ikke den bliver modsagt.

Det er en bog, hvor hverdagsdramaet er fortalt så præcist og detaljeret, at det er som at se et teaterstykke. Beskrivelserne er malende - godt hjulpet på vej af den allestedsnærværende fortæller, som ikke er bleg for at fortælle sin mening om den enkelte situation. Et par gange fandt jeg det irriterende, men omvendt var det også ret interessant at høre forfatterens kommentarer til til personernes opførsel. Personerne er i øvrigt meget menneskelige - både lige så selviske og opofrende som mennesker kan være - og det var med til at gøre bogen til en god læseoplevelse. Der var ingen actionscener eller andre voldsomme virkemidler. Handlingen drejede sig først og fremmest om disse menneskers liv, men det var fortalt så intenst og med så meget nerve, at det næsten var som at være der selv.

'Middlemarch' blev skrevet af Mary Anne Evans, som udgav bogen under pseudonymet George Eliot. Det er også interessant at have i tankerne, for dengang var det stadig ikke almindeligt med kvindelige forfattere, og selvom de godt kunne få udgivet bøger, lå disse ofte i den romantiske og letlæselige genre. Hun valgte derfor at udgive bogen i en mands navn, så værket blev taget seriøst.

Det er en god bog. Har du tiden og roen til det, vil jeg anbefale dig at læse 'Middlemarch' og fordybe dig i byens konflikter, sladder og dramaer.

Libri di Luca

2011-07-27T17:13:00.000+02:00

Jeg har tidligere sagt, at jeg ikke plejer at vælge krimier, når jeg låner lydbøger, fordi jeg ofte hører lydbøger, mens jeg træner eller på anden måde skal tage hensyn til baggrundsstøj (biltrafik eller støj i forbindelse med offentlige transportmidler). Alligevel kunne jeg ikke dy mig, da jeg stødte på denne bog, og det er jeg glad for.

'Libri di Luca' af Mikkel Birkegaard er en krimi for bogelskere og i særdeleshed dem, som holder af højtlæsning. Hovedpersonen, advokaten Jon Campelli, arver farens antikvariat, Libri di Luca. De har ikke haft kontakt de sidste 20 år, og Jon er egentlig ikke så interesseret i bogbranchen, men det ændrer sig, da han efter begravelsen får sandheden om sin far at vide. Luca, som faren hed, var formand for bibliofilselskabet - en organisation af lettorer, som er mennesker, der gennem bøger kan påvirke andres oplevelse af det, de hører eller læser, ved enten at forstærke eller svække de følelser og tanker, der opstår. På den måde kan lettorer styre folks tanker og i værste fald styre dem som i en slags hypnose.

For 20 år siden opstod der en konflikt i selskabet, og organisationen blev delt. Konflikten blusser dog op, netop som Jon overtager antikvariatet, og pludselig skal han ikke blot konfronteres med sine egne evner som lettor, men også med de intriger og stridigheder, som bibliofilselskabet atter rodes ind i.

Bogen emmer af kærlighed til bøger, og som bogelsker kan man jo ikke andet end at sympatisere med det udgangspunkt. Det er en fascinerende verden af mentale kræfter, som forfatteren har skruet sammen, som på én gang er abstrakt, skræmmende og tankevækkende. Især første halvdel er god, for hele introduktionen til persongalleriet og omgivelserne er spændende og levende fortalt. Samtidig fortættes følelsen af, at der er mennesker i det skjulte, som har en helt anden dagsorden, og at de ikke vil vige tilbage for at gennemføre deres planer. I anden halvdel af bogen - og især den sidste fjerdedel - bliver handlingen dog lige lovlig actionpræget og skinger. Det er som om, at der skal skrues helt op for skurkebarometeret, og det er synd for historien, for det behøver forfatteren ikke at gøre - det giver nærmere bagslag at bruge så store armbevægelser midt i det hele, da det bryder med bogens hidtidige stil. Bogen har en ret filmisk stil, og jeg mener også at have læst, at filmrettighederne til den er blevet solgt. Det overrasker mig ikke, for der kan blive en udmærket actionfilm ud af bogen. Jeg håber dog i så fald, at der også bliver plads til at dvæle lidt ved antikvariatet og de mennesker, der arbejder i det miljø, for det var især de elementer, jeg holdt af.

The Vampire Diaries 1-4

2011-07-24T10:58:00.000+02:00

Jeg læste de to første bøger i serien 'The Vampire Diaries' af L. J. Smith for et par år siden. For nylig kom jeg til at låne de selvsamme bøger som lydbøger, da jeg i et øjebliks forvirring havde blandet titlerne sammen med en anden serie, men når nu jeg havde lånt dem, kunne jeg lige så godt høre dem igen - og så samtidig også høre de to næste bøger i serien.

Serien handler om Elena, den smukke og mest eftertragtede pige i skolen, som alle fyre falder for. Da den mystiske men lækre Stefan Salvatore starter i skolen, beslutter hun straks, at han skal være hendes. Hun slår op med sin kæreste, Matt, og indleder straks jagten på Stefan. Men mystiske ting begynder samtidig at ske i byen. Flere bliver overfaldet, og Elena oplever, at hendes popularitet falder. Der er også noget anderledes ved Stefan, og hun undrer sig over, at han ikke er lige så let at fordreje hovedet på, som hun er vant til.

Nu er det en serie, så det er begrænset hvor meget af handlingen, jeg vil røbe her - men selvfølgelig er der vampyrer med, og kærlighedsdramaet er der skruet godt op for.

Da jeg læste de to første bøger i sin tid, blev jeg positivt overrasket over den lidt gammeldags stil, der var i bøgerne. Det var tydeligt, at de er skrevet for ca. 20 år siden - jeg synes, at stilen er anderledes i forhold til de nyere dark romance-bøger - og de er langt hen ad vejen mere simpelt opbygget. Der er dog et problem med hovedpersonen, for jeg havde vitterlig ikke megen sympati for hende i starten - og da slet ikke, da jeg hørte historierne som lydbøger senere hen. Der blev Elena virkelig fremstillet som en gås, hvilket dog også havde sine underholdende sider.

Kærlighedsdramaet er - tja, et meget klassisk trekantsdrama. Det kan godt være, at det er mig, der er frygtelig monogam og gammeldags, men jeg har aldrig været særlig interesseret i dem. Det virker så arrogant, når pigen ikke kan vælge mellem to fyre og dermed sårer dem begge, ligesom det også er ret overvældende, når to fyre bejler så meget til samme pige, at det nærmest bliver som en besættelse for dem begge. Jeg kan ikke se så mange grunde til at trække det i langdrag - enten må hun vælge, eller også må hun foreslå dem, at hun lever i åbent parforhold og dermed kan være sammen med dem begge. Det ville også være en meget moderne tilgang.

Og så er der selvfølgelig også vampyrtemaet. Igen ser vi et eksempel på, hvordan dagslyset kan omgås, da vampyrerne bare kan bære en lille ring, der beskytter dem. På det punkt er jeg også ret traditionelt anlagt, og det bliver ikke bedre af, at en af vampyrerne i bøgerne er utrolig goody-good. Det er vampyrer ikke! Til gengæld undgår bogen stort set at svælge i andre overnaturlige racer, og det bliver ikke den samme vampyr vs. varulv-konflikt som i 'Twilight'-bøgerne.

På trods af ovenstående kritik var bøgerne nu underholdende at høre. Jeg havde først indtryk af, at serien stoppede efter fire bøger, men kan se, at der er flere i serien. Det virker som om, at bøgerne først var planlagt som en trilogi, for umiddelbart afrundes historien godt efter de tre første bøger, og jeg var ikke særlig vild med den udvikling, historien tog i den fjerde bog. Af samme grund har jeg heller ikke planer om at læse eller høre resten af serien, for jeg syntes, at historien røg ud af en tangent og ikke længere havde særlig meget med det oprindelige oplæg at gøre.

Englens by

2011-07-21T06:42:00.000+02:00

Tredje og sidste del i Cassandra Clares serie 'Dødens instrumenter' afrunder historien om Clary, der har udviklet sine særlige evner så meget, at de kommer til at spille en afgørende betydning i konflikterne.

Jeg vil ikke skrive så meget om handlingen her, da dette som sagt er sidste bog i en serie, men du kan finde mine kommentarer til de foregående under 'Dæmonernes by' og 'Den tavse by'.

'Englens by' er en udmærket afslutning, men jeg forstår godt dem, der mener, at anden bog i serien er den bedste. Den tredje og sidste er mere traditionel, og slutningen irriterede mig lidt, for den blev lidt for perfekt og sukkersød. Der var ellers skruet godt op for dramaet, så en Hollywood-slutning virkede lidt malplaceret. Omvendt er der sikkert mange af fansene, som har været ret tilfredse med den, men nu har jeg en vis svaghed for tragedier og skæve slutninger, og så var det lidt et antiklimaks.

Men ellers har det været interessant læsning. Det klassiske trekantsdrama har været væsentlig mere nuanceret end i 'Twilight'-bøgerne og har budt på masser af udvikling. Faktisk er udvikling ret gennemgående for personerne i bøgerne, for de fleste af dem kommer ikke igennem historien uden at have ændret sig, og selvom det for de flestes tilfælde er ret klassiske skæbnehistorier, så er det hyggelig læsning. Noget af det, jeg bedst kunne lide ved serien, var dens friske tilgang til konflikter, for her er både plads til homoseksualitet og søskendekærlighed - emner, der sjældent optræder i ungdomsfantasy og paranormale historier. Jeg savnede at være mere grebet af historien, men nød den humoristiske dialog i bøgerne, og alt i alt var det udmærket underholdning.

Skæbnespydet

2011-07-16T07:41:00.000+02:00

Jeg faldt over 'Skæbnespydet', da jeg handlede i boghandlen ved Rådhuspladsen for et par måneder siden. Boghandlen har en hel hylde dedikeret til bøger om 2. Verdenskrig, og jeg blev nysgerrig, da jeg så denne bog, som skulle beskrive nazisternes flirten med det okkulte.

'Skæbnespydet' af Trevor Ravenscroft tager udgangspunkt i myten om Longinus spyd, som efter sigende skulle være det spyd, Jesus blev stukket med, da han hang på korset på Golgatha. Spyddet er siden blevet tillagt okkulte kræfter - af flere fortolket som Den Hellige Gral - og spyddet er derfor meget eftertragtet. Det siges, at den, der holder spyddet i sin hånd, har magt over hele verden.

Adolf Hitler hørte om myten som ganske ung og blev grebet af historien. I bogen følger du, hvordan hans og nazistpartiets interesse for det okkulte udvikler sig, og hvordan de brugte sort magi i 2. Verdenskrig.

Det er ingen nyhed, at nazisterne forbindes med okkultisme og sort magi. Allerede da jeg var barn, så jeg, hvordan Indiana Jones bekæmpede onde, okkultdyrkende nazister, og siden er jeg gang på gang stødt på sammenkoblingen i mange film og bøger. Hver gang har jeg undret mig over, om koblingen kan være rigtig - var nazisterne virkelig så fascinerede af den sorte magi, som fortællingerne antyder, eller er det blot et forsøg på at beskrive nazismen som endnu ondere og uforståelig for resten af omverdenen?

Efter at have læst 'Skæbnespydet' er jeg ikke mere overbevist. Bogen er informationsrig men også tørt fortalt, og det er ikke lige en bog, du læser et par sider af, inden du skal sove. Den kræver noget mere koncentration, og så kræver den også en forståelse og accept af det overnaturlige - noget jeg ikke har i så stort omfang, som det kræves i denne sammenhæng. Jeg går ganske enkelt helt kold, når jeg læser passager om astrallegemer, og det er så hokus-pokus, at jeg ikke tror på det.

Jeg vil ikke afvise, at nazisterne kan have flirtet med det okkulte under 2. Verdenskrig, men det lykkedes ikke denne bog at overbevise mig.

Farvel til Harry

2011-07-12T07:29:00.024+02:00

I nat er der Danmarkspremiere på den ottende og sidste Harry Potter-film. De første udenlandske anmeldelser, jeg læste, flød over af begejstring, og det tyder på, at filmen er den værdige afslutning, som serien fortjener. Filmene har ellers haltet på et par områder i forhold til bøgerne, men jeg glæder mig til at se denne film, for jeg tror, den er spektakulær.

Det bliver vemodigt, for ligesom mange andre har jeg nydt den verden, som Rowling skabte i forbindelse med bøgerne, og det bliver underligt at sige farvel. Jeg har lovet mig selv at læse bøgerne igen på et tidspunkt. Det bliver ikke lige foreløbig, for der er så mange andre bøger, jeg også gerne vil læse, men Harry Potter vender jeg helt sikkert tilbage til.

Og så lader jeg Albus Dumbledore få det sidste ord:

"Happiness can be found, even in the darkest of times, if one only remembers to turn on the light."

Lommetyven Gideon

2011-07-09T08:16:00.004+02:00

Da jeg var på biblioteket sidste gang, kom jeg til at forgribe mig lidt på fantasyhylden, og af samme grund kom jeg hjem med denne bog, som jeg ikke kendte til i forvejen.

'Lommetyven Gideon' er første bog i serien 'Tidsrejsen' af Linda Buckley-Archer. Bogen handler om de to børn, Peter og Kate, der ved et uheld aktiverer en antityngdekraftmaskine, så de sendes tilbage til 1763. Her bliver maskinen straks efter stjålet, men Gideon kommer dem til undsætning og tager dem under sine vinger, så de ikke falder for meget udenfor i deres anderledes beklædning og underlige opførsel. Hvad de ikke ved er, at han også er lommetyv og har 'visse forpligtelser', og selvom han sikkert hjælper dem, fordi han har lyst, så kan han ikke komme udenom, at der er andre, som mener, at han bør handle anderledes. I bogen følger du dels børnene og deres kamp for at klare sig i en fremmed verden, hvor de forsøger at komme tilbage til nutiden - og dels deres forældre og det efterforskningshold, der er sat til at finde de forsvundne børn.

Det er en hyggelig historie, hvor jeg dog savnede mere af den Dick Turpin-stil, der var lagt op til. Men Gideon er simpelthen så goody-good, at det næsten bliver for meget. Det havde også været oplagt, hvis børnene blev noget mere pressede i forhold til at passe ind i 'det gamle samfund' - jeg syntes, at de slap alt for let af sted med blot at skifte tøj og så forsøge at undgå at tale om biler og den slags. Det var for overfladisk. Bogen var udmærket underholdning, men jeg manglede for alvor at blive grebet, og umiddelbart føler jeg ikke et behov for at læse de andre bøger i serien.

Et dukkehjem

2011-07-04T23:02:00.000+02:00

I den ene bogudfordring er månedens tema 'Drama eller skuespil', og her valgte jeg skuespillet 'Et dukkehjem' af Henrik Ibsen.

Historien tager udgangspunkt i ægteparret Nora og Torvald Helmer og et ægteskab, som virker lykkeligt på overfladen, men hvor Nora lider af de skrækkeligste kvaler. Hun har løjet for manden og har i al hemmelighed lånt penge under falske forudsætninger, og nu gruer hun for, hvad der vil ske, når han finder ud af det. Hun bliver afpresset og føler, at hun kun kan stoppe det på én måde - ved at tage sit eget liv. Men inden det kommer så langt, viser det sig, at hendes naive forestillinger om de andre mennesker i huset ikke passer sammen med deres opførsel, da det for alvor gælder.

Jeg har med vilje ikke gået så meget i detaljer i ovenstående beskrivelse, for det ville ødelægge noget af læseoplevelsen. Det er meget begrænset, hvad jeg har læst af skuespil - mener at vi læste et par i gymnasiet, men derudover har jeg ikke selv opsøgt det. Jeg holder nu meget af teater, selvom jeg langt fra kommer så tit af sted, som jeg gerne vil, og at læse dette skuespil føltes lidt som at overvære en teaterforestilling. Meget hurtigt fik jeg visualiseret rammerne og levede mig ind i stykket. Det var en ret positiv oplevelse - især fordi handlingen har et par twists, som giver stykket langt mere dybde, end jeg forventede, men også fordi slutningen er ret interessant og uventet. Jeg vil bestemt ikke afvise, at jeg godt kan finde på at læse et skuespil igen, for selvom det ikke er lige så godt som at se en rigtig forestilling, så giver det stadig noget af stemningen. Og 'Et dukkehjem' overraskede som sagt positivt, så vil du gerne give dig i kast med at læse et skuespil, så kan dette anbefales.

Dæmonheksen

2011-07-01T15:06:00.000+02:00

I sidste måned læste jeg 'Troldmændene fra Ravenscliff' af Geoffrey Huntington og var noget lunken bagefter. Jeg følte mig ikke helt overbevist om, at det var en serie, som var noget for mig - den fængede ikke rigtig - men jeg havde allerede fortsættelsen liggende, og efter en kort betænkningstid valgte jeg også at læse denne.

'Dæmonheksen' foregår kort tid efter slutningen på første bog. Der er blevet mere roligt efter hændelserne i den første bog, og Devon nyder det. Men der går ikke lang tid, før mærkelige ting atter begynder at ske, og han har en klar fornemmelse af, at husets beboere forsøger at skjule noget for ham. Hvad er det, som de ikke vil fortælle ham? Og er der ikke noget lusk ved den nye hjælper, Bjørn? Devon opdager snart, at han atter må kæmpe for, at Helvedesgabet ikke åbnes, og farerne lurer over alt.

Jeg syntes igen, at handlingen havde en lidt underlig rytme. Historien var ind imellem noget rodet, og så blev jeg også irriteret over alt det hemmelighedskræmmeri - mest af alt fordi en del af hemmelighederne var ret lette at regne ud, og det virkede derfor forceret, når Devon famlede sig vej frem for at opklare mystikken. Samtidig virkede det som om, at forfatteren havde skelet til 'Da Vinci-Mysteriet', hvor konceptet med at slutte et kapitel af med en cliffhanger i den grad blev misbrugt. Der var alt for mange eksempler på "nu smider vi lige noget i hovedet på hovedpersonen og afslutter kapitlet", og det blev temmelig trættende til sidst.

Alligevel hælder jeg til at synes bedre om denne bog i forhold til den første. Jeg er dog på ingen måde blevet overbevist om, at denne serie er en, jeg skal læse til ende - slet ikke da jeg har en del bøge rpå lager, som jeg glæder mig meget til at læse - så jeg regner ikke med at læse flere bøger i denne serie.

Når oplæseren fortolker bogen

2011-06-26T20:16:00.000+02:00

For et par år siden læste jeg de to første bøger i 'Vampire Diaries'-serien på engelsk, men det havde jeg glemt alt om, da jeg for nylig skulle låne et par lydbøger på netlydbog.dk og fik downloadet den første bog i serien. Da jeg opdagede fejlen, besluttede jeg mig for at høre bogen alligevel, for det kunne jo være, jeg så også fik mod på at læse/høre resten af serien bagefter.

... og det var faktisk en ret interessant oplevelse at høre en bog, som jeg havde læst før, for jeg fik en helt anden opfattelse af bogen. Da jeg læste den, opfattede jeg det som en forholdsvis simpel, lidt oldschool men også hyggelig serie, hvor der ikke var så megen udenomssnak med varulve m.m., men først og fremmest et klassisk og intenst trekantsdrama.

Men men... lydbogen gav så et lidt andet indtryk. Oplæseren gjorde nemlig en del ud af sin stemmeføring, så personerne blev langt mere håndgribelige, og det var ikke til alles fordel. For eksempel fandt jeg den kvindelige hovedperson ret usympatisk i starten, fordi hun kom til at fremstå som en narcissistisk, manipulerende og lettere hjælpeløs person - ikke ligefrem positive træk. Det er selvfølgelig ikke taget ud af den blå luft - meget af dette havde hun i forvejen i bogen, men det blev bare langt mere tydelig, når oplæseren fortolkede det. Oplæseren var i det hele taget god til at være konsekvent og holdt stilen hele bogen igennem, så de forskellige personer beholdt de stemmenuancer, som oplæseren havde bestemt sig for i starten, og det gjorde det let at følge med i handlingen.

Jeg synes ikke, at det er dårligt, at oplæseren på den måde påvirker min oplevelse af bogen - heller ikke selvom det ikke var til hovedpersonens fordel (og jeg kan da røbe, at jeg er i gang med at høre tredje del i serien, så jeg blev ikke skræmt væk), men det fik mig til at tænke over, hvor vigtig en god oplæser er. Jeg har flere gange droppet lydbøger, hvor oplæserens stil ikke passede mig, og det er jo synd, for det kunne jo være en god bog - den var bare ikke matchet rigtigt med oplæseren.

Har du haft gode, sjove, mærkelige eller forfærdelige oplevelser med lydbogsoplæsere?

Den tavse by

2011-06-23T21:52:00.000+02:00

I sidste måned læste jeg 'Dæmonernes by' - første bog i en serie af Cassandra Clare. En serie jeg har fået anbefalet af flere, og hvor første bog var udmærket, uden at jeg for alvor blev blæst omkuld.

Jeg vil ikke fortælle så meget om handlingen, da 'Den tavse by' som sagt er anden del i en serie, men i stedet fremhæve, at anden del var bedre og mere fængende end første bog. Rammerne er sat, og det gør, at der kan kæles for flere detaljer. Bogen er heller ikke bange for at udfordre et par tabuer på kærlighedsfronten, og det er befriende at se, så det ikke ender i det klassiske trekantsdrama, som bruges lige lovlig ofte i denne genre af bøger. Der er action, der er humor, der er kærlighed - og der er masser af overnaturlige væsner. Det bliver en kende for meget til sidst (we're all so very special), men jeg kan alligevel ikke lade være med at nyde forfatterens fortolkning af de forskellige væsner og de konflikter, der er mellem dem.

Nu ser jeg frem til at læse den næste bog - mon ikke jeg når den i løbet af sommerferien?

Tillykke til Malene!

2011-06-21T21:31:00.000+02:00

Så fik jeg trukket en vinder i min give-away! Desværre var tiden og kreativiteten ikke helt på sit højeste (i modsætning til i sidste uge, hvor jeg skulle finde en vinder på madbloggen), så jeg tog en anden let og god løsning - og brugte random.org. Der var 34, der deltog i konkurrencen, og det blev Liv med litteratur, der vandt gavekortet til Saxo! Tillykke med det.

Tak til alle jer, der deltog - jeg nød at løse jeres spændende kommentarer.

Dræb ikke en sangfugl

2011-06-18T23:47:00.000+02:00

Månedens klassiker er denne gang en bog, hvis titel jeg har set rigtig mange gange uden at vide noget som helst om indholdet - og det gjorde mig til sidst så nysgerrig, så jeg kastede mig over bogen.

'Dræb ikke en sangfugl' er skrevet af Harper Lee, og bogen foregår i den lille sydstatsby Maycombe i 1930'erne. Hovedpersonen - den lille pige Jean Louise, der kaldes Spejder blandt venner - fortæller om sin hverdag, sine venner og sin familie, og de små og store problemer, der er i lokalsamfundet.

Spejders ligefremme og drengede fremtoning giver masser af fremdrift i historien, for der er gang i den lille pige. Hendes mod bliver også en vigtig del af fortællingen, da hendes far tager den meget utaknemmelige opgave at være forsvarer for en sort mand, der er anklaget for voldtægt af en hvid kvinde. Racekonflikter var meget betændte i den periode, og fremmedhadet blusser op i den lille by - til stor undren for Spejder.

Det er i det hele taget Spejders barnlige og livsglade måde at fortælle på, der gør historien levende og interessant. Bogen er varm og humoristisk, og børnenes naive men logiske tilgang til tingene er dejlig befriende og gør de tunge emner langt lettere at læse. Bogen beskriver den intolerance og afstumpethed, som menneskeheden desværre også rummer, men Spejder formår også at få gode sider frem i folk, og på trods af de alvorlige emner er det på mange måder en livsbekræftende og dejlig bog.

Indtil videre den bedste af de klassikere, jeg har læst endnu. Stemningsfuld, tankevækkende, hyggelig og en sand fornøjelse at læse.

Efter skælvet

2011-06-14T07:00:00.000+02:00

Da jeg bestilte bøger på biblioteket for i starten af måneden og gerne ville låne et par af Haruki Murakamis bøger, blev det besværliggjort af det faktum, at hans bøger er så populære, at der er flere ugers ventetid på dem - og jeg havde planlagt at læse mindst én af hans bøger i denne måned, så jeg måtte 'nøjes' med et par af hans knapt så læste bøger.

Den ene har jeg allerede skrevet om - den anden var denne novellesamling. Nu vidste jeg godt, at sidstnævnte var et modigt valg, da jeg normalt ikke er så meget til noveller, og af samme grund valgte jeg derfor den anden bog som månedens bogudfordring.

'Efter skælvet' indeholder seks noveller, der alle foregår kort tid efter det voldsomme jordskælv i 1995 i Kobeområdet i Japan. Novellerne har dog ikke noget med katastrofen at gøre, men har dog enkelte henvisninger til begivenheden. I stedet handler de om kærlighed, til- og fravalg, tomhed, frustration, sorg og skrøbelighed.

Jeg er som sagt ikke så meget til novellegenren, og denne bog formåede ikke at ændre på den opfattelse. Historierne rørte mig ikke. Der var noget distanceret over dem, som jeg ikke helt kan forklare, ligesom jeg heller ikke oplevede den humor, som jeg læste om i en anmeldelse af bogen. Jeg syntes dog, at novellen 'Honningkage' indeholdt et fint og elegant trekantsdrama, og det er den af historierne, jeg bedst kunne lide.

50 læsere og give away

2011-06-11T08:19:00.002+02:00

Jeg har rundet 50 faste læsere her på bloggen, og det skal fejres! Jeg er selv lidt imponeret, for det er jo ikke fordi, jeg holder en skarp og afgrænset linje her på bloggen og således koncentrerer mig om en bestemt genre. I stedet læser jeg rask væk horror, fantasy, krimier, klassikere og skæbnefortællinger - lige fra Lovecraft til Anne B. Ragde! Men sådan er jeg - temmelig eklektisk og nysgerrig i mit bogvalg.

Jeg vil godt fejre denne begivenhed med en lille give away, hvor jeg udlodder et gavekort på 100 kr. til Saxo (så kan alle her i landet være med og er ikke afhængig af at bo i nærheden af den boghandler, jeg ellers ville købe gavekort til).

Det eneste, du skal gøre, er at skrive en kommentar til dette indlæg (har du ikke selv en blog, må du gerne skrive din e-mailadresse, så jeg kan kontakte dig, hvis du vinder) - samt fortælle hvilken forfatter og dennes bøger, du er mest imponeret af og hvorfor.

Du kan svare frem til den 18. juni kl. 21.00. Jeg trækker en vinder umiddelbart efter.

Tak til jer, der læser med - og kommer med kommentarer og gode ideer. Det er dejligt at dele sin bogglæde med andre.

Sønden for grænsen og vesten for solen

2011-06-08T22:43:00.000+02:00

Jeg har hørt meget - og udelukkende godt - om Haruki Murakami de senere år, men har indtil nu haft til gode at læse hans bøger. Med månedens blogudfordring, hvor temaet er 'Bøger fra andre kontinenter end Europa eller Nordamerika', så var det oplagt at kaste sig over hans forfatterskab. Han er dog en ret populær herre, så stort set alle bøger var udlånt på biblioteket, og der var lang ventetid på en del af dem. Jeg reserverede derfor flere, og pludselig fik jeg besked om, at to af dem var kommet hjem! Der følger derfor en anmeldelse mere af en af hans bøger senere på ugen.

Men tilbage til denne bog. 'Sønden for grænsen og vesten for solen' handler om Hajime, der som tolvårig møder pigen Shimamoto, som han straks knytter sig til. De mister dog kontakten som teenagere, da han flytter til en anden by, og i mange år flakker han fra kvinde til kvinde uden at finde den rette. Shimamoto bliver ved med at spøge i hans tanker, og han fortryder bitterlig, at han gav slip på hende, for ingen anden måler sig med hende. Men en dag træder hun ind i hans jazzbar, og lige pludselig bliver han konfronteret med fortiden og det savn, han har gået med i så mange år.

Bogen er ret ligetil at læse - både enkel i opbygning og sprog. Alligevel virker den mere kompleks; måske fordi den er god til at beskrive de valg og fravalg, som mennesker ofte tager - og fortryder. Kærlighed og lidenskab fylder en del i bogen, uden at det dog bliver langtrukkent eller vulgært.

Jeg savnede at blive rørt og at føle noget for personerne i det hele taget, og jeg må indrømme, at jeg ikke blev helt så overvældet og betaget, som jeg havde forventet. Dog var det alt i alt en udmærket læseoplevelse.

Troldmændene fra Ravenscliff

2011-06-05T18:12:00.000+02:00

Denne bog har jeg læst flere positive anmeldelser af, så da jeg så den på biblioteket for nylig, besluttede jeg, at nu var det på tide, den kom med hjem.

'Troldmændene fra Ravenscliff' er første bog i en serie af Geoffrey Huntington, og den handler om drengen Devon, der allerede som har monstre boende i sit klædeskab. Da faren dør, når han dog lige inden at fortælle, at han ikke er Devons rigtige far. Devon har ikke anden familie, han kan bo hos, så han flytter til Ravenscliff, hvor en af hans fars bekendte - Mrs. Crandall - bor sammen med datteren Cecily. Her bliver han straks trukket ind i mystiske hændelser og uhyggelige optrin, og det bliver meget hurtigt tydeligt, hvorfor resten af lokalbefolkningen gyser, når de hører om Ravenscliff, for her forsøger det onde at overtage!

Det var en meget blandet fornøjelse at læse bogen. Den havde en noget ujævn rytme, så jeg flere gange følte, at visse passager var unødig langtrukne og kedelige, mens der andre gange var et fint flow i historien. Samtidig haltede sproget flere steder - muligvis oversættelsessjusk - og det gjorde, at handlingen ikke blev medrivende. Der var ellers en del uhygge i bogen, hvor især den otteårige dreng er ret ubehagelig, men ind imellem kammede det over og virkede skingert og påduttet.

Selve grundkonceptet er også set før - den unge knægt, der opdager, at han har særlige evner, at han er noget helt særligt og har en særdeles særlig skæbne er jo ikke noget nyt, og det tæller ikke til bogens fordel, at jeg er i gang med en anden serie med en teenager, der er noget helt særligt, ligesom jeg i det hele taget er lidt træt af den skabelon. Derfor ved jeg heller ikke pt., om jeg vil læse næste bog i serien - jeg synes ikke, at denne her virkede overbevisende.

The Novice

2011-06-01T07:16:00.001+02:00

I maj måned var Bogudfordringen fantasy, og det er jo ret let for en som mig, der elsker den genre. Jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne slå to fluer med ét smæk og fandt derfor denne bog frem, som jeg havde glædet mig meget til at læse.

'The Novice' af Trudi Canavan er fortsættelsen til 'The Magician's Guild'. Har du ikke læst den første bog, vil jeg anbefale dig det. Jeg vil ikke afsløre for meget af handlingen her - det er det evige problem med at anmelde serier - men kan alligevel ikke helt undgå det, så hvis du absolut intet vil vide om handlingen, skal du stoppe her.

I denne bog starter Sonea på troldmandsakademiet med Rothen ved sin side som vejleder, men hun opdager hurtigt, at hun langt fra er velkommen, og både elever og lærere ser skævt til hende, fordi hun er fra slummen. Selvom hun gang på gang viser, hvor store magiske evner hun har, og hvordan hun let tackler den hårde træning, er det alligevel legitimt at mobbe og forfølge hende. Det udnytter drengen Regin og samler snart et slæng, som forfølger hende. Sonea ved ikke, hvad hun skal gøre, for hun er bange for repressalierne, hvis hun gør de magtfulde rige børn noget.

Bogen fortsatte den gode stil fra den første i serien. En god solid og lidt langsom fortællerytme, hvor der var tid til at dvæle ved de enkelte scener, og hvor personernes forskellighed formåede at komme til udtryk. Konflikten med Regin er interessant men virker også en anelse forceret. Måske er jeg bare lidt naiv, men jeg synes, der mangler en mere vægtig grund til konflikten end blot, at Sonea er fra slummen. På mig virker det i hvert fald ret manisk, at hun skal udsættes for et så voldsomt had bare på grund af det.

Men ellers er bogen velskrevet og interessant og indeholder flere spændende sideforløb, som jeg dog ikke vil afsløre her. Igen er det persongalleriet, som er blandt de bedste ting ved bogen. Menneskerne er tilpas forskellige uden at være for karikerede, og så er jeg glad for, at der er en overvægt at sympatiske personer i bogen. Det er lidt vigtigt for mig, efter at jeg har læst lige lovlig mange fantasybøger gennem de senere år, hvor stort set alle - inklusiv hovedpersonen - var ubehagelige, egoistiske og modbydelige mennesker.

Men igen - har du ikke læst denne serie, så vil jeg anbefale dig at gøre det.

90 film i en fart

2011-05-29T11:23:00.001+02:00

Dette er en bog, som du har glæde af, uanset om du har set filmene eller ej. Jeg købte den for nylig, da jeg fandt den på tilbud, og det er en hyggelig og sjov gennemgang af 90 film - hver fortalt på fire tegneserievinduer.

Der findes en tilsvarende bog, hvor 90 (klassiske) bøger også er gennemgået, men den turde jeg ikke kaste mig over, for jeg er i gang med at læse en del klassikere og vil ikke kende for meget til historierne inden.

Men som sagt - '90 film i en fart' kan du sagtens læse, selvom du ikke har set filmene inden, men jeg syntes dog, at en del af gennemgangene blev sjovere af at kende filmen i forvejen.

Du skal dog være opmærksom på, at der ved enkelte film bliver afsløret lige lovlig meget af handlingen, mens andre er beskrevet så indforstået, at det ikke ødelægger fornøjelsen ved at se filmen på et senere tidspunkt - men omvendt heller ikke er så sjovt, da du ikke ved, hvad der refereres til.

Drageløberen

2011-05-25T21:17:00.000+02:00

Dette er en bog, jeg burde have læst allerede for flere år siden, da den kom ud. 'Drageløberen' af Khaled Hosseini fik megen positiv omtale og solgte ret godt, da den udkom i 2003-2004 og blev siden hen filmatiseret. Da jeg stødte på den som lydbog hos netlydbog.dk, besluttede jeg dog, at nu var tiden kommet til at teste, om den kunne leve op til de mange rosende ord.

Handlingen fortælles af Amir, der vokser op i Kabul som en del af overklassen. Hans bedste ven er Hassan, der er jævnaldrende med Amir og tjener hos Amirs far, men det er ikke noget, de taler højt om, for Hassan tilhører en af de laveststående klasser i Afghanistan, og det er ikke velset at have relationer til dem.

De to drenge leger godt sammen og er et af de stærkeste par til den årlige drageturnering indtil den dag, hvor misforståelser og frygt splitter dem ad. Kort tid derefter rejser Hassan og hans far væk, og få år efter forlader også Amir og hans far fødehjemmet og flygter til USA, da russerne rykker ind i Kabul.

Årene går, og da Amir en dag får mulighed for at gøre alt godt igen og være den loyale ven, som han ikke formåede at være som dreng, griber han muligheden og begiver sig på en farefuld færd.

Det var en meget gribende historie. Normalt foretrækker jeg historier i den lettilgængelige ende af skalaen, når jeg vælger lydbøger, da jeg primært hører dem, mens jeg går - ofte i områder, hvor der er en del trafik. Med denne bog var der dog ingen problemer med at koncentrere sig om historien, selvom der var masser af støj omkring mig, for den er godt fortalt og var svær at 'give slip på'. Historien blev ved med at vende tilbage i mine tanker, og flere gange måtte jeg lige synke en ekstra gang eller to, når der var passager i fortællingen, som var særligt barske.

Historien har en god rytme, og forfatteren er god til at lave ildevarslende cliffhangers, så du som læser ved, at noget snart vil ende ulykkeligt, og det derfor er endnu mere grusomt at læse om. Den sidste del af historien er dog til tider så barsk og sørgelig, at det bliver lidt for meget og lidt for påduttet, men ser jeg bort fra det, er det en af de mest gribende bøger, jeg har læst det seneste år - kun 'Stadig Alice' har gjort lige så ondt at læse. 'Drageløberen' er en tankevækkende bog om venskab, frygt, kærlighed, svig og ærlighed, og har du ikke allerede læst den, så vil jeg anbefale dig at læse den.

Dæmonernes by

2011-05-22T09:06:00.000+02:00

Denne bog har jeg længe ønsket at læse, og da jeg for nylig var på biblioteket og spurgte om inspiration til boglånene via Twitter, foreslog Rebecca, at jeg fik fat i 'Dæmonernes by' - og det gjorde jeg så.

Bogen, der er skrevet af Cassandra Clare, er første del i en trilogi - eller det var det, for nu forlyder det, at forfatteren skriver et bind mere i serien.

Hovedpersonen er den 15-årige Clary, som lever et helt almindeligt liv, indtil hun en dag er på diskotek sammen med vennen Simon og som den eneste overværer, hvordan tre unge mennesker jager og dræber en ung fyr. Da hun forsøger at forklare hændelsen for Simon og de vagter, der er tilkaldt af hendes chokerede opførsel, tror de hende ikke, og det går op for hende, at hun er den eneste, der kan se morderne. De er skyggejægere og tilhører dermed en anden verden, der er befolket af dæmoner, troldmænd, vampyrer og varulve, og hun bliver snart inddraget i deres verden, da det viser sig, at der er en grund til hendes overnaturlige evner.

Det var en hyggelig læseoplevelse, og bogen er spændende og velskrevet. Et potentielt trekantsdrama udviklede sig anderledes end ventet, og det passede mig rigtig godt, for der er lige lovlig mange 'helt almindelig pige møder en eller flere lækre fyre og vild passioneret kærlighed opstår'-bøger i handlen for tiden. I det hele taget udviklede kærlighedsdelen sig til at blive nuanceret på flere fronter og mere interessant, end jeg ellers har set i den type bøger. Det kan i hvert fald udvikle sig i en spændende retning.

Til gengæld er der flere klicheer, og jeg var lidt irriteret over, at der igen-igen ikke kan være bog med overnaturlige elementer, uden at både vampyrer og varulve skal nævnes. Nu var deres interne konflikt ikke lige så dominerende, som jeg kunne have frygtet, men stadig - de to grupperinger er ikke uløseligt forbundet. Der er også hele baggrunden for, hvordan Clary har fået sine evner, og hvorfor hun inddrages i den overnaturlige verden, som flere steder virker lige lovlig konstrueret og utroværdig.

Jeg var ikke helt oppe at ringe over denne bog, men det var som sagt en hyggelig oplevelse, og jeg skal også læse de andre bøger i serien på et senere tidspunkt.

Mus og mænd

2011-05-18T22:17:00.000+02:00

Månedens klassiker-udfordring er denne gang en bog, som jeg efterhånden har set og hørt referencer til mange gange - ikke mindst i tv-serien Lost, som vi så sjette og sidste sæson af for nylig.

John Steinbeck optræder ofte med flere bøger på de 'klassikere du bør læse'-lister, som jeg er stødt på de senere år, og jeg vil ikke afvise, at jeg godt kan finde på at kaste mig over en bog mere af ham i år.

I første omgang blev det til 'Mus og mænd', som er en lille bog på ca. 130 sider. Bogen handler om landarbejderne George og Lenny, den lille og den store, den kloge og den dumme, som vandrer fra gård til gård og løser de opgaver, de nu kan få. Det er George, der planlægger for dem begge to, for den enfoldige Lenny følger mest af alt bare trop, mens han drømmer om et landsted med bløde kaniner, som han kan ae.

Drømmen om et bedre liv er ret essentiel for bogen, og som læser fornemmer man hurtigt, at det nok kun vil være en drøm, for den slags sker ikke for afvigere - og det er de to mænd og i særdeleshed Lenny. Situationen er skrøbelig, og det ender da også galt, da Lennys fascination af bløde genstande kombineret med hans utrolige styrke ender i en ulykke.

Det er en ret enkel og lineær fortælling uden så megen udenomssnak. Den er stemningsfuld, og det var let at visualisere handlingen til trods for, at fortællestilen er så ligetil. Historien og ikke mindst slutningen er langt hen ad vejen ret forudsigelig, hvilket blot er med til at forstærke den sørgmodige stemning.

Som altid er det interessant at overveje, hvorfor denne bog er blevet en klassiker. Jeg vil mene, at den enkle opbygning, som rammer noget så grundlæggende som frihedstrangen og drømmen om det gode liv, er en vigtig del, som ikke går af mode, selvom bogen er skrevet for over 70 år siden.

Den Røde Boomerang

2011-05-15T17:40:00.000+02:00

I sidste måned blev jeg kontaktet af en forfatter, som ville høre, om jeg ville læse og anmelde hans seneste bog. Da jeg havde læst fortalen, takkede jeg ja, for det lød interessant, og så er det jo altid spændende at stifte bekendtskab med nye forfatterskaber.

'Den Røde Boomerang' af Kim Jørgensen lægger ud med et møde mellem to mænd, som ender med, at den ene trækker den andens livløse krop ind i en bil og lader den forsvinde i det kolde søvand. Imens står en anden mand i skjul og betragter hele sceneriet. Gerningsmanden - det succesfulde og skruppelløse byggematador Klaus Winther - har dog mange ugerninger på samvittigheden, og selvom han sikkert og fejlfrit er styret udenom problemerne i mange år, så må han efterhånden indse, at han har ødelagt så mange menneskers liv, at der er flere, som mener, at regnskabets time er kommet.

Det er en kort - kun lidt over 200 sider - og lettilgængelig bog. I starten var den lige lovlig letbenet i sproget og mindede mig mest om en ungdomsroman. Sproget var lidt for simpelt, der var flere korrekturfejl, og der var også en række gentagelser. Men da jeg nåede et stykke ind i bogen, gled historien lettere og mere naturligt og bød på flere gode momenter. Forfatteren har gjort en del ud af at inkludere flere 'hemmelige' personer, forstået på den måde at det længe står uklart, hvem der optræder i de enkelte passager, og det er jo en smagssag, om man kan lide det. Personligt gjorde det mig ikke det store, men det blev brugt i et omfang, så det virkede som en lidt for let løsning.

Hovedskurken havde jeg det til gengæld lidt sværere med, da han virkede lidt for karikeret og skurkagtig til en dansk setting. Hans handlinger var for planlagte, for bombastiske, for perfekte.

Slutningen af bogen er desværre ret kort. Der skal pludselig forklares meget på ganske få sider, og der synes jeg, at metoden er for let (hvordan kan jeg ikke komme ind på her, hvis du gerne vil læse bogen på et tidspunkt). Så hellere bruge flere sider på den.

Nobody

2011-05-12T08:20:00.000+02:00

Jeg har altid haft et ret ambivalent forhold til Neil Gaiman. Flere af mine venner priser hans bøger, og jeg har beundret ham for flere af de nytænkende og skæve universer, som han har bragt til live i sine bøger. Jeg har dog flere gange oplevet, at der lige manglede det sidste - at der var et eller andet, der skurede i historiens rytme, når jeg læste hans bøger. Alligevel kunne jeg ikke dy mig, da jeg faldt over denne bog på biblioteket.

'Nobody' af Neil Gaiman er en børne- og ungdomsroman, som handler om den unge knægt Nobody - også forkortet Bod - som lever på en kirkegård blandt alle de døde. Hans forældre blev myrdet, da han var lille, og kun held og pudsige omstændigheder gjorde, at Bod selv søgte skjul på den nærliggende kirkegård, hvor de levende døde (ikke at forveksle med zombier) straks tog sig af ham.

Bod får en særpræget opvækst, hvor læseren også møder en lang række af kirkegårdens beboere, der forsøger at lære Bod at kunne begå sig blandt de døde ved at introducere ham til kunsten at hjemsøge, 'blegne' m.m. Men stille og roligt begynder fortiden at indhente Bod, og han må snart indse, at forældrenes morder stræber ham efter livet.

Bogen er - trods den alvorlige start - hyggelig læsning, og persongalleriet er interessant og levende. Det er en af de Gaiman-bøger, som jeg har været mest på bølgelængde med, og nød jeg stemningen samt det faktum, at selvom det var en ungdomsbog, så formåede forfatteren at inddrage alvorlige hændelser på en elegant og relevant måde, uden at det endte med for meget fokus på det sørgelige.

Bogfix

2011-05-08T08:13:00.000+02:00

Jeg havde ikke helt planlagt at skulle på bogindkøb, men da jeg havde 1½ times ventetid i København i fredags, smuttede jeg forbi den store boghandel ved Rådhuspladsen og faldt over en håndfuld bøger, som gerne ville med hjem. Faktisk var der en del, der gerne ville det, men jeg begrænsede mig til disse, som jeg fik til en god pris - gav et sted mellem 200 og 300 kr. for de fem.

Jeg forudser en sommer med gode læseoplevelser!

Stadig Alice

2011-05-05T23:32:00.000+02:00

Min liste over bøger, jeg gerne vil læse, bliver konstant længere, og det hjælper ikke, at jeg læser med på en del blogs, hvor folk anbefaler bøger, som de har nydt at læse. En af disse - 'Stadig Alice' af Lisa Genova - læste jeg den anden dag, og selvom det ikke var en bog, jeg decideret nød at læse, så er det absolut en af de bedste, jeg har læst i år.

I bogen følger vi den 50-årige Alice, som er professor i kognitiv psykologi ved Harvard Universitet. Hun er blændende intelligent og højt respekteret for sin faglighed og har et dejligt liv sammen med sin mand og tre voksne børn. Lidt efter lidt opdager Alice, at hun er begyndt at små detaljer - enten et ord, en aftale eller noget helt tredje, og snart indser hun, at noget er galt. Måske er det stress, eller kan det være overgangsalderen. Da hun endelig tager sig sammen og går til lægen, får hun imidlertid at vide, at hun har Alzheimers i en form, som er arvelig og rammer yngre mennesker.

Til trods for at hun kæmper mod sygdommen - både mentalt og med medicin - forværres hendes tilstand, og snart kan hun heller ikke skjule det for venner og kolleger.

Denne bog gjorde ondt at læse, for selvom forfatteren holder fortællingen i en meget lødig stil, som ikke svælger synderlig i følelsesporno og billige tricks, så går det lige i hjertet, når man som læser opdager, hvordan Alices hukommelse langsomt falder fra hinanden og får hende til at blive et helt andet menneske. Jeg kan ikke lade være med at tænke på 'Dronningeofret', hvor den ene hovedperson også mister store dele af sin hukommelse, og hvor jeg følte samme afmagt ved at følge en person, som må indse, at der ikke er langt igen. Eller rettere - at personen ikke får lov til at dø 'som sig selv', men som et falmet billede af den person, man var engang.

Det er efterhånden længe siden, at jeg har grædt så meget, mens jeg læste en bog - jeg kan kun huske at have fældet en enkelt tåre eller to under boglæsningen de senere år, men her strømmede tårerne ned af kinderne på mig flere gange. Måske er det lige så meget frygten for at opleve denne sygdom hos en, man holder af, der rørte mig dybt og fik mig til at føle mig så sårbar og dødelig.

Jeg vil varmt anbefale at læse bogen, som ikke er synderlig lang, men som kræver lidt tid at fordøje bagefter. Den er varm og sørgelig på samme tid, men den rørende historie er absolut værd at bruge tid på.

Kongens fald

2011-05-01T18:21:00.000+02:00

Aprils klassiker-udfordring blev 'Kongens fald' af Johannes V. Jensen. Det er sådan en bog, mange læser i løbet af deres skoletid, men af ukendte grunde nåede vores konservative dansklærer i gymnasiet ikke at finde denne frem i løbet af de tre år. Til gengæld er det en af de bøger, som optræder i Kulturministeriets meget omdiskuterede kulturkanon.

Bogen handler om den unge bondesøn Mikkel Thøgersen, der kommer til København og her ser Christian den 2. for første gang. Hvad Mikkel ikke ved på dette tidspunkt er, at han vil følge kongens liv på tæt hold, og bogen beskriver en begivenhedsrig tid af Danmarkshistorien, hvor de skandinaviske lande er i krig, og hvor Christian forsøger at konsolidere sin magt over Danmark, Norge og Sverige. Men borgerkrigen – Grevens Fejde – ødelægger disse planer og river tæppet væk under kongen, hvis magt smuldrer. En del af historien beskrives ved at følge Mikkel, men også en del af de personer, han møder på sin vej, optræder i mindre afsnit, som er med til at give et samlet billede af Mikkel og kongens liv.

Bogen er skrevet i et gammelt sprog og med vendinger, som ikke findes i det nudanske sprog, så det kræver lidt mere nærvær at læse bogen. I betragtning af, at bogen kun er på ca. 200 sider, er den spækket med handling og er på det punkt nærmest en modsætning til 'Forbrydelse og straf', som jeg læste lige inden.

Det var spændende at læse om denne tidsperiode, som jeg har forsømt lidt de seneste år, og det er en hyggelig måde at få opfrisket historieundervisningen på. Den var lidt tør at komme i gang med - jeg skulle lige vænne mig til skrivestilen og rytmen i historien - men da historien først kom i omdrejninger, var det en udmærket læseoplevelse, hvor jeg især nød det gamle sprog og den ekstra udfordring, der lå i at dekonstruere de vendinger, som ikke findes i nutidens hverdagssprog.

Forbrydelse og straf

2011-04-27T22:23:00.000+02:00

Aprils ene bogudfordring er bøger fra 1800-tallet, og jeg valgte 'Forbrydelse og straf' af Fjodor Dostojevskij, da jeg så kunne slå to fluer med ét smæk - at opfylde den ene bogudfordring og samtidig få læst to klassikere på én måned.

Bogen handler om den fattige studerende Rodion Raskolnikov, der dræber en gammel pantelånerske, som han har besøgt igennem et stykke tid. Under selve akten bliver han dog forstyrret af hendes søster og dræber i desperation også hende. Derefter følger en langtrukken og pinefuld tid, hvor han har moralske skrupler, og hvor han ihærdigt forsøger at undgå at blive retsforfulgt.

I betragtning af, at bogen er på knapt 700 sider, er det usædvanligt, at den kan strække sig over så kort tid og have så minimal handling - og stadig slippe godt af sted med det. Meget af bogen handler om hovedpersonens moralske kvababbelser og etiske diskussioner med andre personer, hvor han prøver at legitimere sine egne handlinger og bortforklare skyldsproblematikken.

Jeg sad på intet tidspunkt og kedede mig, mens jeg læste bogen, men blev stille og roligt mere og mere imponeret over, hvordan forfatteren havde skrevet dialoger, der virkede troværdige og interessante på samme tid og som ikke kammede over i overintellektuelle pseudodiskussioner, som temaet ellers let kunne fordre til.

Det er indtil videre den bedste af de klassikere, jeg har læst i år, og til trods for, at jeg havde forventet en mere barsk og ubehagelig fortælling, så blev det alligevel en læseoplevelse, som jeg vil huske.

Liebe

2011-04-23T14:29:00.000+02:00

For nylig faldt jeg over 'Liebe' af Susanne Staun på netlydbog.dk, og selvom jeg normalt foretrækker krimier i papirudgave, så gav jeg det atter et forsøg - og det viste sig at være en meget god idé.

Hovedpersonen - adfærdspsykologen og profileringseksperten Fanny Fiske - bliver inddraget i jagten på en morder, som udfører en række makabre mord, hvor de døde bliver tømt for blod. Sideløbende har Fanny problemer med en 'beundrer', som forfølger hende og med rette gør hende paranoid, og så er der selvfølgelig hendes herrebekendtskaber, som hun også sørger for at pleje.

Jeg blev positivt overrasket over bogen. Den kvindelige hovedperson strutter af selvtillid og livsappetit, og der gøres meget ud af hendes sanselige opfattelse af verden - lige fra mændene, hun nyder, til måltiderne, som bliver beskrevet, så det næsten føles vulgært. Nu er jeg ikke særlig kræsen, men hendes skepsis over for de tyske måltider i bogen er så malende beskrevet, at jeg til sidst også fik lidt kvalme ved tanken. Det er alligevel lidt imponerende. Hun er bestemt ikke mit drømmebillede af en hovedperson, men hun er ret underholdende med sin maskuline og politisk ukorrekte facon.

En fin og enkel krimi, som jeg godt kan anbefale.

At læse bøger på mobilen

2011-04-19T22:51:00.002+02:00

Med telefoner, der bare bliver smartere og smartere, er det nu muligt at læse bøger på mobilen. En af mine gode venner fortalte begejstret om konceptet for nogle måneder siden, hvor hun fik læst adskillelige bøger på ingen tid, når hun havde bogen på sin mobil. Den kortere linjelængde gjorde, at hun læste ca. halvanden gang så hurtigt, og e-bogen var jo ret handy at have med sig - hun skulle blot hive mobilen op af lommen, og straks kunne hun læse videre i sin bog.

Jeg tænkte, jeg også måtte prøve det på et tidspunkt, så da jeg for et par uger siden så et tilbud hos Saxo, hvor de annoncerede med billige e-bøger, købte jeg en for at teste konceptet. Jeg valgte en bog - 'For foden af trappen' af Pernile Eybye - som måske ikke var det største litterære værk, men det var også underordnet i denne sammenhæng. Jeg ville først og fremmest opleve, hvordan det var at læse på mobilen.

Det var ret let at købe bogen og derefter konvertere den, så den kunne læses på telefonen. Jeg gik straks i gang og blev positivt overrasket over, hvor hurtigt jeg læste, og hvor let det var at bruge e-bogen i det hele taget. Jeg snuppede et par kapitler, når jeg sad i bussen, jeg læste i sofaen, og jeg fik sågar også tid til at læse et halvt kapitel, da jeg skulle med elevatoren en dag! Mobilen er noget hurtigere at fiske frem i forhold til en bog, og derfor kunne jeg læse i e-bogen, næsten uanset hvor jeg opholdt mig. Spaltebredden betød også en del - det var vitterlig hurtigere at læse på mobilen, og jeg må sige, at jeg blev overbevist om fordelene ved konceptet.

Desværre ser det ikke ud til, at det pt. er muligt at låne e-bøger, der også kan bruges på mobiler (ret mig endelig, hvis jeg tager fejl). Så vidt jeg ved kan de bøger, du kan låne via e-bib.dk, kun aflæses på den computer, som du downloader dem til, og det gør det unægtelig noget sværere. Af samme grund sætter det også begrænsningerne for, hvor meget jeg kommer til at dyrke det med at læse på mobilen så meget endnu, for selvom e-bøger er billigere end gode, gammeldags bøger i papir, så er priserne endnu ikke så lave, at jeg kan få mig selv til at købe e-bøger, for jeg foretrækker nu at have mine bøger stående på reolen.

... og så er der alligevel en undtagelse. Hos Amazon er det muligt at gøre nogle billige køb, og jeg prøvede i dag at købe en bog til én dollar der for at undersøge burgervenligheden - og det virker meget lettilgængeligt og brugervenligt. Det tog mig ingen tid at købe og downloade bogen, og så var det bare i gang med at læse. Der er desuden den ekstra fordel, at du let og smertefrit kan slå ord op direkte på mobilen (du skal bare markere ordet i e-bogsteksten og klikke 'ordbog', og så får du hurtigt ordforklaringen frem) - og det er da god service! Det giver mig faktisk lyst til at eksperimentere mere med at læse e-bøger på mobilen fremover, for læser jeg ellers en bog på engelsk, hvor jeg støder på et ord, jeg ikke kender, så er det ikke ret tit, jeg lige får fundet ordbogen frem og undersøgt, hvad det betyder.

Shampoo Planet

2011-04-16T08:39:00.000+02:00

Jeg faldt over Douglas Couplands 'Shampoo Planet', da jeg var på biblioteket for nylig og tænkte, det kunne være hyggeligt at læse noget af ham igen.

Bogen handler om den unge fyr Tyler, som lever et ret almindeligt liv for amerikanske unge tilbage i 1990'erne. Han rejser til Europa og har et sommerflirt med den sofistikerede rigmandspige, Stephanie, og han tilbyder hende jovialt, at hun bare kan besøge ham i USA, hvis hun en dag kommer forbi. Det giver dog en del problemer, da hun ender med at tage ham på ordet.

Det er en meget typisk Coupland-bog - ud fra skrivestilen var jeg i hvert fald ikke i tvivl om, at han var forfatteren, og meget af tonen fra 'Generation X' gik igen. Det er lidt sjovt at læse en bog, som har så meget 90'er-stemning, så mange år efter. Personerne virker for en dels vedkommende ret overfladiske, og hovedpersonen har en pudsig mani med hårplejeprodukter, der i bedste Couplandstil bliver fremført som forførende brands, du ikke kan leve foruden. Når jeg læser bøger af Coupland, bliver jeg altid ramt af følelsen af, at hans hovedpersoner i bund og grund ikke kan finde meningen med livet. At der rent faktisk ikke er en mening med livet. At alt hvad du gør er ligegyldigt. Måske er det den blinde fascination af corporative power - de unges forgabelse i de store firmaer, som står som et slags opgør mod deres hippieforældre - eller måske er det bare den fokus på brands, som går igen i teksterne. Det virker i hvert fald så materialistisk og ligegyldigt for mig, at det er lidt trist at tænke på.

Jeg synes ikke, at bogen i sig selv er specielt interessant. Hvis du ikke har læst Coupland før, bør du i stedet kaste dig over 'Generation X' - eller 'Mikroslaver', som er virkelig god, hvis du selv er nørd eller blot omgås en masse nørder.

Løbeild

2011-04-13T07:08:00.019+02:00

Dette er en af de bøger, jeg har glædet mig mest til at læse i år, og jeg kan sige med det samme, at jeg ikke blev skuffet! 'Løbeild' er anden del i en serie af Suzanne Collins, hvor jeg læste første bog, 'Dødsspillet', sidste år.

Da 'Løbeild' er en fortsættelse, vil jeg denne gang undlade at komme med et resumé af handlingen - det vil ganske enkelt afsløre for meget, som kan ødelægge læseoplevelsen af den første bog i serien.

I stedet vil jeg fortælle, hvad jeg godt kan lide ved serien. Forfatteren har skabt en dyster fremtidsverden, hvor folket bliver undertrykt, kontrolleret og manipuleret med af systemet. En verden, hvor håb og optimisme for længst er kvalt - hvor mennesket er til som en ligegyldig brik i systemets hænder, og hvor de fattige blot er til for at tjene og underholde de rige. Et skarpt optegnet samfundsbillede, som skræmmer langt mere, end hvis hun havde smidt et par håndfulde zombier ind i historien.

Hovedpersonen er interessant og troværdig i den forstand, at hun ikke er særlig social og charmerende, men alligevel har hjertet på rette sted. I det hele taget er persongalleriet spændende, og forfatteren formår at beskrive de forskellige distrikter og de mennesker, der lever i dem så indgående, at de bliver levende i min fantasi. Der er gode, nuancerede konflikter i historien, hvor der er mange intriger og twists, og jeg sidder som læser og håber inderligt, at det er de rette personer, som har heldet med sig og formår at gøre verden til et bedre sted at leve i.

Forfatteren bruger et varieret, detaljeret og fængende sprog, som skaber fantastiske billeder i mit hoved og får mig til at leve helt ind i bogens præmisser.

Har du ikke læst bøgerne, så vil jeg kraftigt anbefale dig at læse den første bog, 'Dødsspillet'. Det er muligt, at bøgerne oprindeligt er skrevet til teenagere, men dette er som Harry Potter - en serie som kan - og bør? - læses af voksne.

Tredje og sidste bog i serien udkom på dansk i marts måned. Den glæder jeg mig virkelig meget til at få fingrene i!

Magic Bites

2011-04-10T09:30:00.000+02:00

Denne bog faldt jeg over ved et tilfælde sidste år, da jeg skulle bestille et par bøger på engelsk. Jeg havde ikke hørt om den i forvejen, men 'Magic Bites' af Ilona Andrews lød tilpas spændende til, at jeg købte den alligevel.

Bogen handler om Kate Daniels, der er lejesoldat i en verden fuld af magi og overnaturlige væsner. Hun tager sig af sager, hvor hun kan bruge sine kamp- og magievner til bekæmpe personer, som misbruger deres magt. I denne verden kæmper magien og teknologien mod hinanden, hvor store udladninger af magi kan sætte byens tekniske installationer ud i flere timer, og borgerne er derfor vant til, at strømmen kan gå når som helst.

Kates værge bliver myrdet, og hun bliver udvalgt til at finde frem til morderen. Det viser sig dog, at det snart bringer hende i livsfare, da hun - selvom hun prøver at undgå det - har svært ved ikke at blive involveret i kampen mellem shapeshifters, mennesker og vampyrer.

Hovedpersonen matcher meget godt, hvad jeg kan lide ved en kvindelig fantasyrolle - en dygtig sværdkæmper med en skarp tone, der ikke finder sig i så meget p*s. Selvom hun gør en del ud af at pointere, at hun ikke er specielt køn (i hvert fald i forhold til de besnærende kvinder, som vi selvfølgelig også møder i bogen) og også har ar fra sine kampe, så bliver hun naturligvis begæret af flere (magtfulde) mænd i bogen. Det er der såmænd ikke noget galt i - det er bare så stereotypt, at det godt kan irritere mig lidt. Heldigvis fylder det ikke særlig meget, og det bliver heller ikke lige så gustent som i Touch the Dark.

Historien er et spændende mix, hvor kampen mellem The Pack (shapeshifters) og the People (vampyrer) godt nok er så traditionel, at der snart bør laves en lov mod flere bøger, hvor den konflikt bliver genbrugt, men hvor blandingen af teknologi, magi og overnaturlige racer koblet med et magtsystem, der rummer riddere, beskyttere, lejesoldater m.m., fungerer ganske godt.

Det er ikke stor skrivekunst, men jeg synes, at bogen ligger i den bedre ende af, hvad man kan finde i denne genre. En letlæst bog, som egner sig fint til en ferie eller bare en afslappende bogoplevelse.

I Lucias øjne

2011-04-04T21:32:00.000+02:00

Denne bog blev indkøbt, da jeg fandt den som et billigt tilbud under bogudsalget for et par måneder siden, og jeg tænkte straks, at den ville gøre sig fint som ferielæsning.

Arthur Japin har skrevet 'I Lucias øjne', og i bogen møder den unge Casanova den fjortenårige Lucia, som både er ung, uskyldig og indtagende. De forelsker sig, men på grund af hendes alder vil han vende tilbage et år efter, så hun er gammel nok til giftermål.

Desværre smittes hun kort tid inden brylluppet af kopper, og selvom hun overlever, efterlader sygdommen grusomme ar i hendes ansigt, så det er helt vansiret. For at skåne ham for synet og det ulykkelige liv, det ville medføre, når han skulle leve med en vansiret hustru, får hun sin moder til at fortælle Casanova, at Lucia er stukket af med en anden.

Derefter følger vi Lucias liv, og hvordan hun går fra at være en knækket og undseelig kvinde, der sælger sig selv for lavestbydende, til en tilsløret og forførende kurtisane, som mange rige mænd eftertragter. Da hun møder Casanova igen - uden at han dog genkender hende - udtænker hun en plan, så hun kan belyse og retfærdiggøre de valg, hun tog på sine egne og hans vegne.

Bogen bygger på virkelige hændelser i Giacomo Casanovas liv, og jeg har det altid lidt blandet med den slags bøger, for giver den nye vinkel også en god og troværdig historie, eller virker det bare som om, at den vil plagiere på den originale fortælling? I dette tilfælde synes jeg, at forfatteren langt henad vejen slipper godt fra forsøget. Sproget blomstrer og besnærer læseren, og jeg havde intet problem med at forestille mig scenerne fra handlingen.

Hen imod slutningen blev diskussionerne om kærlighed, fravalg og tilvalg dog lige lovlig langtrukne, og her mistede bogen lidt af sin fremdrift og stod i stampe. Samtidig syntes jeg, at bogen var for kort - at den snildt kunne bære flere sider og flere scener, og når jeg tænker på bogen som et samlet forløb, så var der steder og episoder, jeg som forfatter ville have brugt mere energi på. Bogen er hurtig læst og vil næppe være en, jeg husker om mange år, men som ferielæsning var den udmærket.

Dinosaurens fjer

2011-03-31T00:00:00.000+02:00

Marts måned har også budt på en anden bogudfordring, hvor temaet for denne måned var danske kvindelige forfattere. Jeg valgte at kombinere det med et efterhånden gammelt ønske om at læse 'Dinosaurens fjer' af Sissel-Jo Gazan, da den længe har stået på min 'must-read-liste'.

Det er en krimi, hvor omdrejningspunktet er den specialestuderende Anna Bella, som netop står foran at skulle afslutte sit studie. Hun har et noget anstrengt forhold til sin vejleder, og på familiefronten skranter forholdet til den treårige datter også, da Anna Bella har forsømt barnet på grund af specialet.

Da vejlederen pludselig bliver fundet død på sit kontor, bliver hun chokeret men samtidig også frustreret over, at dette sker lige inden hendes afsluttende eksamen. Snart viser det sig dog, at vejlederens død har en noget... anderledes... årsag, og at der er mange mulige gerningsmænd - blandt andet hende selv, vejlederens hustru samt vejlederens mangeårige faglige fjende. Der har i mange år været en kontrovers i det akademiske miljø om, hvorvidt fugle er nutidens dinosaurer, og fejden er kørt så meget op i en spids, at politiet hurtigt ser det som en af de mest sandsynlige motiver, der ligger til grund for mordet.

Denne bog blev - i modsætning til 'To byer' - læst hurtigt. Den har et lettilgængeligt sprog med et udmærket persongalleri, og den var fin underholdning. Bagefter sad jeg med lidt blandede følelser. På den ene side forstår jeg godt, at den er blevet populær, for den er let at kaste sig over, og der er så mange forskellige persontyper med, at læseren nok skal finde én at kaste sin kærlighed på, men på den anden side syntes jeg, at historiens flow haltede til sidst, og slutningen virkede noget forceret. Det er svært at gå i detaljer uden at røbe for meget af handlingen, men der var flere bevæggrunde for personernes følelsesudbrud og traumer, som jeg ikke helt kunne se logikken i. På den front er bogen ikke særlig nyskabende eller velkomponeret. Plottet er rent ud sagt ikke særlig interessant. Til gengæld var jeg lidt fascineret af den akademiske ramme med hele diskussionen om dinosaurer kontra fugle. Jeg frygtede inden, at det ville føles påklistret og som en undskyldning for at have en interessant og anderledes kulisse for fortællingen, men sådan føltes det ikke, da jeg læste bogen. Nu skal det også siges, at jeg har en vis svaghed for dinosaurer, så jeg er muligvis lige en tand mere positiv på den front, end mange andre ville være, men jeg syntes som ikke, at det virkede mærkeligt.

En udmærket bog, som især vil gøre sig godt som ferielæsning. Læs den, hvis du gerne vil have en lettilgængelig krimi, hvor det er vigtigere at have en masse snørklede afledningsmanøvrer i stedet for en stringent historie, eller hvis du bare gerne vil kunne snakke med, når omgangskredsen begynder at tale om 'Årtiets krimi', som denne bog blev kåret som i Danmark i starten af dette år.

To byer

2011-03-27T21:56:00.001+02:00

Denne måneds klassiker blev 'To byer' af Charles Dickens, som regnes for at være en af de største forfattere gennem tiderne. Jeg kendte ikke til bogen i forvejen men stødte på den, da jeg studerede flere lister over klassikere, man bør læse, og da jeg tidligere har læst flere af Dickens bøger med fornøjelse, blev denne bog valgt.

Bogens handling foregår i Paris og London under den franske revolution. På www.ebib1800.dk fandt jeg dette resumé af handlingen:

"Dr. Manette løslades efter 17 års fangenskab i Bastillen og rejser til England for at leve sammen med sin datter, Lucie, som han aldrig har kendt. Lucie og dr. Manette møder en ung franskmand, Charles Darnay, der arresteres for spionage mod England. Under retssagen mod ham reddes han af sin lighed med den fordrukne sagfører Sydney Carton, som senere viser sig være hans rival som bejler til den smukke Lucie Manette. Lucie og Darnay gifter sig, og Carton forbliver deres ven - hans manglende tro på sig selv gør, at han aldrig virkelig gør en indsats for at vinde Lucie.

I Paris sidder madame Defarge, kone til den vinhandler, der gav dr. Manette husly i Paris, da han var blevet løsladt. Hun er fanatisk revolutionær, og har i årene før revolutionen registreret alle aristokrater og forrædere mod folket ved at strikke dem ind i sit evige strikketøj."

Nu undrer du dig måske over, hvorfor jeg denne gang citerer resumeet andetsteds fra, men det skyldes først og fremmest, at bogen kedede mig så meget, at jeg husker meget lidt fra første halvdel af bogen! Jeg blev selv ret overrasket over, at handlingen havde så svært ved at bide sig fast, for det er meget sjældent et problem, men her måtte jeg flere gange bladre tilbage for at læse flere passager igen, og jeg blev mere og mere frustreret, for jeg havde ingen føling med handlingen. Til sidst lovede jeg mig selv at få læst bogen færdig her i weekenden, for opgive ville jeg jo ikke - det var en bogudfordring og så lægger jeg den ikke fra mig - men det hjalp så også at læse den sidste halvdel på to dage. Her fik jeg et langt bedre - og mere positivt - indtryk af handlingen, og selvom jeg ikke fik det fulde udbytte af historien, da der var en række passager fra første halvdel, jeg ikke kunne huske, så endte jeg med at være nogenlunde stemt over for bogen.

Jeg ved ikke, om jeg en dag finder på at læse den igen, så jeg forhåbentlig kan få den fulde oplevelse af bogen, og jeg ved heller ikke, hvad der præcis gjorde, at jeg bare ikke kunne blive gode venner med den første del, men det glæder mig, at jeg fik en ok oplevelse ud af anden del.

Pligtlæsning

2011-03-22T22:18:00.000+01:00

Lige for tiden er jeg ramt af pligtlæsning - både i bogform og på lydbog. Det troede jeg ellers, jeg var ovre, da jeg blev færdig med studiet, men pt. er jeg i gang med månedens ene bogudfordring, og jeg nægter at give op, selvom bogen er alt andet end fængende.

Samtidig er jeg i gang med en serie på lydbog, og den svinger utrolig meget i kvalitet. Jeg har for længst besluttet mig for, at jeg ikke vil bruge tid på at skrive en anmeldelse af den her, men jeg er næsten færdig med den fjerde bog i serien og håber/regner med, at den slutter her, så jeg ikke skal bruge mere energi på den.

Det er ellers ikke fordi, jeg savner læsemateriale - faktisk har jeg efterhånden mange bøger liggende, som jeg glæder mig usigelig meget til at kaste mig over, så det er bare om at få afsluttet de irriterende projekter, så jeg kan komme i gang med de mere tillokkende.

Bliver du også ind imellem ramt af 'nu-bliver-jeg-jo-nødt-til-at-læse-den-færdig'-syndromet?

Skyggen over Innsmouth

2011-03-16T07:12:00.000+01:00

For et stykke tid siden gik jeg i gang med en novellesamling H. P. Lovecraft - på engelsk vel at mærke, og det har en del at sige, når vi taler om den forfatter. Det tager noget længere tid at læse, så jeg har også læst et par andre bøger undervejs, og nu holder jeg lige en pause fra bogen, da jeg vil koncentrere mig om månedens bogudfordringer.

Da jeg var gået i gang med Lovecraftbogen kom jeg i tanke om, at jeg også har en enkelt dansk oversættelse af hans noveller, så den fandt jeg frem.

'Skyggen over Innsmouth' består af tre historier - to længere ('Skyggen over Innsmouth' samt 'Den hviskende i mørket') og en kortere ('Rotterne i murene'). Den første historie handler - ikke så overraskende - om den lille by Innsmouth, som har ry for at være indelukket, og hvor der bliver set skævt til fremmede. Da hovedpersonen alligevel rejser til byen, mærker hans straks, at han ikke er velkommen, og selvom han forsøger at tage derfra, inden natten falder på, bliver han alligevel nødt til at blive natten over og oplever snart sider af Innsmouth, som de fleste nok ville være foruden.

Den anden historie handler om brevvekslingen mellem hovedpersonen og Arkeley, der lever et sted, som er omgæret af mystik og skrækhistorier. Langsomt indføres læseren i en mere og mere intens brevudveksling, som ender i, at hovedpersonen drager af sted for at hjælpe sin ven.

I den sidste historie følger vi en forretningsmand, som sørger for at få restaureret familieboligen. Godt nok kigger lokalbefolkningen skævt til ham, men det er først, da han begynder at høre rotter i væggene, at han begynder at forstå de forfærdelige rygter, der er om stedet.

Lovecrafts fortælleform er ret unik, og det er ikke så underligt, at han har opnået kultstatus efter sin død. Hans stil er kryptisk, abstrakt, underlig og surrealistisk, og der er overraskende lidt vold i fortællingerne. Til gengæld formår han at opbygge en ubehagelig og utryg stemning, hvor man som læser ved, at der er noget, der er er helt forkert - men at det samtidig er så abstrakt, at det er svært at forstå og acceptere. Det er tydeligt, at Lovecrafts historier er skrevet i en anden tid, men jeg synes, at det er befriende med et stilskifte, selvom der selvfølgelig er dele af historierne, som ikke skræmmer en nutidig læser nær så meget.

Flere bøger!

2011-03-11T07:01:00.000+01:00

Nu hvor min fødselsdag er fejret, kan jeg købe bøger med god samvittighed igen - forstået således, at jeg kan få købt nogle af dem, som jeg ikke allerede har fået i fødselsdagsgave. Jeg har længe haft et gavekort til Saxo liggende, og da de tilmed har tilbud på en række bøger pt, så var det oplagt at få brugt gavekortet. Jeg købte to skønlitterære bøger, som jeg har meget høje forventninger til - ved dårligt om jeg tør læse dem, for de har fået så meget ros!

Derudover en spændende kogebog samt en klassiker, som jeg læste et spændende uddrag fra i min studietid, og som skal indgå i mit klassiker-udfordring.