Stadig Alice

Min liste over bøger, jeg gerne vil læse, bliver konstant længere, og det hjælper ikke, at jeg læser med på en del blogs, hvor folk anbefaler bøger, som de har nydt at læse. En af disse - 'Stadig Alice' af Lisa Genova - læste jeg den anden dag, og selvom det ikke var en bog, jeg decideret nød at læse, så er det absolut en af de bedste, jeg har læst i år.

I bogen følger vi den 50-årige Alice, som er professor i kognitiv psykologi ved Harvard Universitet. Hun er blændende intelligent og højt respekteret for sin faglighed og har et dejligt liv sammen med sin mand og tre voksne børn. Lidt efter lidt opdager Alice, at hun er begyndt at små detaljer - enten et ord, en aftale eller noget helt tredje, og snart indser hun, at noget er galt. Måske er det stress, eller kan det være overgangsalderen. Da hun endelig tager sig sammen og går til lægen, får hun imidlertid at vide, at hun har Alzheimers i en form, som er arvelig og rammer yngre mennesker.

Til trods for at hun kæmper mod sygdommen - både mentalt og med medicin - forværres hendes tilstand, og snart kan hun heller ikke skjule det for venner og kolleger.

Denne bog gjorde ondt at læse, for selvom forfatteren holder fortællingen i en meget lødig stil, som ikke svælger synderlig i følelsesporno og billige tricks, så går det lige i hjertet, når man som læser opdager, hvordan Alices hukommelse langsomt falder fra hinanden og får hende til at blive et helt andet menneske. Jeg kan ikke lade være med at tænke på 'Dronningeofret', hvor den ene hovedperson også mister store dele af sin hukommelse, og hvor jeg følte samme afmagt ved at følge en person, som må indse, at der ikke er langt igen. Eller rettere - at personen ikke får lov til at dø 'som sig selv', men som et falmet billede af den person, man var engang.

Det er efterhånden længe siden, at jeg har grædt så meget, mens jeg læste en bog - jeg kan kun huske at have fældet en enkelt tåre eller to under boglæsningen de senere år, men her strømmede tårerne ned af kinderne på mig flere gange. Måske er det lige så meget frygten for at opleve denne sygdom hos en, man holder af, der rørte mig dybt og fik mig til at føle mig så sårbar og dødelig.

Jeg vil varmt anbefale at læse bogen, som ikke er synderlig lang, men som kræver lidt tid at fordøje bagefter. Den er varm og sørgelig på samme tid, men den rørende historie er absolut værd at bruge tid på.